![]()
Tung i røven, Hajen & Hiking på Pohnpei
Skrevet af Steffen
Tung i røven
Den ene dag tager hurtigt den anden. Inden man får set sig om er solen gået ned og klokken er blevet 19. Hvad fik jeg lavet?, sidder man tilbage og spørger sig selv.
Mange dage går med ikke rigtigt at lave så meget, og selv små opgaver bliver til sidst store.
En typisk dag går med at man står op i løbet af formiddagen, og hvis man er oppe før kl 9 er man stået tidligt op. Herefter går der hurtigt en time eller 2 med at gå at nusse rundt, drikke kaffe, spise morgenmad, ryge smøger, læse i et eller andet eller bare og sidde og snakke med de andre.
Men dagen skal jo bruges på noget, og der er hver dag nogle opgaver som skal gøres. Nede agter står opvasken, dækket skal klares og der skal gøres rent om læ. Det er nogle af de daglige opgaver der er på skibet. Så kommer der alt det løbende, små reparationer som der altid er nok af på et skib. Små ting som der ikke er absolut nødvendige, men som ville være rart at få ordnet.
Samtidig vil man også godt lige bruge lidt tid på internettet, checke sin mail eller læse nogle nyheder.
Samtidig er vi på ferie og befinder os på en lille tropisk ø på den anden side af jorden. Øen er ikke særlig stor, men har stadig noget at byde på, nogle få ”must see” og nogle flere mindre seværdigheder.
Det er her overskriften kommer ind. Alle de mange små ting bliver pludselig store og uoverskuelige, og man bliver ”tung i røven” eller doven, og ender med ikke at nå noget som helst.
Opvasken har i løbet af det sidste døgn vokset sig kæmpe, der bliver jo hurtigt brugt noget service når man er 8 mand.
Vil man checke eller skrive mail, eller i det hele taget bruge computeren skal man op på hotellet.
Vi har ikke så meget strøm ombord da det sted vi ligger er rigtig godt beskyttet, hvilket betyder at her ikke er ret meget vind til vindmøllen.
De ting jeg personligt har snyltet og for mig har været kæmpe store, er computer arbejdet. Jeg har et par historier/dagbøger jeg mangler at få skrevet.
Den ene er tilbage fra julen på Nukuoro, og handler om en haj. Den anden er her fra Pohnpei hvor Kathrine og jeg samt nogle fra den gamle besætning var på en 2 dages vandretur i Pohnpei’s bjerge og jungle.
Hajen
Om morgenen plejer jeg for det meste at starte dagen med en hurtig svømme tur. Som altid hoppede jeg i og lå og nød det. Pludselig råbte Johanne at der lige havde været noget oppe og kigge på mig nede fra det dybe vand. Hurtigt kom jeg hen til lejderen og op på skibet. Nede under skibet lå der en lille ”black tip” og svømmede rundt.
En ret skræmmende oplevelse, selvom vi har dykket og snorklet rundt med tusindvis af dem.
Ombord kom der hurtigt en diskussion, og vi var mere eller mindre alle sammen pludselig haj eksperter og havde hver en mening om hvorfor den havde opført sig som den havde.
Bagefter kom der så en diskussion om hvad vi skulle gøre ved den, vi kunne jo ikke ha en aggressiv haj til at ligge og svømme rundt der hvor vi skulle bade. Den udbredte holdning var at den måtte uskadeliggøres, mens enkelte mente at det ville være syndt at slå den ihjel. Argumenter for og imod kom på bordet.
Argumenter for at slå den ihjel:
Der er massere af fisk
Den har provokeret os
Det vil ikke længere være sikkert at svømme ved skibet
Lad os slå den ihjel og spise den
Lad os lave smykker af tænderne
Jeg har aldrig smagt haj
Det ligger i vores natur at slå ihjel da vi i bund og grund stadig er hulemennesker
Argumenter imod at slå den ihjel:
Der er næsten ikke flere hajer tilbage
I er barbariske og vil bare slå ihjel for sjov
Den gør ikke noget
Til sidst blev vi enige om at fange kalorius, og da vi havde fået noget fisk af de lokale, kom der hurtigt et stykke på den store krog på vores håndline.
Ret hurtigt fik hajen færden af fisken, og begyndte at kredse omkring den. Rune og jeg lå med hver vores maske (dykkerbriller) nede i dinghien og fulgte med i det hele. Tredie eller fjerde gang hajen var henne og snuse ved maddingen, bed den på. Det ser ret vildt ud når en haj bliver kroget, og den bliver ret arrig og begynder at svømme og slå med hovedet og prøver at få krogen ud.
