![]()
Gunung Rinjani.
Efter at have lagt til ved Gili Trawangan sprang vi alle ivrige i land for at nyde øens herligheder og et par dage gik hurtigt med at slupre lange, kølige, farverige, drinks, bælle bajere, æde løs af overdådige måltider grillet fisk, og lave …ingenting. På land. På den rolige men meget turistede ø hvor der ikke er hverken biler eller scootere, men kun hestevogne og cykler. Og ja, så en helvedes masse barer, restauranter og fine hoteller med swimmingpools hvorfra nogen vælge at ligge og se ud over de flotteste hvide sandstrande med det lækreste klare blå vand på den anden side af vejen….
Efter at have smagt på Gilis fristelser drog en lille delegation af besætningen bestående af Sisse, Sille, Christian og jeg selv til Lombok for at bestige Gunung Rinjani, Indonesiens næsthøjeste punkt. Tidlig morgen sejlede vi med en af de lokale lange, farverige udriggere til Lombok hvor en bil kørte os til foden Rinjani. Her ventede to bærere med hver deres bambusstang tæt pakket i hver ende med mad, telte, soveposer, potter og pander. I raskt tempo startede vi turen op af, trampende igennem det varme fugtige junglelandskab til lydene af junglecikadernes elektroniske sitren og med aber svingende i de enorme trækroner over os. Vejen gik fra det tæt begroede frodige junglelandskab op igennem skydækket, og videre af afbrændte bjergskråninger hvor træbevoksningen blev tyndere og temperaturen dalede som vi bevægede os op i højderne og solen langsomt gik ned. Lige inden mørkets frembrud nåede vi omkring de 2000 meters højde hvor vi først rigtigt fik synet af Rinjani, den ældgamle vulkan der for omkring en million år siden eksploderede og skød en ordentlig spand ferskvand med op fra undergrunden som i krateret dannede en stor flot blågrøn sø, hvori der i midten dannedes en ny vulkan som stadig er aktiv og er i udbrud omkring hvert fjerde år. Og altså også i år! Så imens vores små ihærdige guider og bærere var aktive og stillede vores telte op og tilberedte aftenens måltid, hvilede vi knoglerne til synet af den orangerøde lava der flød ned af siden på den hostende vulkan med det majestætiske Rinjani bjerg tronende i baggrunden. Efter at være blevet opvarmet af et godt måltid stegte ris, omkring 10 kopper sukkerfyldt te og flammerne fra bålet, lagde vi os så godt som muligt til rette i de kolde telte på det hårde, skrå underlag.
Anden dag gik først et godt stykke ned af bakke til ferskvandssøen hvor vi fik os en dejlig, meget frisk dukkert i hvad der nok kan sammenlignes med dansk forårskølligt vand. Derefter gik det lidt op ad bakke og så lidt ned igen til endnu en dukkert, denne gang en noget mere lummer af slagsen, i lavaopvarmede kilder i omkring 40 grader militærgrønt vand. Så en lille lur og så igen op langs de skrå bjergsider. Og efter mange timers rask vandren nået vi igen op over skyerne hvor der i 2700 meters højde endnu engang blev slået lejr. Den nat sov vi alle fire i samme telt for at holde på varmen. Og nok var det en varmere men til gengæld også en dét trængere nats søvn på det hårde underlag. Klokken 02.30 blev vi vækket af vores guider for at gøre klar til den sidste tur op til toppen. Sisse var i løbet af natten blevet ramt af en ubehagelig omgang diarre, der gjorde at hun, sammen med andre fra holdet som vi fulgtes med, som også var ramt af diverse skavanker, måtte blive i lejren, imens vi andre iklædte os alt vores tøj inklusiv sokker på hænderne og underbukser på hovedet, fyldte os med sukkerte og begyndte den stejle opstigning. Under den klarer, skyfri, stjernehimmel bevægede vi os i raskt tempo op ad de porøse smalle stiger, hvor ét skridt frem også er et halvt tilbage. Uden at udveksle mange andre ord end: ”Puhh” og ”Wauw” gik vi i en trancelignende tilstand, yderst koncentreret om det næste skridt. Selvom man på en måde får varmen af at trampe af sted gør den kolde vind der hersker oppe i disse luftlag alligevel en kold og de få pauser der blev holdt var korte og fandt sted i læ bag en klippeblok tæt op af hinanden. Efter cirka tre timers vandren begyndte solen, til vores store begejstring at vise sig og da vi endelig nåede toppen i 3726 meters højde stod de små lokale guider, nogle af dem kun iført klipklappere og en sarong, ventende og bød os på kokoskiks. Nogle fantastisk gode kokoskiks og en helt utrolig udsigt der var hele den hårde tur værd! Efter en kort begejstret stund på toppen med kiks, solopgang og en overvældende udsigt over Lombok og Rinjani dansede vi ned igen. I dobbelt tempo af opturen og tilbage ved lejren mødte vi resten af holdet. Vi fik morgenmad, en velfortjent lur og fortsatte så videre hele vejen ned til foden af bjerget. En meget hård, varm, lang sidste tur der mest af alt bare skulle overstås. Og det blev den! Vi nåede ned, slidte og trætte og godt tilfredse over vores præstation. Vi tog tilbage til Gili og fortsatte hvor vi slap. Total afslapning, massage, fedtet mad og ellers …ingenting. SKØNT! |
