Dagbog fra Nordkaperen 31. juli til 19. august.
Den 31. juli sent på aftenen var vi samlet – den nye besætning på Nordkaperen, som frem til sidst i september skulle lære at gebærde sig sammen - in good times and in bad. Der lå vi i bugten ud for Kota Kinabalus (KK) night market sammen med en hob af fiskerbåde med store projektører og nysgerrige blikke rettet mod os. Efter en super hyggelig aften sammen med også Theis, Sille og Asbjørn blev vi dagen efter reduceret til os otte: Jette, Morten, Louise, Ole, Asger, Bjørn, Stine og selvfølgelig Steffen. (I skrivende stund har Steffens kæreste, Lea netop påmønstret). Fulde af forventninger og begejstring over at være om bord på det legendariske skib og over alt det vi skulle opleve sammen de næste halvanden til to måneder.
Et par dage i KK gjorde os kun endnu mere klare til at drage rigtigt til søs - efterhånden godt mætte af beskidt vand, vi ikke kunne springe ud i, de blændende projektører og den kvældende hede. En enkelt tur i Ole, Asger og Bjørns (tidligere) hotels pool var forfriskende midt i klargøring og proviantering til den store tur ud til Layang Layang. Og forfriskende og oplivende var det i øvrigt også, da vi dagen inden afgang valgte at sejle ud til den nærliggende ø Pulau Gaya og nuppe en overnatning dér. Et sandt paradis for øje og sind. Kridhvidt sand, turkist vand, tropisk skov, som tårnede sig op på bjergsiderne bag stranden …og endelig mulighed for badning, juhuuu!!! Desværre gav små næsten usynlige, brændende jelly fish og sandflies lidt skår i glæden. Men Pulau Gayas paradisiske honeymoon bay med små luxuriøse hytter med egne pools og en lang pitorisk mole ud i det klare blå vand og den øde strand står stadig på nethinden som det bedste get-away sted da KK blev for dræbende.
Tidligt om morgenen d. 5. august stævnede vi ud af bugten og ud på det sydkinesiske hav. Bølgerne havde dimensioner, der slet ikke matchede vindstyrken, og resultatet var en rullende båd og en alt for sølle besætning. En efter en knækkede vi os ud over rælingen, ud i det knap 3000 meter dybe hav under os, mens kun Morten, Louise og Steffen stod distancen. Hver især fandt vi vores måde at holde søsygen nede. Mens Asger forpuppede sig i hængekøjen i stort set samtlige 30 timer, valgte andre at nær(!)studere søkort i nattens mulm og mørke, holde blikket stift rettet på kompasnålen eller slænge sig på dækket og underholde styrkvinden med romantiske anekdoter fra Københavns regnfulde gader.
Halvanden døgn senere, sidst på eftermiddagen d. 6. august, øjnede vi endelig Layang Layang i horisonten. Den lille ø kom hastigt tættere, og som vi nærmede os sejlrenden, var der flere af os der undrede os en smule. Jamen det ligner jo ”Fejø” lød en bemærkning. Utroligt utropisk vegetation syntes umiddelbart at præge øen. Som vi sejlede ind i atollen med Steffen ved roret og Bjørn og Stine i masten på udkig efter koraller, så vi hvordan militærbasen med dens grå fartøjer, kontroltårn, vindmølle og militærklædte, våbenbærende mandskab dominerede den ene halvdel af øen, mens det eksklusive resort med dets pool, restaurant og chalets prægede den anden halvdel. Og så var der lige den lille runway til de fly, der transporterede rige, dykkerlystne turister til øen. Alt dette på en lille kunstigt anlagt klat jord på størrelse med Flakfortet … som vi i øvrigt ikke rigtigt havde noget at gøre på. Sjældent har man oplevet så lidt imødekommende personel. End ikke med to små bedårende lyshårede drenge kunne vi få lov at købe en cola i restauranten eller låne et toilet. Vi var målløse. Her var altså virkelig tale om et resort hvor alle goder var forbeholdt hotellets eksklusive gæster – og kun dem.
