Tilbage til Dagbog

Sidste dagbog fra Palau.

Så er der en dag tilbage før planlagt afrejsedag. Båden stråler af ny maling, lak og rengøring. Fuglen og dragen på siden af båden, er endelig blevet færdige. Det var ellers en sjov udfordring for dem der gjorde det. Det foregik ud over lønningen eller fra gummibåden. Vickie og Astrid eksperimenterede med at sidde i redningsveste i vandoverfladen eller på vores lille gynge.

Vores nye mesan (bageste sejl) er kommet fra Thailand, helt hvidt og stift, dog en lille smugle for lille. Solsejlet er blevet færdigt og sat op. Det er lidt bredere end det gamle og rummet på dækket virker større. Det er så fint. Og som en mindre skjult overraskelse havde Martin bestilt hynder til kistebænkene og cockpittet. For på Nordkaperen er det lidt svært at finde et sted hvor man sidder godt. Der er blevet gjort grundigt rent i sovesalen (ved agerkøjerne), køkken-allerummet (salonen/køkken) og kontoret (kortbordet). Hynderne på bænkene i salonen har fået nyt betræk og motoren er blevet ordet. Nu mangler vi bare at fylde det sidste i agterrummet (det bageste opbevaringsrum), lidt sort gummi mellem bredderne, vasketøjet og det store indkøb af dåser, toiletpapir og mel. Og alt det vi finder ud af…

Skønt vi har kæmpet for at få det sidste ordnet, er der stadig tid til dybe samtaler og længere forklaringer. Det skal fortælles at Mads Peter lige nu er ved at give kaptajnen en længere grammatisk forklaring, da han havde snublet over flere fejl i sidste dagbog. Der bliver snakket nutids r og sammensatte ord. Det er dejligt at have noget man ved noget om – alt kan bruges.

Så har vi endelig holdt vores egen afskedsfest på Krämers, vores stambar. Efterhånden har vi jo holdt et par fester for folk der skulle hjem eller videre, men endelig kom turen til os selv. Nogle af de andre bådbeboere kom og spiste middag med os og bar-parret gav den fuld gas med musikken og show i baren. Det er et sted vi har tilbragt mange gode timer, med tætte dartrunder og bordfodboldkampe.

Vi skal jo forlade Palau nu. Ud og ud i Stillehavet. Vi glæder os meget og er super spændte. Det bliver fedt at komme ud at sejle lidt mere, dog først i 4 dage, men nu sker der noget. Vi skal ud at se noget nyt. Yap som er første stop skulle være nogenlunde lig Palau, men mindre. Der skulle være nogle helt specielle dykkersteder med stimer af mantarays der kommer ind for at blive renset af de små fisk. Derefter er det atollerne (vulkanskabte koraløer) der skal udfordres. Det bliver vildt at skulle forlade det civiliserede samfund og kun møde lokale folk der kun har set deres egen ø og naboøen. Der er i hvert fald en forestilling vi har.

Vores forventninger for de kommende steder er, at vi skal have en stor oplevelse ved at møde de her folk på øerne, og se hvordan de lever. Det bliver helt unikt at besøge folk der lever op til 6 måneder uden besøg fra omverdenen, steder der ikke engang har en radiostation. Vi forventer det bliver et eventyr uden lige. Vi skal holde en jul vi aldrig vil glemme og nytår hvor vi er blandt de første på jorden der skifter år. Det lyder jo allerede vildt, men det er utrolig svært at forestille sig hvordan det bliver.

Johanne, med blød kritik fra besætningen.

 

 

Lidt om historie på Palau.

For de historieinteresserede er der ikke så fandens meget at komme efter på Palau. De har simpelthen ikke meget at byde på. Hvorfor? Ja, det er jo ikke fordi der ikke er sket noget her. Selvfølgelig har landet en historie, men det er bare som om den er gået i glemmebogen, sammen medlandets kultur. Palau har i mange år været en lille brik i de europæiske magters spil. Hvad der foregik her inden europæerne kom, er der ikke nogle der kan huske. Hvis man f.eks. ser på de seneste 100 år på Palau, har øerne været først underlagt tysk styre indtil første verdenskrigs afslutning, derefter overtog japanerne og brugte øerne som et vigtigt militært støttepunkt i Stillehavet. Efter at japanerne var slået efter anden verdenskrig overgik øerne til de amerikanske sejrherrer og de har så været her lige siden. Symptomatisk nok for Palaus historie, har en af de vigtigste historiske begivenheder ikke meget med landet her at gøre, eller ikke meget med landets oprindelige befolkning i hvert fald. Palau kom til at udgøre scenen for et af stillehavskrigens blodigste slag, mellem Japan og USA. Dette kom vi til at se lidt nærmere på forleden dag, da vi kombinerede en dykkedag med en tur til Palaus sydligste ø, Pelilu. På denne ø havde 10.000 japanere forskanset sig og fået ordre om at kæmpe til sidste mand når amerikanerne kom. USA anså øen for strategisk vigtig, eftersom den lå så tæt på amerikanernes base på Fillipinerne, at japanerne kunne bombe dem her. Kampene på øen blev hårdere og kom til at vare længere end amerikanerne havde regnet med og begge lande kom til at lide relativt store tab. Kampene kom til at foregå først ved den strand hvor amerikanerne gik i land og senere inde i øens jungle, hvor japanerne havde forskanset sig i klippehuler og opstillet artilleri skjult af skoven. I dag står en masse af japanernes forsvar tilbage, rustent og tilgroet. Midt imellem skov og strand står pludselig en gruppe tanks og oppe af bjergsiderne kan man finde klippehuler som japanske snigskytter har brugt. Det var spændende at se så meget krigsmateriale stå uberørt tilbage og interessant at se en tank i virkeligheden i stedet for i en bog eller på Discovery Channel. Samtidig var det svært at forestille sig, at der for godt 60 år siden blev udkæmpet blodige slag i sådan nogle smukke, fredfyldte omgivelser.
Tilbage til Palaus historie, så kan man sige, at øens historie de seneste århundreder er stormagternes historie. Øens særegne historie, traditioner og kultur er gået tabt i takt med at landet er gået fra et styre til et andet. Samtidig får man indtrykket at, at historie ikke interesserer folk her. Vi har oplevet at spørge lokale palauanere (som i øvrigt at venlige mennesker) om øens historie, eller om vej til et historisk "highlight", uden at de har kunnet hjælpe os. De lokale ved ikke hvor deres seværdigheder er. På Yap som vi kommer til næste gang har befolkningen i højere grad formået at bevare oprindelige traditioner og kultur og dermed er der nok også mere at komme efter for de historieinteresserede. Det glæder vi os til.

Mads Peter


 

 

Worldsailing.dk © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use