![]()
Lamotrek, 28 November 2008
Det er lige begyndt at regne, for første gang på vores ophold her på øen, jeg sidder i forkahytten og skriver. Oppe på dækket sidder nogle af de andre og snakker, vi har besøg af en lærer fra skolen og den ældste fra en af klanerne.
Lamotrek, det er bare den dejligste ø, jeg er stadig lidt euforisk, jeg er lige kommet tilbage fra fest og har netop afklædt mig de blomstre kranse jeg fik af danse pigerne.
Lige fra første færd fik vi et rigtig godt indtryk af øen; da vi havde klaret revpassagen med Steffen til rors, Johanne i stævnen og Astrid og jeg i riggen, fandt vi en passende ankerplads tæt i læ af land, fik søsat jollen og sejlede så som sædvanlig ind og mødtes med øens chief.
Chiefen foreslog at hvis vi ville hjælpe øens befolkning lidt med at reparere ting og sager, så slap vi for at betale besøgs afgiften, og det sagde vi straks ja til det er nemlig småt med pengene ombord og vi kan ikke få flere før vi kommer til Chuuk i december, så den var bare i orden.
Efter rundvisningen på øen af børnehave læreren Francis, tog vi tilbage til skibet og slappede af det meste af dagen, turen fra Ifalik til Lamotrek var ikke så lang men lidt hård, vi havde godt med vind og sejlede for sejl næsten hele vejen, på kryds (mod vinden) selvfølgelig. Bølgerne kom et sted fra, døningerne fra en anden retning, så det var umuligt at styre ordentligt i bølgerne og kaperen tog nogle krumspring. En nat havde Rune og Steffen en hård vagt, sejlede de gennem en kæmpe stor sort byge, vinden skifter meget i bygerne, både i styrke og kraft, og pludselig kom vinden, så de sejlede lidt over 8 knob på kryds, det er ret godt for Kaperen. Jeg vågnede og var oppe at kikke og da vinden tog lidt af igen tog jeg roret, mens Steffen og Rune bjærgede klyveren, sådan at vi ikke havde så meget sejl oppe hvis vinden skulle komme igen med fornyet styrke, det gjorde den. Uden klyveren kunne de næsten sejle samme fart, søen var skræp og kaperen fik banket en pæl eller to.. (At banke pæle er når stævnen rammer en bølge så hårdt at det giver et brag) og det endte med at den garvede sømand Steffen måtte ud til løningen og ofre til havguderne. På deres næste vagt var det Runes tur, det var bare fra den anden ende, tre gange på en vagt, inden han fik konsulteret skibslægen og udleveret en pakke imodium.
På Lamotrek brugte vi de første par dage til at snuse lidt rundt på øen og snakke med de lokale og hjælpe lidt til her og der, Steffen og jeg har bikset med en motor sav, som chiefen spurgte om vi kunne lave og efter at have det hele skilt ad og samlet igen med nye pakninger osv. virkede den ikke, så rensede Steffen alle små kanaler i karburatoren, som til at starte med ikke engang var spændt ordentlig på. Så fik vi lappet et par ledninger og lavet ordentlig forbindelse til tændrørskablet og ny benzin på og vupti så startede den, nu skal den bare lige justeres lidt, så kan høvdingen fælde nogle palmer igen.
Vi har også doneret sejlmagernåle, hængsler og bor og lidt forskellig maling. Malingen er til en ny Udrigger kano de er ved at bygge, De har spurgt hvordan man staver til Nordkaperen, de vil nemlig opkalde Kanoen efter Kaperen, det var jeg meget benovet over. De bygger deres kanoer af brødfrugt træer og mahogni, men en tyfon har i 1990 nærmast lagt øen ned, så alle deres træer er meget unge, så den nye kano, sprækkede et par steder, der kunne vi heldigvis hjælpe dem lidt med to komponent epoxy lim. Metoden de ellers bruger til at holde sammen på kanoen er at binde den sammen med tov lavet af spundet kokosfiber. Dertil smører de lidt gummi agtig saft fra brødfrugttræerne mellem de fint tilpassede planker så de bliver vand tætte.