Men det var nu ikke så meget det, der blev vores største hovedpine. Det var derimod om vi overhovedet kunne få tilladelse til at opholde os i atollen. Vi havde nemlig taget chancen og sejlet derud, før vi havde fået en endelig bekræftelse fra Mr. Helmy fra maritime security devision inde i Kuala Lumpur. På trods af at Steffen faktisk havde henvendt sig i rigtig rigtig god tid, sad vi nu her uden tilladelse og afventede svar på mail og/eller sms. Et døgn i uvished, hvor vi blandt andet fik besøg af en militærbåd fuld af uniformklædte malayere med maskingeværer, som skulle se pas og papirer og i det hele taget inspicere det bedste, de kunne. Der var ingen kære mor her. Vi havde kun tilladelse til at blive til klokken 15 (dagen efter, vi var ankommet) og så var det ud af røret igen, hvis vi ikke inden da, havde hørt fra den gode Mr. Helmy. Stemningen var mildest talt flad. Vi var drænede og nedtrykte og indstillede os langsomt på turen tilbage over bølgerne – med søsyge og uforløste forventninger. Men så … klokken nøjagtig 14.59 tikkede den afgørende sms ind. Yes!!!!!! Mr. Helmy forbarmede sig over os (eller legede han med os, siden han ventede med at sende den sms til vi nærmest havde lettet ankeret?). Men uanset hvad, så var tilladelsen nu i hus-båd - vi kunne blive til den 12. – og vi kunne ånde lettede op. Stemningen vendte på en tallerken, og jubel og glæde afløste den modløse stemning. Foran os lå seks dage med snorkling, dykning og en ny form for hverdag på båden.
VI kom hurtigt ind i rutinen med daglig rengøring, badeture, snorkelture og efter et par dage også de længe ventede dyk. Stine og Jette blev dinghieførere, mens Ole, Morten og Steffen kunne boltre sig på ydersiden af revet ved den lodrette væg af uberørte – næsten uudforskede – koraller, skildpadder, hajer og fisk i alle afskygninger. Jette og Stines begrænsede dykkererfaring gjorde, at de måtte holde sig inde i atollen, når de dykkede. Det blev mest til lidt opfriskende øvelser. Men at snorkle inde i Layang Layang er nu heller ikke at kimse ad. Og det kunne vi alle sammen nyde i fulde drag.
Dagene gik og vi mistede (selvfølgelig) fornemmelsen af hvad dag, det var, hvornår. Sådan som det helst skal være. Asger og Bjørn fik badet igennem og udfordret sig selv og hinanden i udspring. Mens de ”voksne” dykkede, tog Stine et par lektioner i Bjørns udspringsskole, mens Asger demonstrerede sit begejstrede sprællemandshop fra 5-6 meters højde akkompagneret et karakteristisk Asgerskrig. Bjørn tog den fra sallinghornet, og var synligt (og med rette) stolt af sig selv.
Højdepunkterne under havoverfladen var skildpadder, alverdens fisk, bl.a. nemofisk (som Bjørn rørte vedJ), koraller i flotte formationer, konkylier og muslinger. Fra de, der var så privilegerede at kunne dykke uden på revet, blev der berettet om store stimer af tun, rev-hajer, havskildpadder og fascinationen af en næsten uendelig sigtbarhed på den lodrette væg fuld af farverige koraller som bare strakte sig 2000 meter ned i havet. Kompressoren kørte derfor nonstop i to dage (til orientering lyder en kompressor som 3000 søm og skruer i en vaskemaskine, dvs. kort sagt en øredøvende larm), så drengene – de voksne altså – fik afviklet seks dyk i verdensklasse.
En eftermiddag havde Ole, Morten og Steffen harpunen med og fik fanget (skudt?) en blue finned trevally. Stolte berettede de om jagten og nedlæggelsen af deres bytte, og der blev taget et utal af billeder af trofæet. Damerne ondulerede dyret, som vi spiste til forret den aften. Selvom det ikke var et herremåltid, var det stor nydelse! Det samme var de mange kager som Louise i en ruf fik bikset sammen og som altid bragte stor glæde og begejstring hos store og små. Især på ”hjem”-sejladsen var kanelkagen og banankagen i høj kurs.
Og apropos hjemsejladsen… ja, vi regnede med at den ville blive piece of cake (ok, det blev den jo så også på én måde), men bølgerne tårnede sig atter op og vi fik igen en rulletur. Heldigvis var vi blevet en anelse mere søstærke, så kagen blev i maverne.
Ankomsten til den civiliserede verden (Marinaen i KK) med dens frie udlevering af nyvaskede håndklæder til poolen, tøjvask, aircondition osv. blev et hit. Og efter diverse individuelle udflugter og forskellige opgaver på Kaperen er vi nu ved at være klar til nye eventyr til søs.
|
