Tilbage til Dagbog

 

Port Dickson:

Den 9. oktober stævnede vi ud fra Singapore og satte, via Melakka Strædet, kursen mod Port Dickson. En lille havneby på den malaysiske sydkyst. Den halvanden døgns overfart blev gennemført under høj sol og højt humør, ikke mindst fra de ny ankomnes side, der havde set frem til at få vand under kølen efter storbytiden i Singapore. I mindre hold skiftedes vi til at styre og holde kursen mod nord, udenom ’motorvejen’ for de store containerskibe, og oplevede natten med stjerner og blankt hav fuld af morild. Lige inden indgangen til Port Dickson blev vi dog overrasket af et fiskenet, som satte sig fast i skruen og krævede godt samarbejde. Steffen og Kristian måtte dykke ned med knive, for at skære nettet af, mens resten på dæk halede hele fiskenettet, samt en lille rokke, ombord.

Fra marinaen i Port Dickson, hvor vi holdt til, tog vi på mindre ture til omkringliggende steder for at udforske Malaysia. Efter at vi havde sagt pænt farvel til Ulla, der havde skabt højt humør og glæde på Kaperen i lidt over en måned, tog besætningen af sted på udflugter. Simon, Anita, Lea og Steffen lejede en bil og kørte til byen Melakka for én overnatning og derefter på en smuttur til Kuala Lumpur. Melakka er en utrolig historisk interessant by. Først i 1951 ved optagelse i den Malaysiske Føderation oplevede byen at være fri fra udefrakommende politisk overherredømme. Både portugisere, hollændere, japanere og englændere har siddet på magten i byen, som har været strategisk ideel for handel og søfart. Det kan tydeligt ses i byens arkitektur og liv. Her findes smukke gamle bygninger, hollandske kirkegårde, maritime museer og en flot rød katolsk kirke.

Rikke og Kristian besøgte også Melakka en varm eftermiddag efter to dage i Kuala Lumpur, og udforskede her byens store merchandisere, fuld af gamle levn fra kolonitiden, som grammofoner, klinker og store træfriser. Kuala Lumpur var en dejlig beskidt og rodet by i kontrast til Singapore. Mange religioner og kulturer præger bybilledet og de besøgte både en katolsk kirke, et hinduistisk tempel og Malaysias ældste moske, samt beundret byens store regnskovstræer og et af verdens største flagstænger. Kristian kom tilbage med smart overskæg og en fin sømandspibe. Rikke rig på indtryk af det malaysiske multikulturelle samfund.

Simon og Matilde tog tre dage til Cameron Highland, som er en bjergkæde centralt i Malaysia. På turen hertil skiftede klimaet fra subtropisk til grantræer på toppen, og det var som at rejse gennem flere lande. Området i bjergene er præget af den engelske kolonitid, kendt for store te-, grøntsags- og jordbærplantager og selv klimaet her er køligt som Europas. På de fleste cafeer serveres varme scones og sort te fra området, som var man til selskab i England. På en eendagstur trekkede Simon og Matilde gennem en regnskov, over vandfald, store trærødder og mange små tusindben, for at nå til verdens største blomst, Rafflesia Arnoldii, som ikke duftede, men var omkring 70 cm i diameter og lignede noget fra et Super Mario spil. På vej tilbage brød bussen sammen og i ly af regnen tog de en lang lur i nogle kabel tromler.

Tilbage og samlet igen i Port Dickson fik vi også tid til at slappe lidt af. Marinaens pool faldt i god jord, og der blev kørt go-cart og sågar besøgt en farm med strudse-væddeløb. Dertil fik vi lidt arbejde fra hånden. Rikke og Matilde gik i sejlerskole og terpede knob, mens der blev gjort klar til afgang ved en stor omgang rengøring. Næste stop ville være turens sidste på Malaysisk jord, ø-gruppen Langkawi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Worldsailing.dk © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use