Godt Nytår folkens
Vi er netop på vej mod indsejlingen i Pohnpei. Efter ca. 12 dage på Nukouro glæder vi os igen til at komme ind til kolde colaer og friske grøntsager.
De 300 sømil til Nukouro blev tilbagelagt med super dejligt vejr, sådan som man i sine forestillinger ser for sig Nordkaperen sejle. Der var klart vejr på hele overfarten og det var lige før vi sejlede halvvind (vinden ind lige fra siden), så vi nåede op på en god fart med 7,5 knob. Samtidig var søen rolig, så vi kunne ligge på dækket uden at føle et eneste skumsprøjt. En stor Mahi Mahi bed på krogen og en lækker middag var hurtigt klar. Se det var sjov sejlads.
Indsejlingen til lagunen den 19. dec. på Nukuoro var super smal og havde ret meget strøm, men rigelig dybde. Vi blev sejlet i møde af øens 2 betjente og blev modtaget varmt og høfligt. Da det jo var juletid fik vi lov at ligge der gratis. Samme dag havde skolen sidste skoledag før juleferien, så vi lagde ud med en dans på skolen og derefter en hurtig rundvisning på øen. Ligesom derhjemme er det en glædens dag for børn at få juleferie.
Vi fandt ret hurtigt ud af at de var meget kristne på Nukuoro. Der var messe flere gange om dagen, specielt i juletiden. De fleste samlinger foregik i kirken og hjemme blev der bedt fælles bønner før og efter spisning. – Derfor var det også slut med bare bryster.
Udover kirken som samlingspunkt var der også et grønt areal ved skolen. Her blev der praktiseret volley i stor stil. Sådan et areal var noget vi havde higet efter lige siden Yap, så vi deltog med stor glæde i kampene. Mange af os var dog nogle klodser på banen ved siden af dem. Til gengæld spillede drengene et par fodboldkampe med dem og der var det de lokale der fik prygl.
Men juledagene nærmede sig og vi skulle finde ud af hvad vi skulle stille op. For vi ville alle gerne holde en traditionel jul ude på skibet, men vi havde ikke lyst til at gå glip af at opleve deres jul. Til sidst fandt vi ud af, at deres store dag var den 25., så vi kunne tilfredse holde vores traditionelle jul den rigtige juleaften.
Så lillejuleaften spiste vi risengrød med kanelsukker. Dog uden smør og saftevand. Juleaftensmorgen tog Katrine, Mads Peter og Johanne ind for at se vores bestilte julegris blive 'halalslagtet'. En lille sort en med en ordentlig gang spæk. Den blev bundet om trynen og fødderne, og lagt på en stor træplade. En lang tynd kniv blev stukket roligt ind i struben på den og blodet begyndte stille og roligt at pible ned i gryden mens grisens skrig langsomt blev svagere. Snittet blev skåret lidt større og lyden forsvandt og gryden var godt fyldt med blod. De sorte hår på grisen var nemme at barbere af efter at en gryde kogene vand var blevet hældt ud over den. Hovedet, fødderne og indvoldene fik øen lov til at beholde. Alt blev gjort med rutineret håndelag og efter en skylning i vandkanten fik vi grisen med hjem i en pose. Astrid og Johanne stod for parteringen og lærte en del om de forskellige dele i grisen.
Julemiddagen endte med at blive et overdådigt måltid, med flæskesvær, mørbradbøffer, karbonader, skinke, hvide- og brune kartofler, rødkål og en lækker sovs. Aftenen skred roligt frem med dans rundt om vores lille plastikjuletræ og alle vores gaver. Derefter var der terningleg om gaverne og andet guf. En super hyggelig aften, hvor folkene inde på land kunne følge med i vores aften med dans og sang på dækket. Vi endte naturligvis med alle at have spist for meget.
Den 25. tilbragte vi sammen med øens lokale. I kirke, hvorefter der var stort julemåltid efter. Den bestod så af det samme som de spiser hver dag, tarorødder, fisk, brødfrugt, kokos, et lille stykke brød og den frygtede, skrækindjagende tarokage.
Senere kom øens lokale julemand, eller rettere julemænd. De havde venligst spurgt om en af os ville være en af julemændene og Steffen vandt hakkeren. Så blandt deres julemændsuhyrer, klædt i kartoffelsække og store masker, kom Steffen i det røde julemandskostume ringende på kirkens klokke og uddelte slik. Nogle af de mere velhavende på øen udvekslede gaver i kirken, hvor vores bidrag var en fodbold til skolen. Derefter var der uddeling af gaverne fra årets 'christmas droping'. Et fly fra Guam flyver over øen og dropper gaver ned i lagunen. Om aftenen var der underholdning i kirken med sange og dans. Vi sang 'Glade jul' og opførte 'På loftet sidder nissen' til børnenes store fryd.
Udover Major Bob og betjentene var det selvfølgelig børnene vi nemmest kom i kontakt med. Så den dag Steffen og Martin tog i land for at reparere øens ødelagte maskiner, havde vi alle øens børn ombord til en lille småkage og kanelsnegl. Så pludselig var der 40-50 børn ombord der dansede, badede, hoppede fra vantet og ivrigt kiggede i Troels' billedbøger. Det glædede børene utroligt meget, da de aldrig før havde fået lov at være ombord på de besøgendes sejlbåde.
Vi fejrede også nytårsaften på Nukuoro. Vi havde fået 4 kyllinger og et par hummere fra øen og gemt de sidste kartofler og græskar. Så vi fik både forret og hovedret. Lækkert. Champagnen kom på bordet lidt i 12. Nogle sprang ind i nytåret ud over lønningen, mens andre sang 'Vær velkommen'. Vi fyrede et par for gamle nødraketter af til øens store fornøjelse. Lige indtil det lykkedes Rune at fyre en raket nærmest vandret hen over vandet med retning direkte mod øen. Raketten ramte et sted på stranden og der skete heldigvis ikke noget. Øen selv gik til messe før tolv, hvor børnene derefter travede frem og tilbage på øen og sang happy newyear. Deres store fest var først d. 1. januar, hvor de dansede for hinanden og opførte små rollespil. Vi blev naturligvis inviteret og blev placeret ved et langbord, hvor vi kunne følge med i det hele. Nogle af os deltog i et rollespil og vi fik børnene med til at danse limbo.
Første januar-festen blev vores afsked med Nukuoro. Vi fik sagt pænt farvel til alle og trak os tilbage til skibet. Med på vores vej havde vi fået bananer, kokos, fisk og limes i massevis.
Faktisk var vi blevet utrolig forkælet på Nukuoro. Skaller, kurveflet og smykker har vi med i massevis derfra.
Nukuoro er den atoll vi har tilbragt længst tid på, vi var den anden båd der kom forbi i 2008, ellers havde der ikke været nogen i 2 år. Øen havde en gæstebog, hvor vi kunne se at vi var den tredje danske båd på besøg. Tat omkring 1997 og Anakonda i 2006. Den længere tid var selvfølgelig en fordel, og selvom der ingen bare bryster var og vi blev velsignet mere end rigelig, oplevede vi at komme lidt tættere på befolkningen og vi fik endelig foretaget et dyk. Det gav også mulighed og tid til ture ud med de lokale. Såsom hummerjagt, muslingefangst, perlefarmssnorkletur og ture til de andre småøer i lagunen.
Nu glæder vi os igen til at komme ind til en kold cola og en frisk cheeseburger.
