Lidt om kultur og historie på Mikronesiens øer.
Mikronesiens historie ligner på mange punkter Palaus og ligesom det var tilfældet med Palau, er det også svært at finde ud af ret meget om Mikronesiens historie.
Mikronesien er et ret nyt land og består af staterne Yap, Chuuk, Pohnpei og Kosrae. Nogle gange tælles også Palau og Guam med i Mikronesien, men officielt hører de ikke til. Fælles for østaterne i Mikronesien er, at de alle 'træder ind i verdenshistorien' med Spaniernes erobring af dem i løbet af 1500-tallet. Hvad der skete før kan være svært at sige noget om. Problemet er, at mikroneserne ikke selv havde et skriftsprog og at der derfor ikke findes skriftlige kilder fra før spanierne. Historien er blevet overleveret mundtligt som mange andre steder i verden, men i dag kan det være svært at holde rede på hvad der er myter, løgnhistorier og fakta. Meget af den mundtlige historie er meget farverig med troldmænd, flyvende klipper, uhyrer og andet hokus-pokus. Hvis man vil dybere ned i Mikronesiens historie kræver det større studier. Hvad der dog er sikkert er, at øerne før i tiden ikke har været samlet under ét styre og at der frem til spaniernes ankomst, blev kæmpet blodige kampe mellem de forskellige øers befolkninger.
Hvad der til gengæld er særlig interessant ved dette område er, at man ved at besøge de små øsamfund i dag, i 2009, kan få et godt indtryk af hvordan der har set ud for århundreder siden. I modsætning til vores samfund har øerne nemlig ikke udviklet sig i nær samme grad i løbet af de sidste 4-500 år. Traditionerne holdes i den grad i hævd og den måde befolkningen lever på i dag er meget lig den måde hvorpå de levede i gamle dage. Mændene bygger udriggerkanoer efter samme principper som da mikronesere for ca. tusind år siden sejlede Stillehavet tyndt i denne bådtype. Disse kanoer bygges kun ved håndkraft af store udhuggede stykker Mahogni og Brødfrugttræ. Tovværket laves af trådene fra en 'behåret' kokosnøddeskal, men med sejlet er der snydt lidt. Hvor det før i tiden var lavet af flettede palmeblade er det i dag normalt syet sammen af stof. I disse kanoer fisker mændene tidligt om morgenen og kanoerne udgør samtidig det naturlige samlingspunkt i landsbyens 'Mens house'. Hver landsby har et mens house hvor mændene i løbet af dagen og aftenen hænger ud, bygger kanoer, snakker om vigtige og uvigtige ting og drikker den lokale hjemmelavede alkoholiske drik, Tupa. Til hvert mens house hører en 'Chief', eller høvding og hver ø har én over-høvding. Høvdingene er dem man altid skal henvende sig til først når man kommer som fremmed gæst til øerne og høvdingen har det øverste ansvar og er den øverste myndighed på øen. Høvdingen bestemmer f.eks. om der må drikkes tupa, hvordan der må fiskes og han træffer afgørelser i stridigheder indbyggerne imellem. Dette chiefsystem er meget gammelt og har ikke ændret sig afgørende igennem århundreder. De Chiefer vi har mødt har været fornuftige og sympatiske (måske på nær én som var ret irriterende) og deres autoritet er uanfægtet på øerne. Kvinderne går hjemme og laver mad og passer børn. De er klædt i den traditionelle lava-lava, som er en slags underkjole, derudover har de ikke noget på. Bare bryster er der altså masser af på mange af Mikronesiens små øer. Mændene er iført en slags sarong og bar mave (det er også varmt på øerne). Madvariationen på øerne er minimal. De lokale drikker regnvand og kokosnøddesaft i spandevis og man kan dårligt gå nogen steder uden at blive budt en kokosnød 'You want coconut? - You want banana?'. Bananer er der mange af og de tilberedes på en række forskellige måder. Så er der den essentielle Tarorod. Den dyrkes inde på øerne i ferskvandsmoser og kan med en vis ret sammenlignes med kartoflen. Taro bliver både kogt, stegt og brugt i kage (dog uden held – Tarokage er det værste vi er blevet budt på). Brødfrugt koges og minder som navnet antyder lidt om dej. Lækkert er det heller ikke. Hertil kommer selvfølgelig fisk som de ofte ryger, samt kyllinger og grise som de har gående. Kokosnødden er måske det bedste eksempel på hvor godt de lokale udnytter de råvarer de har til rådighed. Nøddernes saft drikkes og kokoskødet spises eller kommes i retter, trådende fra skallen bruges til at lave tovværk, bladene bruges til sejl, tynde madrasser, tallerkner, mm. og træet kan også anvendes. Den måske vigtigste forskel mellem vores samfund og deres er, at deres (stort set) er pengeløst. Det gør det svært for øerne at handle med andre og gør at de må forblive selvforsynende, samt leve af den bistand mikronesiens regering yder (og de penge kommer så i sidste ende fra USA). Samtidig mindsker det forskellen på folk – der er ikke rigtig nogle rige og fattige (nogle har selvfølgelig mere end andre).
