|
Ifalik var den anden traditionelle atol vi ankom til på vores atol-odyssé. Ifalik hører sammen med Woleai og Lamotrek til Yap-state, og denne har ry for at være den mest traditionelle i hele Stillehavet.
Forventningerne var høje og vores appetit på de lokales levevis og deres skikke var i forvejen mere end vakt efter det vellykkede besøg på Woleai-atollen. Men mødet med Ifalik skulle komme til at give os et mere nuanceret billede af Stillehavets beboere og ikke mindst deres syn på os som vesterlændinge.
Turen dertil gik over al forventning. Distancen dertil fra Woleai var på sølle 34 sømil og tog os i realiteten kun et døgn. Vi havde forladt Woleai om eftermiddagen og sad samlet om bordet på dækket til det obligatoriske evaluerings-skibsmøde. Første punkt på dagsordnen var valg af ny formand, Martin valgte af usagte grunde at fritstille sig selv fra posten, og kandidaterne blev udpeget: De to unge udfordrere Mads Peter og Rune skulle hver især dele valgflæsk ud til folket for derefter at overlade dette uhyre spændende valg til de demokratiske processer. Nu er det desværre sådan at demokratiet aldrig rigtig har slået rod i denne besætning, og afgørelsen endte da også med at falde ved Nordkaperens svar på Niels Buckinghams beslutningskylling: Sten, saks, papir – også kendt som hakkeren, da den først forsøgte håndsoprækning fejlede ved et ligeligt fordelt antal stemmer.
Hakkeren faldt ud til Mads Peters fordel, da Rune i første forsøg alt for dumdristigt forsøgte sig med omvendt psykologi på en saks (det er jo netop den, han plejer at tabe på, hvilket på et tidligere tidspunkt var blevet påtalt). Mads Peters hvide knoer viste ingen nåde, og dysten var afgjort i overensstemmelse med de universalt vedtagne retningslinier for styrkeforholdet sten og sakse imellem.
Men sejrens rus havde knapt lagt sig, før end en stor wahoo bed på den ene af de to kroge, der som regel hænger efter skibet når vi sejler. Blodet flød, lystfiskerbilleder blev taget, og så var festmiddagen ellers sikret Der var kød nok til både sashimi (rå fisk i marinade, som vi blev meget glade for på Palau), lækre steaks med ovnkartofler (tak Mads Peter) og ikke mindst fiske-nuggets. Det er klart at stemningen var lettere euforisk, da vores kødindtag ellers mestendels stammer fra spam (resten af verdens ord for Jakaborg) eller corned beef, hvilket dele af besætningen stadig nægter at indtage. Så der blev overspist til langt ud på natten!
Da vi næste dag ankom til Lamotrek var det med alle mand i riggen på udkig. Indsejlingen til atollen er svær, store koralhoveder stikker op på de mest uhensigtsmæssige steder, og Troels har tidligere fravalgt at besøge denne atol af netop den grund. Men med Astrid i stævnen og tungen lige i munden klarede vi skærerne, og lå snart trygt i lagunens beskyttede, azurblå vand.
Som skik er, indledes et hvert besøg med et møde med de lokale myndigheder. Dette vil på disse kanter sige et besøg i en åben palmehytte, et Men's House, hvor apropos navnet, øens mænd samles til forskellige aktiviteter der ikke menes egnede for kvinder, det være sig tuba-drikning, kanobygning og lign. Her finder man også landsbyens chief, og det er ham, der tager sig af div. formaliteter, som f.eks. modtagelse af gaver på øens vegne og hvad der måtte være af gebyrer forbundet med at ligge til anker, dykke mv.
På Ifalik hedder chiefen Manu, en velnæret mand i traditionel koboltblå ble/sumobryder-underbuks, og knap havde vi snakket formaliteter, sagt pænt goddag og var sejlet tilbage til Kaperen, før end Manu kom padlende i sin udriggerkano, for at indfinde sig i vores brunch. Aldrig har vi mødt så meget gavmildhed, som blandt disse isolerede samfund, så der blev hurtigt disket op med hvad vi nu kunne finde på til den friske, åbenmundede chief, som havde læst i USA og derfor kendte alt til mayonnaisens fortræffeligheder. Besøget udviklede sig da også hurtigt til et studie i alternative madder, deriblandt klassikeren: hjemmebrændt rugbrød med makrel i tomat, Fåborg leverpostej og mayo i skøn alliance.
Manu var på flere måder en mand, der forstod at tage fra og påskønne hvad den vestlige verden måtte bringe ham af bekvemmeligheder, ikke mindst skibets hængekøje og Vickies hovedpude, og under hele vores ophold på Ifalik var han en allestedsnærværende faktor i vores hverdag. På både godt og ondt. Johanne fik endda det flotte tilbud at blive hans kone (nr.2?).
Men på trods af at især den kvindelige halvdel af besætningen fik strakt deres tålmod lige langt nok, blev det på så mange andre måder et rigtig dejligt besøg!
Ikke mindst kunne vi nyde synet af de mange udriggerkanoer der kredsede i vandet omkring os, bl.a. for at sælge alt fra minikanoer til blomsterkranse. Sidstnævnte stod ungerne for, og de var heldigvis ganske tilfredse med at blive betalt i Werthers Echt. Nu-er-jeg-selv-blevet-morfar flødebolcher er altså også gangbar valuta på denne side af kloden.
På Ifalik er det i øvrigt helt forbudt at benytte motordrevne både udover i officielt øjemed, så hver nat kunne vi se et utal af små lanterner fra de kanoer, der blev benyttet til fiskeri. Det var meget specielt og flot at se!
