Fra Koh Chang til Kota Kinabalu
Weekenden op til afgangen blev brugt til at gøre skibet klar. Vi havde om fredagen storprovianteret og bunkret diesel så vi egentlig var klar til at sejle. Det eneste vi manglede var at Christian skulle komme ombord. Christian havde jeg kaldt ind fra Danmark for at hjælpe med sejladsen, da min ellers planlagte backup havde meldt fra. Stor tak til ham for at træde til i nødens stund og hjælpe en gammel ven i nød. En tur på 1000 SM er mere, end hvad der er forsvarligt for en enkelt sømand og et skib som Nordkaperen. Der skal altid være en som kan vende skibet hvis jeg selv skulle være så dum at falde i havet.
Der skal ligeledes gives en stor tak til Preben Zimmer, Pia Brix og Steffen Bak, alle sømænd jeg kender fra Marstal, for hver dag på skift at sidde klar ved telefonen og give mig en vejrmelding når jeg ringede hjem over satellitten. Det har sparet mig for at sidde time efter time og stirre på barometeret, da et pludseligt fald i lufttrykket ville være et tegn på dårligt vejr. Turen hen over Det Sydkinesiske Hav er i udkanten af typhoon området, så i værste fald kunne vi opleve rigtigt dårligt vejr. Ved at få daglige vejrmeldinger fra Preben, Pia og Steffen havde vi mulighed for at sejle uden om det. Så stor tak til de 3.
Søndag morgen var den dog gal med Andreas. Han havde om natten fået en galoperende feber og ondt i hele kroppen. Han blev beordret til lægen, da symptomerne passede med Dengue Fever, en virus sygdom overført af myg. Ganske rigtigt, Andreas havde fået sig en gang Dengue. Han tog konsekvensen af dårlige blodprøver og købte sig en billet hjem til Danmark. En modig beslutning, men da sygdommen kan være fatal også en meget klog beslutning. Det gjorde sgu ondt at se ham traske til bussen mod Bangkok, da han virkelig havde glædet sig til oplevelsen af en lang sejltur.
Tilbage stod vi 9 andre i besætningen som også alle potentielt kunne have Dengue, vi måtte alle en tur til lægen, og da vi stod over for en virkelig lang sejltur, skulle han være grundig. Vi fik alle taget blodprøver og måtte pænt vente til onsdag med at få svaret. Afgangen blev altså udskudt.
Onsdag blev vi alle erklæret raske, og så var det bare med at komme af sted. Først skulle vi dog have ordnet diverse myndigheder, ikke altid nogen let sag. Denne gang var det immigrationen som drillede. Først ville den ”stramme” immigrations dame have mig til at sejle tilbage til Songkhla, hvilket er det mest åndsvage jeg har hørt… 5 min før lukketid blødte hun dog op og stemplede vores pas. I mellemtiden havde Gitte været hos havnefogden for at få skibets ”Port Clearance”, da det kontor lukkede på samme tid, og jeg ikke havde tænkt mig at blive en dag mere pga. irriterende myndigheder. Heldigvis var damen på havnekontoret virkelig flink og hjælpsom, så det hele gik.
Turens første 1/3 ud af Gulf of Thailand blev en urolig en af slagsen. Store bølger imod os, så vi kom derfor ikke rigtig nogen vegne. Der blev derfor motorsejlet med mesan, storsejl, fok og klyver, hvilket gik glimrende bortset fra at det kostede på diesel beholdningen. Nordkaperen ville sagtens kunne have sejlet sig ud af bugten, men da Christian havde et fly han skulle nå og vi allerede var 2 dage forsinket valgte jeg at gøre sådan.
Da vi endelig kom fri af Vietnam drejede vinden mere mod vest. Det lyder umiddelbart lækkert, vinden lige i røven. Det er dog ikke tilfældet med Nordkaperen. Det kræver fuld koncentration at styre når vinden er helt plat, og bestemt ikke noget der er gunstigt med en urutineret besætning. Resultatet blev at Christian og jeg var nød til at styre det meste af vejen når vi sejlede for sejl.
Vinden blev ved med at drille. Det ene øjeblik var der stille, men rundt om os lurede bygerne. Det fik vi at føle på 4. dagen da en kraftig tordenbyge ramte os. Vinden sprang pludselig 60 grader og tog til i styrke. Bagsiden af bygen var endnu værre, med vindstød omkring 22 m/s.
De næste 4-5 dage ligner meget hinanden. Vi gik hver især vores vagter. Christian og jeg gik 6-6 hvilket vil sige at vi var 6 timer på vagt og 6 timer af, mens resten af besætningen gik 3 skiftet vagt, 4 timer på og 8 af. Nanna lagde sig kort efter afgangen syg med feber, så for at Theis ikke skulle være alene på sin vagt og der samtidig var 3 på en anden, skiftede først Charlotte og senere Asbjørn vagt, lidt nyt skete der altså.
Dagene gik, både med regn og med sol, og her bagefter har jeg svært ved at skelne dem fra hinanden. Der blev sejlet for sejl når vi kunne, men også bjerget ned både når vinden lagde sig eller når bygerne viste sig på kimingen. Den første byge satte lidt en skræk i livet på mig. Skibet klarede sig fint og som forventet, men det pludselige vindskifte som der følger med den slags byger var ubehageligt. Det gjorde sig specielt gældende om natten. Da vi under turen nærmede os nymåne, og den måne der var der, først stod op omkring kl.4, gjorde det, at det var bulder ragende mørkt. Når himlen så lukkede sig sammen over os kunne man vitterligt ikke se noget som helst, og der blev gjort flittigt brug af lommelygten placeret ved siden af rattet for at kigge på vimplen der indikerer vindens retning.
Turens højdepunkt, udover Gittes fremragende madlavning, må siges at være på turens anden sidste dag (tror jeg). Jeg gjorde tidligt på min vagt lige efter kl. 8 klar til at sætte sejl. Lige da jeg skal til at fire fokken af for at føre zeisingen los, kommer der et ordentligt hvin nede fra cockpittet. Jeg når at tænke at det var da underligt at der skal hvines over det, da vi har gjort det 1000 gange før, men ser i det samme en kæmpe stor spækhugger 2 meter fra skibet. En kæmpe oplevelse. Hvinet vækkede resten af besætningen som hurtigt kom på dæk. Christian fik lagt kursen om så vi fulgte lidt efter dem i håb om at de var mere nysgerrige. De holdt sig dog på afstand men vi fik nogle gode syn og nogle gode billeder af flokken som var på et sted mellem 5 og 8 individer.
Den sidste dag ind mod Kota Kinabalu blev i silende dagsregn. Jeg havde fået plads i marinaen, så hele dagen stod vi og fantaserede om det lange varme bad og restauranten der ventede.
Marinaen havde desværre kun plads til os i 4 dage da den skal være vært for en regatta. Vi er derfor blevet smidt ud og ligger nu til ankers foran selve byen.
Opholdet i Kota Kinabalu står på besætningsskifte. Lige nu er jeg alene ombord, Christian er fløjet hjem, Nanna og Charlotte er taget i land for se lidt af Borneo og Anne Sofie, Theis, Sille, Asbjørn og Gitte er taget til Sipadan for henholdsvis at dykke og snorkle.
KH Steffen