Plankerne er hugget ud med skarøkser, noget der tager uhyre lang tid, det er virkelig et imponerende stykke håndværk at bygge en udriggerkano.
De seneste par dage har der været fest på øen og det har virkelig været en stor oplevelse at deltage i. De fejre kirkens jubilæum, samtidig med at de mindes den tyfon der i 1990 næsten udslettede øen. Jeg har fået historien fra flere af øens beboere der oplevede den. De blev ramt af Tyfonen ”Owen” der havde udviklet sig til at blive stor og kraftig med vindstyrker op til 195 knob, ca. 350 kilometer i timen, vores decemberstorm i Danmark var så vidt jeg husker op til 100-120 knob. Bølgerne havde også vokset sig enorme og til sidst slog de hele vejen ind over øen, så de lagde huse og alting ned på sin vej da vandet rullede ind mellem palmerne og tog alting med sig. Små kanoer og store udriggerkanoer, båd huse, familie huse, skure køkner og bålpladser blev smadret af enten bølgerne der slog ind over øen eller den kraftige vind der også lagde næsten alle træer og palmer ned. Befolkningen havde barrikaderet sig i et af de få betonhuse der er på øen og midt i det hele blev der stille helt vind stille, og folk kunne gå ud, men pludselig kom vinden igen med samme kraftige styrke bare fra den modsatte retning, tyfonens øje var gået lige ind over øen. Mirakuløst var der ingen der omkom, men efterfølgende skulle de genopbygge alt hvad de havde, deres afgrøder var også ødelagt eller blæst væk. De gamle store brødfrugttræer og mahogni træer var væltet i vinden, det lider de stadigvæk under i dag da de stadig kun har unge træer at bygge af.
En af de lokale fortæller at dagen efter var han blevet lige så bange, da han kunne høre en kraftig larm fra himlen komme tættere og tættere på, da han kom ud fra palmernes skygge, ud til stranden så han en kæmpe tingest over sig.. en stor Japansk helikopter, fyren var 10 år gammel og havde aldrig set en helikopter før. De var kommet fra et nærliggende skib og var ude og lede efter et fiskeskib der var i nød.
Festen varede 2 dage og alle øens kvinder havde kokkereret, de havde også lavet mad til os, vi fik taro rod, brødfrugt, fisk, banan, taro pomfritter og taro kage og en kokus nød at drikke. Efter alle havde spist var der dans kvinderne fra øens tre klaner havde alle forberedt en dans, det var virkelig smukt at se, kvinderne var klædt i lava lava, med palmeblade skørt og blomsterkranse på hovedet og om halsen. Til dansen sang de til tider i en ret skinger tone, men flot lød det.
Imellem kvinde dansene havde mændene lavet et lille skuespil som også var ret morsomt selvom vi ikke forstod alt hvad der blev sagt. Om aftenen var der igen Tupa drikning for øens mænd.
Anden dagen var der igen dans, her dansede først mændene en dans og der efter dansede kvinderne igen, hvilket for os drenge var meget mere interessant J
Da Steffen og jeg (Martin) sad og delte en af vores sidste smøger på en væltet træstamme, kom der igen en gruppe kvindelige dansere, vi sad og snakkede om hvor smukke de var og hvor meget energi de havde lagt i deres udklædning og ikke mindst deres blomster kranse. Vi kunne heller ikke lade være med at grine lidt af at vi sad her på en afsides ø langt ude i Stillehavet og så danser der 14 glade piger rundt med bare bryster foran os.
