|
Bali – Serangan - Singapore
Der var bestemt ikke nogen grund til at græde over, at vi ikke kunne komme af sted mod Singapore. Alle var fuldstændig færdige med Bali Marina og dens muzak i restauranten, så bare det at komme væk derfra var en befrielse.
Den lille landsby, Serangan, bød på flere fantastiske eksistenser, som på de få dage vi var der, kom til at fylde meget om bord på Nordkaperen. Det var en lille lokal flække, hvor alle byens indbyggere var, i bogstavelig forstand, een stor familie. Alle fulgte med i vores problemer med skruen, hvad vi lavede og hvor vi var henne. Vi lå for anker et stykke ude, så hver gang vi sejlede ind med dinghyen, sad de lokale på kajen med lange øjne, og det var en selvfølge at få spørgsmålet: Where are you going?”. På Bali er det det samme som at sige ”hej, hvordan går det?”, så de forventede egentlig ikke et svar, selvom vi for det meste forsøgte at fremstamme et eller andet.
En dansk båd kom sejlende forbi os med rygende og osende motor og manden på dækket råbte til os: ”Halløj danskere. Jeg er fra det mørke Jylland, jeg har motorproblemer og på er vej mod Gili. Jeg har et hus herinde, så I kan bare komme forbi. Vi ses om et par dage!” Det var starten på et smukt venskab med den glade dansker Per. Gili-turen blev aflyst da motoren ikke kunne klare det alligevel, så vi tog alle sammen ind og besøgte ham om aftenen. Per har bosat sig i Serangan for at halvt år siden og senere er kæresten Vivian kommet til. De bor i et fint lille hus ud til vandet, og derfra kan Per sidde og følge med i det hele, mens Vivian er på arbejde på den internationale skole i Sanur. ”Mit job er vist det man kalder øhh livsnyder”, var svaret, da jeg spurgte ham, hvad han laver.
Vivian ville gerne præsentere os for den Sumatraianske madtradition og vi blev alle hevet med på restaurant i Sanur for at spise Padang food. Det lange bord blev fyldt med små skåle med alle mulige grøntsager og kødretter, og vi fik fornøjelsen af at spise en delikatesse fra Sumatra: kohjerne. Egentlig smagte det meget godt, men konsistensen var simpelthen for underlig, og så spillede tanken om at det var hjerne nok også ind. Vi spiste i mørke, for elektriciteten var blevet afbrudt den aften i hele Sanur. Det sker engang imellem, da der ikke er nok strøm til hele øen på en gang. Balineserne er helt vant til det, så restauranten var bare fyldt med stearinlys i stedet for. Ret hyggeligt og lidt interessant at spise retterne uden rigtig at kunne se hvad det var. Efter maden fik vi taget bryllupsbilleder på bryllupsscenen i restauranten og Lauge og jeg blev gift med hele Nordkaper-familien ved siden. Det står ikke helt klart om det er en tradition på Sumatraianske restauranter at have en bryllupsscene eller om det var noget specielt for det sted vi var, men i hvert fald var det helt naturligt at få taget billeder efter middagen.
Tilbage på skibet var skruen blevet fundet af nogle lokale (pyhhh), og Martin mente nu godt, at Fie og jeg kunne sætte den på igen, for det ville give os en succesoplevelse. Men det var nu lidt for meget af det gode, så Martin satte den selv på mens vi var en flok i Kuta for at pleje os selv med god mad og to timers massage.
Motoren spandt nu som en mis, Wayan havde velsignet skibet med to kyllingers blod for ”good luck”, vi var klar til afgang og satte kursen mod Singapore – en sejlads på 9 dage. Det var Marias, Fies og min første sejlads, så skibsmødet blev brugt på at gennemgå en masse praktiske ting omkring livet til søs. Hvornår bruger man ferskvand? Hvad må man smide overbord? Hvad må man synge og må man fløjte? Må man skrige? Vagterne blev uddelt og med en besætning på ni maend/kvinder var vagterne på tre timer af gangen.
Allerede den første morgen kunne motoren slukkes og sejlene blev sat. Sikke en dejlig stilhed! Dagene begyndte hurtigt at flyde sammen og ingen af os kunne svare på hvad dato og ugedag vi havde. Vi havde besøg af nogle delfiner et par gange, men ellers bød sejladsen ikke på ret meget liv fra havets side. Nina og jeg havde sørget for at proviantere godt, så vi manglede bestemt ikke noget på rejsen. Der blev lavet masser af god mad, bagt brød og spist slik i lange baner. Den første aften bød fx på hønsekødsdanssuppe (med høns fra markedet, hvor vi hentede kyllinger til ceremonien), som Dan og jeg havde plukket om eftermiddagen. Lækkert! Martins obligatoriske pizza var ogsaa et hit.
Efter et par dage lagde vinden sig og jo tættere vi kom på ækvator, jo mere overskyet blev det. I et par dage havde vi rigtig dårligt vejr og regnen piskede ned. Nogle gange til stor irritation, men for det meste blev den modtaget med glæde, regndans og regnbad, og Daniel stod for ”projekt saml regnvand”, så vi kunne få øget vores ferskvandsbeholdning. Motoren måtte køre 24 timer i døgnet og kun en enkelt gang havde vi lidt problemer, hvor den gik i stå. Vi drev rundt en halv times tid i mørket mens Martin ledte efter fejlen: der var snavs i et rør til dieseltilførelsen. Det var nu hurtig fikset af Lauge og Martin og vi kunne sejle videre uden problemer.
Den største udfordring på denne sejlads var de ufattelig mange fiskere, der lagde net ud uden at markere dem på nogen måde. En enkelt gang sejlede vi i et net. Det var nat og fuldstændig umuligt at se noget, så vi opdagede det først lige efter vi havde passeret det. Heldigvis skete der ikke noget, så vi kunne sejle videre uden problemer. Dagene efter fik vi lavet en teknik til at sejle over dem i stedet for at sejle uden om, hvilket ofte godt kunne være en kæmpe omvej.
Efter en 5-6 dage på havet ramte vi ækvator og vi fik besøg af Kong Neptun og hans to hjælpere. Dan, Lauge, Daniel, Fie, Maria og jeg skulle døbes, da det var første gang i passerede ækvator på havet. Kong Neptun læste et lille digt op, vi fik ækvatorvand i hovedet efterfulgt af en dejlig blanding af alt godt fra... køkkenet og til slut som kronen på værket en håndfuld mel. Vi fik alle et nyt sønavn. Dan blev døbt Ålen, Daniel - Torsken, Lauge – Skilpadden, Fie – Tangloppen, Maria – Landkrappen og Vera - Søstjernen. Vi badede længe og glædede os over vores nye navne.
Den niende nat til søs begyndte den lange indsejling til Singapore. Mens de fleste sov, kunne vi pludseligt begynde at se land igen og vi fik snørklet os igennem de mange små øer. I øs-pøs regnvejr ankom vi til millionbyen og lagde til i en luksusmarina midt i industrihavnen omgivet af kæmpe skibe og kraner. 4 dage var, hvad der var tid til i Singapore, da vi skulle indhente lidt af den tabte tid på Bali. Det var nu fint nok dagene/nætterne blev brugt på tosserier i Singapores polerede gader.
- Vera |