Hurtigt kom vi op på dækket hvor Martin stod og var ved at hive den ind. Da den kom op til skibet blev vi enige om at slå den ihjel ved at slå den i nakken med et af vores jernrør.
Da hajen lå helt rigtigt fik den et ordentligt dask, efterfulgt af et til og et til og et til osv, den fik et ordentligt lag tæsk, gjorde den. Da den så kom op på dækket lå den stadig og spjættede lidt og bevægede gællerne. Og da det var en haj, og da sådan en er farlig at ha ombord, mente vi absolut at den skulle ha nogle flere tæsk. Så Jernrøret skiftede hænder da der samtidig var mange der synes det var syndt for den hvis den lå og led.
Da vi var sikre på at den var død tog Mads Peter opgaven med at skære den ud, hvilket viste sig ikke at være helt nemt. Hajskind er ligesom sandpapir og tykt og kødet er sejt.
Der blev skåret nogle passende stykker ud til madlavning, og finnerne blev skåret af for at lave hajfinnesuppe, resten blev sejlet et godt stykke væk fra skibet og dumpet i havet.
Haj er ikke den helt store kulinariske oplevelse, og så lugter det helt forfærdeligt når det bliver lavet, specielt hajfinnesuppen. Smagen er faktisk egentligt ok, men kødet er sejt at tykke i. Finnerne spiste vi ikke, de blev kun brugt til at give smag i suppen.
Tilbage havde vi hovedet hvor vi skulle ha gebisset. Det blev skåret fra, og strippet for så meget kød som muligt. Så snakkede vi om at det skulle koges. Jeg kan huske for mange år siden sammen med min onkel Ole, at ha ordnet et rådyrehoved. Her blev det kogt i nogle timer. Jeg kan også huske at det lugtede helt forfærdeligt, så det gik vi væk fra.
I stedet blev vi enige om at hænge det op inde på land, for så at lade fluer og lign ordne det for os. Det klarede de nogenlunde, bortset fra at de ikke kunne fjerne stanken. Så et helt gebis blev det ikke til. I stedet fik vi lirket nogle enkelte tænder ud hele.
Tilbage er der kun at fortælle at det bare er fedt at slå en haj ihjel. Det at det er en haj, som alle mennesker et eller andet sted er bange for, giver én en fed overlegen følelse. Og som Martin også skriver i en af sine dagbøger kommer det gamle, glemte jager instinkt op i en igen.
Hiking på Pohnpei
Rune, Mads Peter, Astrid, Kathrine og jeg har her på Pohnpei været på en 2 dages vandretur hen over øen, gennem junglen som dækker stort set hele øen, ad næsten forsvundne stier op på øens højeste bjerg - som er omkring 900 meter højt.
Egentligt ville Johanne og Martine også ha været med, men da de begge havde nogle sår på fødderne, kunne de ikke få deres sko på, så de blev hjemme hos Martin.
I gamle dage, før der kom biler til øen, plejede folk at gå gennem junglen når de skulle fra den ene side til den anden. Turen som tog os 2 dage, plejede at ta folk en formiddag.
Om aftenen blev vi kørt ned til vores guide, hvor vi skulle overnatte for så næste morgen at starte turen. Her blev vi mødt af hans kone som lavede mad, kaffe og lokal kanel te til os. Kanel får de fra junglen, hvor de skærer barken af nogle træer. Hvis man så tørrer barken nogle uger, og støder det får man kanel som vi kender det. De lokale tørrer det dog ikke, men laver te af den friske bark. Det friske bark smager ikke det mindste af kanel, men har i stedet en smag af lakrids.
Om morgenen kom guidens 2 nevøer som skulle med på turen. Guiden som lever af at ta turister med ud i junglen, er ved at lære sine nevøer op i at leve i junglen. Han gik hele tiden og gav dem små fif, og viste dem små tricks. Det var egentligt ikke guiden som viste os vej, men i stedet nevøerne. Guiden rendte rundt i junglen med sin riffel - en gammel salonriffel som man skal kende for at kunne ramme - og skød duer, han gik konstant rundt og sagde som en due for at finde ud af hvor de sad.
Til at starte med var gik det meget nemt. I området hvor vi startede bor folk, så her er der hjulspor vi kunne gå i, og stierne vi gik på var rimeligt benyttet. Men hurtigt blev det mere og mere begroet, og junglen startede hurtigt. Terrænet var rimeligt kuperet, og det gik både op og ned.