I slutningen af dansen kom danse gruppen helt hen foran os og begyndte at svinge numsen rundt foran næsen på os, Steffen grinede af mig fordi jeg efter hans mening havde et ret stort smil på. Efter lidt vrikken med numsen vendte hele gruppe sig om og rykkede endnu tættere på og dansede nærmest rundt om os og sang en hurtig og høj sang. I øjeblikket fik jeg ikke lige kikket på Steffen, men jeg er helt sikker på at hans smil må ha været lige så stort, da vi nu havde udsigt til i alt 28 bryster (hvis man ganger dem med 2), Det hele sluttede med at de tog deres blomster kranse af og placerede dem fint på vores hoveder og så var dansen slut. En oplevelse jeg sent vil glemme.
Nogle af de billeder jeg fik taget under dansene printede jeg ud på skibets nye farveprinter og var inde på øen og dele ud til kvinderne og da jeg kom med dem blev de revet ud af hænderne på mig jeg fik ikke en gang lov at forklare mig, så kørte de rundt alle skulle se og kvinderne på billederne blev kommenteret og der blev fniset løs. Det er ret sjovt at dele billeder ud det har vi tit gjort både til børn og voksne mange af dem har aldrig set sig selv før på et billede.
Efter vi havde besluttet at blive lidt længere på øen måtte vi til sidst hive ankeret og vende stævnen mo næste ø Satawal. Lamotrek Var en super oplevelse en smuk uberørt ø med den venligste og dejligste befolkning, det er virkelig et af de steder jeg gerne ville se igen en dag.
Martin Andersen
Satawal 30 November 2008
Efter en nats sejlads fra Lamotrek har vi tidlig morgen Satawal i sigte, vi har besluttet at besøge øen bare en enkelt dag. Satawal har ingen lagune og der er dårlige anker forhold, så jeg turde ikke overnatte på øen men vejret ver nogenlunde så vi kunne sagtens ligge for anker i dagstimerne. Astrid og Martine tog den første vagt mens vi andre tog ind for at møde øens Chief, vi havde som altid lidt gaver med til chiefen denne gang kaffe og cigaretter.
Vi var meget velkommen, det var vidst ikke særlig ofte der kom nogen på besøg og det var også et halvt år siden forsynings skibet havde været der. En fyr vi snakkede med sagde at det var over halvandet år siden der sidst havde været nogle, men chiefen sagde at der tit var både forbi som bare sejlede lidt frem og tilbage ude på det dybe vand.
Vi havde også medbragt lidt gaver til en verdensberømt fyr som bor lige netop på denne ø, Steffen og jeg (Martin) blev af en anden mand fulgt over til hans hus og inde i huset sad en meget gammel mand, manden er Mau Piailug, jeg har læst om ham forskellige steder han er Navigatør og har sejlet lange ocean sejladser i et helt menneskeliv, blandt andet en tur fra Hawaii til Tahiti i en dobbelt kano, som blev bygget traditionelt på Hawaii. Mau er Mikronesisk navigatør og har lært at navigere uden noget udstyr, han kan finde vej fra ø til ø bare ved at kikke på solen stjernerne, bølgebevægelser, fugle, fisk og bundvandets bevægelse i bunden af kanoen. Turen er over en afstand svarende som fra Danmark til det røde hav, det er imponerende navigation. Der blev skrevet en bog om ham, som jeg ikke har læst, den hedder vidst ”the last navigator”
Mau var beæret over vores besøg, men måtte lige spørge igen om vi havde gået i land og gået hele vejen ned til hans hus bare for at besøge ham? Det havde vi efter en kort snak og efter at vi havde givet ham nogle få gaver i form af kaffe, det eftertragtede kød på dåse og et par sejler blade. Sagde vi farvel og gik igen. Mau havde planer om at bygge en ny stor dobbeltkano, men vi syntes nu begge at han så ret gammel og svag ud. Men ha har faktisk en stor kano på Palau, hvor der drives en skole, hvor unge drenge kan snuse til kulturens 1000 år gamle navigationsviden.
Efter at have været lidt rundt og snakke med befolkningen forlod vi igen satawal og stævnede mod den sidste atoll, Puluwat, inden vi igen skulle tilbage til virkeligheden på Chuuk.
Martin Andersen
|
