Dagbog fra KK til Sibu
Sidst vi fyrede et stykke med dagbog af sted, var vi alle hjemkommet til marinaen i KK efter forskellige individuelle ture, og Lea var ankommet. Det er efterhånden mange dage siden, så nu skylder vi jer en update J
I marinaen blev vi nogle dage for at få fixet forskellige ting på båden, bl.a. gik Lea og Bjørn til den med dinghien, som blev slebet og malet og fik vasket betrækket. Desuden fik vi ordnet dinghiemotor og en masse andet. Ellers gik dagene med besøg i poolen og solbadning. Det var også i marinaen i KK, at vi mødte Niels, som på rigtig mange måder berigede vores ophold dér. Blandt andet diskede han op med lækre pålægger til vores lille ”julefrokost” i anledning af at ramadanen var slut, ligesom han agerede guide og chauffør når Steffen skulle rundt på diverse ærinder i byen eller når Stine skulle en tur til ørelægen. Kort sagt var Niels en rigtig kammerat – og ikke mindst en kæmpe hjælp for besætningen når det brændte på. Det gjorde det for eksempel for alvor da Mortens ryg sagde fra og Niels nok engang kunne varte op med vouchers til det femstjernede hotel i marinaen. Samme hotel som Lea og Steffen også var blevet forkælet på nogle dage forinden. Niels blev klart en central figur når vi tænker tilbage på den her tur.
Da vi lagde KK bag os for good, var det for i første omgang at drage mod nord – dog med en enkelt overnatning på Gaya. Derpå var det tidligt op, måske endda før solen, og så af sted. Det betød at vi kunne ankomme til Mantanani allerede om eftermiddagen. Mantanani består af to øer – eller faktisk tre hvis man tæller den lille klippeø med grotten med. Vi var taget hertil fordi Lonely Planet havde omtalt søkøer på destinationen. Vi smed anker mellem øerne, men desværre var der lidt for store bølger til at det blev rigtig hyggeligt at ligge der og til at søsygen (for dem, der måtte være plaget af den slags) rigtig kunne lægge sig. Men naturligvis handler det ikke om at være på Kaperen hele tiden, så vi startede med en tur ind på den ene af øerne, hvor vi klatrede i klipper og udforskede stranden. Da det på det her tidspunkt var Louise, der skrantede lidt besluttede hun og Morten sig for at tage en overnatning på land. Dagen efter, da vi hentede dem, tilbragte vi alle sammen dagen på den beboede ø. Hang ud i hængekøjer, besøgte landsbyen, spillede scrabble på det hyggelige back packer lodge osv.
I udgangspunktet ville vi gerne være blevet længere, men da de forventede søkøer udeblev, og da båden vuggede alt for meget, tog beslutning om at rykke videre næste dage. Så turen gik tilbage sydover. Og nu var det Louises fødselsdag. Den ville vi fejre på Gaya – som igen skulle være et mellemstop på vej videre. Denne her gang endte vi dog med at tilbringe nogle dage her. Og det var super fedt. Ja altså lige bortset fra at det var her Morten mildeste talt blev invalideret og måtte sættes på en båd ind til KK (hvor det femstjernede som bekendt blot lå og ventede på kaperens besætningsmedlemmer). Den tilbageblevne besætning havde imidlertid sat sig for at fejre Louises fødselsdag – med eller uden Louise. Så der blev blandet magiske long island isteas og spillet Margretheskålen til langt ud på natten (tror i hvert fald at klokken passerede 22.30 inden vi gik til køjsJ). Og der er ingen tvivl om at herrerne ikke just var det vindende hold.
Dagene på Gaya gik nu med snorkling, jungletrek, badning fra kaperen og i poolen og volleyball med resortets rigtige (læs: betalende) gæster. Steffen havde fortalt hvordan det første besøg i Police bay på Gaya havde været alt andet end imødekommende, fx med besked om at det kostede 100 ringhit at lægge dinghien ved stranden. Denne her gang oplevede vi heldigvis et helt andet Gaya – vi fik ligefrem leveret øl og sodavand direkte ud til båden, spiste middag på resortet og blev vist rundt til deres überluxus-chalet (til 30.000 ringhit pr nat = 60.000 kr).
Vi nåede ikke at få Morten og Louise med før vi sejlede videre mod Pulau Tiga. I stedet ville de støde til, når det kunne flaske sig. Det var her ved Pulau Tiga, at Snake Island – som navnet antyder – skulle bugne med søslanger i brunst J. Men ak, ingen søslanger blev spottet af de få modige som vovede sig over på den mikroskopiske ø. Derimod var stranden på Tiga levende af eremitkrebs i alle former for sneglehuse, muslinger og konkylier.
Den anden aften på Tiga meldte afhopperne deres tilbagekomst - og så fik vi andre travlt med at forberede den efterhånden længe ventede fødselsdagsfest for Louise. Så mens Ole hentede de to på den anden side af Tiga, pyntede vi andre båden med signalflag fra mast til mast, balloner, kunstige blomster og dug på bordet. Dagen forinden havde vi fået i overflod af fisk fra en forbisejlende fiskekutter, og med is tilbage i køleboksen havde vi kunnet gemme nogle gode stykker, så vi kunne lave fiskefrikadeller. Den stod Steffen for mens Stine lavede rösti. Der var højt humør og både majsoliesydende og sveddryppende pander i pantryet. Der var enighed om at den gode smag næppe ville kunne gøres efter af andre, eftersom Steffens og Stines sved måtte udgøre en vis procentdel af retten. Efter maden var det tid til leg og spil: Det var nu Jette foldede sig ud som quizmaster!
Efter et par dage ved Tiga (og fake snake island), drog vi videre mod syd – denne gang med stævnen mod Labuan, en ø tæt på den lille velhavende oliestat Brunei midt i den ellers malaysiske del af Borneo. I Labuan var Jette var forbi hospitalet og en ørespecialist med sin øreinfektion. Vi endte med at tilbringe en del dage i her. Ved ankomsten til havnen blev vi mødt af en industrihavn fuld af store orange og enkelte blå fiskerbåde som lå ankret op rundt omkring i den ydre havn – min første association var en scene fra spillet ”Sænke slagskibe”. Planen var at smide skuden i marinaen. Stillede tøffede vi derind og blev mødt af usædvanligt øde og forladte broer. Det var der en grund til, for marinaen var nemlig lukket pga ombygning, hvilket betød at vi måtte ankre op lidt i havnen. Det kunne på nogle måder minde lidt om Københavns havn, hvor vi så ville ligge et sted mellem Holmen og Den lille havfrue. Dog med væsentligt mindre mondæne omgivelser. Først og fremmest var vandet helt sindssygt ulækkert og tanken om at falde i vildt klam. I fast pendulfart omkring os sejlede alt fra små taxabåde til store færger, coastere og fiskerbåde, så det krævede god timing eller tilpas ligegyldighed at sætte sig over rælingen og ….
Labuan blev vores gateway til Brunei, som vi besluttede at besøge i to hold for ikke at efterlade Nordkaperen alene i havnen over en nat. Vi vidste dybest set ikke særlig meget om Brunei, men alle syntes det kunne være lidt fedt at få et stempel i passet og en overnatning i landet (for så tæller det med i beregningen, hvis man skal optages i De berejstes klubJ), så vi splittede op og mødtes igen tre dage senere til den store genforening i terminalen i Labuan hvor sidste hold kom ud ad ankomsthallen som en anden gruppe charterturister på vej hjem fra grisefest og druk på Mallorca.