På Pohnpei regner det ret meget, specielt ude i junglen, så underlaget vi gik på blev ret glat, og vi skulle koncentrerer os ret meget for ikke at falde. Specielt når det går ned af er det svært, så har man ryggen til bjerget og har så ikke noget at støtte hænderne på.
Vi havde alle dyre kondi- eller vandresko på, men ikke de lokale. Guiden havde et par afskårne gummistøvler på, så det faktisk var sko, og nevøerne havde klipklapper på. At de kunne holde balancen, og nogen gange hoppe fra sten til sten var vildt. Men det fungerede faktisk bedre end vores sko. Når man er i junglen hvor det regner meget, og når man skal krydse små floder er sko ikke ret gode. De bliver gennemblødte. Efter 2 dages vandring i våde sko og sokker havde jeg vabler på fødderne.
Efter en times gang holdt vi det første hvil. Det var egentligt før guiden havde regnet med, men pigerne havde brug for at rokere rundt på noget af det mad vi havde medbragt.
Hvilet blev holdt på et flodleje, lige oven på et højt vandfald. Det var ret flot.
Terrænet fortsatte som hidtil, op og ned. Nogle gange med stigninger på helt op på 70 grader, så det var næsten som at klatre. Dette var dog kun få meter ad gangen.
Efter yderligere et par timer mere var det igen tid til et hvil og noget frokost. Dette gjorde vi på et flodleje hvor det var lækkert koldt, at blive vasket. Vandet i floden blev også brugt til at fylde vores flasker med.
Efter yderligere et par timer kom vi til den klippe hvor vi skulle sove. Det var perfekt til at overnatte ude i junglen her. Klippen hang ligesom ud over et stenleje, som så var dækket af afskårne grene. I forvejen lå der nogle gamle visne grene fra sidste gang han havde haft folk heroppe.
Når hulen ikke bliver brugt af mennesker, bruges den af flagermus. Så alle stenene var helt grønne af guano (flagermus lort).
Vi var alle godt trætte efter turen, så vi satte os ned for at slappe af. Men ikke nevøerne, de gik straks i gang med at hente nogle friske grene vi kunne ligge oven på de gamle, og over guanoen. De var også ude og fælde hvert et træ til brænde, som de kom slæbende med. Så delte de stammerne op i mindre stykker, og flækkede dem. De havde ikke nogen økser, men brugte en machete. Til sidst pillede de, de 2 duer der i løbet af dagen var blevet skudt.
Imens nevøerne ordnede brænde lavede guiden et bål. Der lå noget brænde tilbage fra sidst han havde været der, og de visne blade var gode til at tænde op med. Det var faktisk rigtig smart, han sørger for at efterlade ting til næste gang han kommer. Tørt brænde og visne blade til at tænde op med.
Han havde også gryder og lignende liggende deroppe så han ikke behøvede at slæbe det med frem og tilbage.
Da det hele var klart lavede han mad på bålet. Med medbragte nudler og duerne lavede han en suppe, hvor der var ris til. Det smagte fint.
Efter vi havde spist var det blevet mørkt, og da der ikke er ret maget at lave ude i junglen og vi var trætte, lagde vi os til at sove. Guiden sørgede gennem hele natten at holde gang i bålet, så myg havde vi heller ikke nogen problemer med.
Da vi var kommet tidligt i seng kom vi også tidligt op. Jeg sov fint på min grenmadras, bortset fra at jeg vågnede tit, og til sidst synes jeg natten var ved at være lang.
Fint tænkte vi lad os komme af sted. Jo før vi kommer af sted jo før er vi hjemme. Men sådan gik det ikke. Guiden forsvandt hurtigt, han skulle ud og jage. Og da det var lidt dårligt vejr, regn og blæst, havde han ikke travlt med at komme af sted, men håbede i stedet på opklaring. Oppe af formiddagen kom han tilbage med 4 duer.
Efter nogle timers vandren nåede vi toppen, fuldstændig pakket ind i skyer, så vi kunne ikke rigtig se noget. Der skulle ellers være en rigtig lækker udsigt, ærgerligt.
Turen ned tog 3-4 timer og var egentligt det mest anstrengende på turen. Det havde regnet en del så der var glat. Nogle gange smuttede ens fødder så man var ved at miste balancen. Der var også en masse huller som ens fødder smuttede ned i, den ene gang skrabede jeg skinnebenet, og Kathrine røg næsten ned til livet i et af dem.
Denne del af turen var den mest kedelige. Vi var våde og trætte, og da højdepunktet, toppen, var nået, og havde været en skuffelse, var det bare om at komme ned. Junglen synes vi også vi ligesom havde set, selv om det ikke er meget væk fra ens fødder man kigger.
| 