Sejlads på Batang Rejang
Fra Labuan stævnede vi den 7. september om morgenen ud for at drage på den 3 døgns lange hav-sejlads mod indsejlingen til floden Batang Rejang. Vejret var med os, og den første dags sejlads blev nydt i stor stil med smuk blå himmel, dejlig frokost på dækket og en hel flok springende kåde delfiner, som Asger og Bjørn flot spottede fra deres udkigspost, siddende overskrævs på bovsprydet.
Den smukke start på sejladsen blev dog afløst af hårdere vejr mod aften. Vejret var for rigtige søfolk nok ikke at regne for videre utilregneligt, men for en flok lettere uprøvede landkrabber rullede og regnede det lige en kende for meget. Selv Stine og Lea, der ihærdigt forsøgte at synge og quize sig igennem hundevagten fra klokken 12 til 4 om natten mistede med tiden gejsten, og det var med taknemmelighed at de blev afløst af en altid kæk og glad Morten, da morgenstunden nærmere sig. Mortens iboende gode gemyt blev dog for alvor sat på prøve, da regnen tog til og sigtbarheden knap var en meter frem. Dog var den klar nok til at Morten kunne overvære, hvordan dele af besætningen måtte smide håndklædet i ringen og tømme det sidste maveindhold ud over lønningen. Endda synkront siges det.
Alle anstrengelserne var dog det hele værd, da vi efter 3 døgn på søen nåede ind i floden og kunne følge det fascinerende liv langs dens bredder. På floden kunne vi se hvordan store dele af Borneos regnskove gennemgår deres første rejse mod det sultne forbruger samfund – nemlig ombord på store flodpramme der trækker den ophuggede regnskov mod det åbne hav. Resultatet af denne ophugning sås tydeligt omkring os, hvor regnskovsvegetationen var udskiftet med plantager til produktion af palmeolie og træer på få meters højde med stammer tyndere end en arm, der på ingen måde kan matche de mange meter høje regnskovstræer, der i årtusinder havde prydet området.
Selve sejladsen blev for Steffen en sejlads hvor alle kundskaber blev sat på prøve, med daglige 12 timer til rors. Der løber til tider en stærk strøm, som med sig fører masser af drivtømmer, hvilket ikke vil være det bedste at sejle ind i, da noget af det bestod af de føromtalte træstammer som var blevet fældet længere oppe af floden. De vil i sig selv ikke udgøre nogen egentlig fare for Nordkaperen, men hvis en af dem rammer uheldigt kan der opstå skader, som på en bil vil svare til at smadre en forlygte. Den stærke strøm betyder samtidig, at mudderbankerne flytter sig, så der ikke langs hele floden var samme vanddybde som angivet i søkortet, koncentrationen og bestikket blev derfor sat på prøve.
At opholde sig på en flod var for hele besætningen også en spændende oplevelse. Til forskel fra det smukke blå og klare vand vi har sejlet i ved Borneos smukke øer, var udsigten fra lønningen nu brunt flodvand med stærk strøm, der førte alverdens vraggods og restaffald med sig. Bade i det mente vi nu godt vi kunne, og det blev til en frisk og nedkølet tur ud over siden en af de første dage. Vi skulle dog hurtigt lære at tage godt bestik af strømforholdet inden vi vågede os i. En aften, hvor stemningen var for en aftendukkert i solnedgangen, nåede vi lige at registrere den stærke strøm, hvorfor en strik om livet og et godt langt tovværk blev taget i brug. Det var heldigt, for den første udspringer drev på få sekunder agterud i den stærke strøm og ville uden tovværket ikke kunne have svømmet tilbage mod strømmen. Derefter sprang vi kun i vandet med ’sikkerhedsline’ på og med nogen klar til at agere baywatch fra dinghyen, hvis det skulle blive nødvendigt.
I land så og besøgte vi flere traditionelle longhouses, hvor de bor omkring 50 familier samlet i et stort langt hus. Det er meget traditionelt for de oprindelige stammer her på Borneo, og selvom de selvfølgelig også har moderne faciliteter og er fulgt med tiden, har de holdt fast i bo-formen og det tætte primitive liv på landet. Lokalbefolkningen bød os velkommen, og det blev både til rundvisning på den lokale skole, mange spændende samtaler og Jette udfordrede de lokale børn i fodbold. En overnatning, et såkaldt ’homestay’ blev det også til for Bjørn og Stine, der følte at de godt ville opleve de lokale forhold på lidt tættere hold.
Efter godt tre dages sejlads på floden nåede vi frem til Sibu, hvor vi måtte tage en bevæget afsked med Morten og Louise og kunne sige goddag til Ulla, der skal være med ombord i lidt over en måned. I Sibu oplevede vi på tætteste hold Borneos multietniske sammensætning. Byen har en stort kinesisk majoritet, der sammen med det oprindelige Iban folk og Malayerne bebor byen, der ellers er kendt for sit snuskede natteliv og for at være udskibningshavn for store dele af det sydlige Borneo. Sibu blev også byen, hvor shopping-trangen fik afløb i deres store center. Ikke mindst Ulla nød godt af dette, da hun ankom til en måneds sejlads på Nordkaperen uden sin bagage, der var strandet et sted på hendes lange rejse med Egypt Airlines. Heldigvis var forsikringen i orden og Sibu fik et lille økonomisk boost fra de shopping glade danskere.
