Langkawi:
Turen mod Langkawi forløb som tidligere under høj sol og der blev slappet godt af på dækket under solsejlet med læsning, og i det lille køkken blev der eksperimenteret med pandekager, calzonepizza og falafel. En formiddag råbte morgenvagten ’delfiner’ og alle kom fra deres køjer til dæk for at beundre en stor flok delfiner, som svømmede tæt ved båden og legede i bølgerne. Ellers mødte vi små fiskerbåde og store øer med plastikskrald. En sen eftermiddag lå vinden endelig i det rette hjørne og vi kunne derfor sætte alle sejl. Der var stor forventning og da sejlene var sat, sænkede der sig en særlig ro og tilfredshed over skibet. Det var et øjeblik vi havde ventet spændt på. Da havets farve skiftede fra sort til lyseblå og grønne øer kunne skimtes forude, var vi ved at være fremme ved øgruppen Langkawi, hvor vi skulle opholde os den næste uge.
På Langkawi tilbragte vi først et par dage i havnebyen Kuah, mens immigrationen blev ordnet. Mange store ørne fløj omkring og de er også øernes kendetegn, hvorfor de i byen har en 15 m. høj statue af en ørn. Hvor vi før havde været udsøgt begejstrede over mødet med aber og lignende skabninger, skulle vi nu hurtigt få mættet vores behov for at betragte disse dyrs gøren og laden. På Langkawi er der aber overalt; i skraldespande, krydsende over vejen, i grøfterne og selvfølgelig højt til vejrs i træerne. Endda på vej til marinaens bade, måtte man holde udkig for, om en repræsentant for menneskets forunderlige søster-art, kunne finde på at gøre krav på ens håndklæde.
Mens Rikke og Kristian hver tog på opdagelse i Kuah, lejede de 7 andre besætningsmedlemmer scootere og da hovedøen ikke er videre stor, blev store dele af den udforsket på en dagsudflugt. Det blev bl.a. til en tur til et stort imponerende vandfald ’Seven Falls’, hvor man med en god portion mod, samt hård hud på ballerne, kan lade sig glide med de kraftige strømme i en ordentlig rutsjetur. Mens der blev badet i vandfaldet, fik de selskab af adskillige aber, samt en kæmpe varan, som gav den vildt-brusende vandfalds-rutsjebane en vis dyrisk spænding.
Fra hovedøen sejlede vi i vestpå blandt ø-gruppens adskillige småøer, der er karakteristiske ved at rage op af havet og ligger frodige og øde hen. På vest siden af Langkawi tilbragte vi nogle dage ved skønne ankerpladser med udsigt til store træer, klipper og hav. Fra den første ankerplads var vi kun en kort gummibådssejlads fra et lækkert snorklested, hvor vi, efter et langt ophold i Malaccastrædets mudrede vande, endelig kunne kaste blikket på smukke koraller og sjovt formede- og farvede fisk. For at hylde det gode liv, sejlede vi en aften i gummibåden ind til en lille øde strand sammen med snobrødsdej, sangbøger, en guitar og masser af god stemning og forventning. Efter den indledende underholdning, der udspillede sig omkring tilstedeværelsen af en behåret fugleedderkop, med ben så tykke som babyfingre, tændte vi op i bålet, lukkede op for rommen og sang os i flere timer igennem den danske sangskat, fordrukne sømandsviser og lignende melodiske ytringer. Indimellem tog vi pauser for at svømme i natten under måneskin, stjerner og blandt tusinder af lysende morild. Måske aberne her var glade, da vi igen på et udefinerbart tidspunkt på døgnet indstillede sangen og igen drog mod Kaperen.
Efter dagene blandt de smukke øer, sejlede vi ind for at lægge til anker ved Langkawis største turistmagnet - stranden ved Pantai Cenang. Her blev budt på et turistudvalg af alskens former for backpacker typer, nyrige russere og ægteskabshungrende europæiske mænd, samt restauranter fra alle egne af verden. Inden længe mødte synet af billige solbriller, kopivarer og hujende mennesker på vandscootere sig, men det blev dog hurtigt trængt af vejen ved turistfænomenets store glæder: Et kærkomment gensyn med internet og kolde væsker til varme svælg.
Det sidste stop på Langkawi blev, efter endnu nogle timers sejlads med fulde sejl, til et par dages ankren op på nordsiden af øen ved ’Hole in the Wall’. En flodindsejling, der løber lige ind mellem stejle klippevægge, så det forekommer som et hul i væggen man sejler igennem. Det var en stor oplevelse at smide anker blandt store Mangroveskove, høje klipper, igen store ørne og aftendis omkring os i det smukke flodleje. Kristian og Rikke stødte til senere, da de tog et par dage på land og besøgte en lille by, hvorfra en kabelbane kørte 700 meter op til øens højeste punkt og en smuk udsigt. Samlet i flodlejet spiste vi aftensmad, bestående af alt fra havet, på en lille lokal restaurant, der flød på en flåde i vandet. Med øl på køl holdt vi om aftenen en lille ankomstfest, hvor der blev spillet og quizzet i en sådan grad at klippevæggene omkring os ekkoede af glade råb og quizgæt.
Selv når man er omringet af smukt vand og strande er der altid noget at lave på en gammel sejlbåd. Besætningen tog sig en arbejdsdag, hvor søfolket splejsede pigfaldsskinkler af wire og maskinmesteren og bådbyggeren gav gas- og gearhåndtagene et eftersyn. Derudover blev der gjort rent, lavet mad og syet hængekøje, så båden var i tip-top stand til den lange sejltur over grænsen til Thailand mod Phuket. Morgenen derpå var vi klar til at sejle fra Malaysia.