Drengene havde en rigtig god oplevelse, da de blev taget med på morgenfisketur i en af de rigtig store kanoer, desværre havde de ingen fisk med tilbage, men Martin har klippet en fin video af billeder og småoptagelser fra turen og tilsat Johnny Madsen, så det går næsten lige op.
Der var også snak om at vi piger kunne få lov til at blive transporteret rundt i lagunen i en sådan kano, men af flere grunde blev den aftale aldrig rigtig overført til praksis. På disse øer er havet helt klart mændenes territorium.
Så meget desto mere tilfredsstillende var det, da Kaperens blandede besætning kunne invitere en mindre delegation af øens mænd ud på en lille luftetur ud over revkanten. Ironisk nok indledtes denne tur med en lettere dramatisk hændelse, der nok ikke ligefrem højnede deres agtelse for vores sømandskab, da vi på vej ud af lagunen er henne at kysse et af koralhovederne med siden af skibet. Heldigvis var skaden begrænset til lidt afskrabet maling, men pulsen var lige oppe at runde, da bumpet lød! Men ser man bort fra denne lille forseelse, var turen en succes, hvor vi sejlede helt op mod otte knob – langt mere end hvad vi er forvendt med under vores egen sejlads, der går op mod både strøm og bølger!
Et par snorkleture blev det også til, ikke mindst i den smalle kanal ind til lagunen, hvor strømmen kunne tænkes at tiltrække mantarays på en god dag. Vi måtte desværre "nøjes" med en enkelt pilerokke og en god håndfuld skildpadder og så ellers en uvant grad af motion, da vi måtte svømme mod strømmen tilbage til dingien.
Nu er det jo altid rart at kunne gøre glæde, hvor man kommer hen, og drengene, især Steffen, har lagt stor iver for dagen, når de har kunnet hjælpe de lokale med. at reparere div. maskiner, DVD-afspillerer, walki talkier og lign. Om end med skiftende held. I flere tilfælde har Kaperen i højere grad lignet et omsejlende værksted end et hjem.
En anden funktion vi har påtaget os er postomdeling, og breve og pakker fragtes fra ø til ø, da mange har familie på de nærliggende øer. En af de pakker vi havde med til Ifalik, var en DVD fra Steve Godall, en amerikaner vi mødte på Palau. Steve havde et halvt år forinden sejlet en del af den samme rute, som vi følger, og undervejs videodokumenteret den globale opvarmnings påvirkning af disse små samfund. Vi taler jo tit om stigning af vandstanden i verdenshavene, og hvilke økonomiske konsekvenser det kan få for vores lavtliggende områder. Herude midt i ingenting er perspektivet blot en kende mere alvorligt: Disse øer rager kun få meter over havoverfladen, og når de først forsvinder, tager de store dele af Stillehavets samfund med sig. Dermed forsvinder også den ældgamle kultur og viden der knytter sig til livet her; bl.a. navigation vha. stjerner og bølger og forarbejdningen af den traditionelle udriggerkano.
Global opvarmning er dog ikke den eneste trussel, man kæmper med herude. På Ifalik, som på alle andre atoller vi har besøgt, står man i et dilemma: Man vil og kan ikke fornægte sin egen befolkning uddannelse og udsyn, og derfor sendes unge som oftest til Yap, Kina eller måske endda USA for at studere, men mange vender aldrig tilbage og derfor er befolkningstallet for nedadgående. Man kan næppe bebrejde de unge. De bliver væk, dels fordi de ikke kan bruge deres uddannelser i samfund, der stadig beror på viktualiehandel, dels fordi mange bliver præget af den nye kultur, finder kærester osv. Denne befolkningsflugt er man naturligvis fortvivlet over, men magtesløsheden er udbredt, da alternativet vil være noget nær at holde sin egen befolkning som gidsel.
En ting man gør for at fastholde kulturen, er at undervise i traditionelle færdigheder i folkeskolen. Det være sig lavalava-vævning, fiskeri, hårfletning for mænd mm. Dette så vi bl.a. i praksis, da vi piger var taget på tur til øens skole i den sunde munds tjeneste. En vigtig sag, da tandproblemer af alle arter er et udbredt syn her: Børnene med store sorte huller i de brede smil, og forældrene med mørkerøde eller endda sorte tænder efter mange års betelnøds-tygning.
Martin havde været så fremsynet at købe rigelige mængder tandbørster og tuber med tandpasta før ankomsten, så bevæbnet med disse skyts gennemgik vi klasserne en efter en: Astrid og Johanne tegnede og fortalte, og Vickie og jeg var assisterende munde og demonstrerede, så ingen var i tvivl om vigtigheden af at komme HELT om bagved. Børnene, helt op i de store klasser, var vældigt interesserede, om ikke andet så i bare at studere tossede hvide mennesker med tandpastaskum til op over begge ører. Tandbørster og –pasta blev derefter overdraget til rektor, så denne kunne sørge for retfærdig fordeling af goderne, og vi travede tilbage til skibet med samvittigheder så rene som vores egne superbørstede demo-tænder.
Den sidste dag inviterede vi en stor flok unge drenge, der selv var sejlet ud til os i deres kanoer, op at springe i vandet fra riggen. Det var en stor succes, og deres interne konkurrence udmundede hurtigt i de vildeste krumspring og akrobatiske luftøvelser før mødet med vandspejlet. Det var svært at afgøre, hvem der havde det sjovest, os eller dem, og det var en rigtig dejlig afslutning på vores ophold!
Det er sådanne oplevelser, der kan opveje selv den værste irritation i forhold til den nysgerrighed og køber-sælger-holdning vi ellers mærkede en del til på Ifalik, og vi kunne sejle mod Lamotrek med løftede arme og hujende farveller til vores nye venner i udriggerkanoerne.
Martine |
