Dagbogsindlæg – fra Kuching til Singapore.
Fredag den 14 september ankom vi efter en nats sejlads fra Sibu til Kuching, hvor vi lagde til ved marinaen ved Borneo Convention Center. På dagen chillede vi downtown, fik afleveret vasketøj og tog så ud og spise på en fancy restaurant kaldet Bla Bla Bla, for at fejre Stines sidste aften ombord på Kaperen. Næste dag fik vi med vemod i sindet sagt farvel til Stine. Ulla tog med i lufthavnen for at hente sin forsinkede bagage – der endelig var nået frem fra overfarten fra Danmark.
En del af Borneos rige dyreliv bestod i gamle dage af store saltvandskrokodiller. Efter turen op af Rejang floden, hvor vi ombord var blevet enige om, at de måtte være uddøde sammen med Tigeren og måske også den Borneoske dværgelefant, samt af den lokale befolkning var blevet fortalt at der ikke var noget at frygte, var vi ombord sikre på at man kunne færdes trygt rundt langs brederne på Borneo. Dette blev dog allerede på andendagen i Kuching afkræftet, da Steffen om eftermiddagen ude midt i floden, men ud for skibet, spottede et pragteksemplar af slagsen, en ordenlig fætter på 4-5 meter. Det var dog ikke noget, der havde indflydelse på vores gøren og laden, da flodvandet ikke kunne overgå de rigtige bade i marinaen, og samtidig til tider løb med op til 3 knob.
I de følgende dage var det tid til at udforske Kuching og omegn. Jette og Ulla tog på adventure tour i Bako National Park. Der var gang i byen søndag morgen og synet af loppemarked og bådkonkurrence (roning) ramte dem ved deres ankomst til Waterfronten i Kuching. I nationalparken delte de båd med to søstre fra Kuching, som selv for første gang skulle trekke i parken (-junglen!). Da Jette og Ulla kom frem viste det sig at alle overnatningsmuligheder var udsolgt og hvis man intet sted har at sove bliver man som fast politik sendt tilbage til fastlandet. Heldigvis kunne Ulla og Jette charmere deres omgivelser og med hjælp fra de to Kuching søstre og parkens receptionist fik de lov til at låne et 1-lags telt. ”Vi tar sku chancen, og satser paa det ikke begynder at regne, og at aberne og vildsvinene holder fingrene for sig selv”. Efter en lang dags trekking i bjergene nåede de tilbage parkens headquarter, og så begyndte det ellers at stå ned i stimer. UPS! For at drukne deres fremtidige søvnproblematik begyndte damerne at drikke øller og takket være denne forsinkelse blev de reddet af en ung mand, der inviterede dem ind og sove i ham og hans kones værelse. Efter et endnu et par øl viste det sig, at parret var på bryllupsrejse. Akward. Men hellere en sur kone end et vildsvin som sovekammerat. Sidste dag i nationalparken, midtvejs på en lang trekking tour hoppede Jette ned fra en klippe og røg lige i jorden, hvilket resulterede i en helt smadret ankel de kommende dage.
De følgende dage gik med at udforske Kuchings små butikker og gamle arkitektur, deriblandt verdens største og sikkert eneste kattemuseum. Ja netop: et museum med alverdens information om katte eftersom Kuching betyder kat på malay. Det var en yderst underholdende oplevelse og svært at kende forskel på om vi var på et museum eller inde i en gammel og senil dames hus.
Disse dage fik Steffen og Ole lavet traditionelle Iban Borneo tattoveringer af den famøse Ernesto fra Borneo Head Hunters. En traditionel tatoo betyder, at den er lavet på helt traditionel vis med små slag fra en bambuspind, der borer sig ind i huden. Begge mænd tog smerten med oprejst pande, og om det var tårer eller sved fra panden, der løb ned i øjenkrogen må stå hen i det uvisse.
På Ole og hans drenges sidste aften tog vi alle på restaurant, for at spise en lækker farvelmiddag. Det var i hvert fald planen, der dog umiddelbart blev truet af en gevaldigt skybrud. Steffen, der var afsted på knallert blev fanget i byen og måtte våd til skindet søge tilflugt i et tempel. Heldigvis fandt munkene sympati for ham og efter et åndeligt glas mælk fra de troende, vovede han sig ud i regnen igen og fandt frem til restauranten. Fin så han ud, da han sad der og spiste middag iført Ullas cykelshorts og en af tjenernes hættetroejer. Det blev til en fantastisk aften, først på restauranten og senere tilbage på skibet, hvor der var dømt øller, drinks, spil og dybe snakke til sidste mand dejsede om klokken 7 om morgenen. Det var trist at sige farvel til de tre drenge fra Espergærde – Ole, Bjørn og Asger, som har bidraget med dejlig energi og glæde. De er savnet om bord!
Dagen efter da tømmermændene meldte sig, meldte der sig også et nyt besætningsmedlem: Jan, som tog den efterladte krigsskueplads og lettere dugøjede besætning med oprejst pande og endda hjalp med opvasken. Senere samme dag påmønstrede Kristian, og minsandten om han ikke dukkede op i fuld marine-uniform rank og hvid fra top til tå. Et imponerende skue, som vækkede højtlydt jubel ombord på Kaperen. Vi siger velkommen til fiskeren fra Esbjerg og marinesoldaten fra København.
De følgende dage stod på proviantering, rengøring og lettere skibsprojekter og dertil en ekskursion til et rehabiliteringscenter for orangutanger, Borneos prægtige aber. I dagene inden afgang blev sejltræningen også sat i gang med forhåbningen om at overfarten mod Singapore ville byde på lidt vind, og Steffen gav en kort briefing og træning i, hvordan man håndterer diverse sejl, hvilket faldt i god jord hos alle.
Vi satte kurs mod Singapore den 26. september og lige ved udsejlingen fra floden til det Sydkinesiske Hav sejlede vi forbi et stort budhistisk tempel. Steffen og Lea havde forinden været på besøg i templet og antændt røgelse. Traditionen foreskriver nemlig at en tændt røgelsesping i templet sikrer en sikker og tryg rejse over det Sydkinesiske Hav. Til de 4 dages sejlads mod Singapore havde vi delt os ind i to hold og så gik tiden ellers med at være på vagt i 6 timer og sove i 6 timer. På anden dagen drejede vinden i vest , hvilket vil sige lige i mod os. Det førte til stor sø, der 48 timer i træk gav godt med røgvand og introducerede de nyere dele af besætningen for fænomenet saltvandsbylder. På 4 dagen oprandt tiden, hvor vi fik mulighed for at sejle for sejl og nyde synet af vinden der bar Kaperen frem. Glæden varede dog kun få timer, men mindet varede langt længere. Kristian havde i hvert fald julelys i øjnene i betydeligt tid derefter.
Endelig nåede vi Singapore efter en hård overfart. Inden vi kunne indtage marinaen med alle dens lækre faciliteter, skulle 10 timers sejlads ind gennem Singaporestrædet dog overstås. Strædet er et af de mest befærdede i verden, hvor 70.000 store skibe årligt sejler igennem, hvilket svarer til cirka 1 skib hvert 7,5 minut. Synet af så mange store skibe er imponerende for en førstegangssejler, så der var flittigt gang i kameraerne.
De bedste hilsner fra Nordkaperen/Besætningen.
