Tilbage til Dagbog

 

 

 

Malaccastrædet, den 22. marts:

 

Så kom vi af sted fra Langkawi! Netop som vi afgik tirsdag morgen, kom der en tropisk regnskylle med masser af vand, og vind, så turen ud til bunkerfartøjet på Langkawis red blev friskere end forventet.

Derefter gik det sydover - 270 sømil til Port Dickson - god mad, alt for meget tropesol har bagt os krebsefarvede, og fiskefartøjer i hundredvis om natten igennem Malaccastrædet holder os vågne!

Der er alternativ lanterneføring hernede, og skibe med travl, duofiskeri og rundgarn gør, at man skal være frisk. Om dagen passerer fiskerne også tæt forbi - måske de skal tjekke det danske skib med de lyshårede besætningsmedlemmer ud?

Dybt vand under kølen igen!

 

På nattevagten i går så Steffen og jeg morildsporet af en hval til bagbord - Anemone, der ikke så det, mener at vi så et bølgeskvulp - men den var god nok! Om dagen fisker vi - desværre hidtil forgæves. Hvis der er nye besætningsmedlemmer der føler sig heldige, så medbring nye kroge - måske det vi har om bord ikke passer til Malaysiske fisks smag?

 

I dag passerede vi Port Klang. Der lå måske 100 fragtskibe i alle størrelser på reden. Også en af de helt nye Mærsk kæmper med frembygget styrehus og dobbelt drivlinie. Steffen ville over og se den, men efter 1 times sejlads var den stadig stor at skue i horisonten, men næsten ikke kommet nærmere, så vi faldt tilbage på den oprindelige kurs. Et billede fik Steffen dog - hans fortid i Mærsk vendte pludselig tilbage.

 

Kursen er nu mod Port Dickson. Med motoren på høje omdrejninger, i håb om at nå frem inden mørket falder på. Her er 3 knob modstrøm, og en indsejling mellem revene, der kræver dagslys.

Så der er ingen badestop i dag, til gengæld venter en idyllisk havn med koralrev og havskildpadder ifølge pilot'en.

 

Mere nyt fra troperne følger snarest...

 

mange hilsener

Niels

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Worldsailing.dk © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use