Tilbage til Dagbog

 

Nordkaperen - lidt om dagliglivet om bord.

 

I dag onsdag ligger vi for svaj udfor Tioman Islands. Et tropeparadis med koralrev og aber på stranden. I går fik vi hjemmebagte pizzaer, med kolde øl til - luksus. I anledning af Steffens kæreste Leas fødselsdag stod den også lagkage til aftenkaffen, og vi kom sent i seng. Dagen i dag startede kl. 4, et tropisk regnskyl sendte de sovende på dækket i køjerne. Senere blæste det op. Jeg var oppe og kigge, benyttede lejligheden til at slå en streg. Da jeg vendte mig, stod Steffen og Steen og kiggede med i kahytsnedgangen - jeg vælger at tro, at det kun var de store bølger, de kiggede på....?

 

Lidt senere gik ankeralarmen, og da en lille tropisk koralø imellem os og stranden kom hurtigt nærmere, hev vi ankeret og gik i ly bag øen. Den giver ikke meget læ, og søerne vasker henover skibet fra for til agter. Heldigvis løjer det af ved 9-tiden, og besætningen slapper af i kahytten, og venter på solens tilbagekomst. Kaffe og morgenmad - dejligt!

 

Så er der også gået et par dage med rengøring. Pigerne ombord er blevet bidt i de sidste par uger, uden at vi har fanget synderne. Først ryddede vi skibet, alt tøj, puder mv. blev kogevasket, og alle hynder blev sprøjtet. Selve skibet fik den store tur med insekticider, der gik vel 10 af de store dåser. Pyha, men stemningen var god, nu måtte alt være dødt.

 

Den aften sad vi og hyggede i cockpittet, stemningen var god. Så gik Anne Mette i seng, men hun savnede os åbenbart, for efter 10 minutter kom hun op igen, noget var vist galt. Anne Mette spreder normalt solskin ombord, men nu stod den nærmest på regnvejr. Hvad var der galt? Hun kunne fremvise en arm fuld af friske stik, erhvervet i løbet af 10 min i køjen. Øv! Og intet havde hun set. Så dagen efter tømte vi skibet igen, og gassede hele skibet med insektgiftbomber. Alt er forhåbentligt dødt nu? Eneste tilbageværende mulighed herefter er vist at sænke skibet og hæve forsikringen... ;-)

 

I dag kommer der 2 nye besætningsmedlemmer, og endnu 2 i morgen. Så bliver her trængsel, men det bliver også sjovt at få noget nyt blod ombord.  Og de reservedele vi mangler! For der er hele tiden noget på et gammelt skib. Den ene inverter stod af i mandags. Vindmøllen har vi pillet ned, den er Kaput igen, selvom den er skiftet af Rasmus for 1 1/2 år siden. Til gengæld fandt jeg en håndholdt VHF mere. Den lå bag garneringen i kortbordet, sammen med mine briller, der rutsjede ned samme sted under morgenens forhaling i høj sø til vores nuværende ankerplads.

Hvem fra de tidligere besætninger har mon mistet radioen, bandet og svovlet, og derefter bestilt en ny?

 

Freja og Vibeke har samlet muslinger og koraller de sidste par dage. Det er godt tidsfordriv. Og Rasmus Klump studeres flittigt. Utroligt som livet på Nordkaperen minder om livet på det gode skib Mary. Freja mener, at skæg minder mest om Steffen...

 

Mange hilsener fra det smukke skib under Sydkorset,

 

Niels

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Worldsailing.dk © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use