På nogle vigtige punkter har øerne naturligvis udviklet sig. På alle øerne er der en skole med rimeligt moderne udstyr i form af bøger og computere. På de større øer er der high schools, hvor de gerne har splinter nye Mac-computere. Og selvom øerne er ret isolerede samfund, så er det tilsyneladende kun et spørgsmål om tid før de også får Internet derude; noget der nok kunne ændre en del på de gamle samfund. Nyere ting er der også på øerne. Amerikanske cigaretter kan købes hos en lille købmand og nogle øer har sågar strøm.
Ved at kigge på øerne i dag, kan man altså få et godt indtryk af liv og traditioner gennem århundreder. Men hvad vi herhjemme anser for vigtigt i historien, nemlig konger og krige, må for øernes vedkommende forblive uklart. Jeg har flere gange forsøgt at få de lokale ud med sproget og det har ofte krævet en del Tupa, hvilket var en meget høj pris – det smager slemt. Men det er ikke lykkedes mig at få ret meget god historie ud af de lokale. Måske havde det været muligt hvis vi havde haft mere tid og tupa.
Men for at komme tilbage til de historiske holdepunkter, så kom tyskerne efter spanierne. Spaniernes indflydelse har været større end man måske lige umiddelbart tænker, for det var dem der bragte kristendommen ud til øerne. Stort set alle øerne er katolske og der er noget mere fyldt i kirkerne om søndagen end hjemme i Danmark. Hvad tyskerne fra sidst i 1800-tallet til 1918 har udrettet er ikke umiddelbart til at se i dag, bortset fra, at nogle øer i staten Pohnpei har taget protestantismen til sig fra tyskerne. Sjovt var det også at se, at øen Nukuoro, som den eneste vi besøgte havde en rigtig kirkeklokke – den var tysk. Japanerne som overtog herredømmet over øerne efter 1. verdenskrig har efterladt sig mere synlige spor. Flere af øerne blev nemlig, som Palau, brugt som militære stillehavsstationer. Det gælder f.eks. øen Woleai, hvor man flere steder i junglen og langs kysten kan finde gammelt rustent artilleri og bunkers. På Pohnpei kan man oppe på et lille bjerg ved kysten se to store antiluftskyts, et par bunkere og en stor kanon opstillet så den kunne beskyde amerikanske skibe. Alt dette får lov at stå og det giver et meget mere ægte indtryk af hvordan det har set ud, end hvis man havde slæbt det på museum (ulempen er at tingene forfalder). Særlig vigtig for japanerne var Chuuk, hvor stort set hele den japanske flåde i februar 1944 under den såkaldte operation 'Hailstone' blev sænket af amerikanerne. Det gør Chuuk til et populært dykkersted og vi dykkede et par gange på skibsvrag og nedstyrtede fly. På Puluwat, en af Chuuks atoller var vi oppe i et gammelt japansk fyrtårn, som var forladt og nærmest gemt væk af regnskovens træer. Oppe fra toppen kunne man får et fantastisk overblik over Puluwatøen og se ud over Stillehavet til alle sider. Desuden så vi, hvordan japanere i dag ind imellem besøger disse steder og efterlader sig stykker af stof, som mindesmærke over de faldne i 2. verdenskrig. På Puluwat så vi også en bådbro fra japanernes tid. Den var ret ødelagt, men var alligevel stadig i brug. Det fortæller også noget om disse øer. Meget har fået lov til at stå og der er ikke kommet vildt meget nyt til. Selvfølgelig er øerne begrænsede af deres afsides placering og deres ringe muligheder for at dyrke ret meget og ikke mindst af deres økonomi – øerne er nogle af de sidste ikke kapitalistiske samfund i verden, men alligevel forekommer det mig, at øernes udviklingsmæssige stadie også i høj grad skyldes den mentalitet der hersker i Mikronesien. Der er ikke nogen higen efter fremskridt og traditioner vejer meget mere end nye ideer. Hvor vi gerne siger, at grunden til europæernes og den vestlige verdens teknologiske og velstandsmæssige succes skyldes århundreder med indbyrdes konkurrence staterne imellem og ønsket om at forøge sin formue, er disse tendenser ikke til stede i de små øsamfund.
Efter japanerne blev smidt ud af Mikronesien kom amerikanerne til og de har stadig stor indflydelse i dag. Det er heller ikke tilfældigt, at engelsk er det fremmedsprog de lærer på øerne og at stort set alle vi har mødt taler engelsk. De større øer har i høj grad mærket den amerikanske indflydelse og på Yap kunne vi opleve hvordan samfundet nærmest var blevet smadret af billig amerikansk dåsemad og øl. Her var der mange der ikke foretog sig meget og i høj grad levede på den amerikanske støtte som øerne fortsat modtager (øerne er, om end ikke længere officielt så stadig praktisk, American Thrust Territory). Federated States of Micronesia blev oprettet i 1980'erne og er åbenbart så stadfæstet selv på de små øer i dag, at alle mand er i stand til at synge Mikronesiens engelsksprogede nationalsang fra dengang. Hovedøerne: Yap og så vidt vi kan se særligt Chuuk er altså kulturmæssigt ikke interessante, der er det meget mere spændende at besøge de små øer som er helt forskellige fra alt hvad vi i Danmark er vant til.
Det største historiske highlight siden før Palau ligger lige foran os. Det er hvad nogle kalder 'Stillehavets Venedig' og ligger på Mikronesiens største ø, Pohnpei. Nan Madol hedder stedet og det er et stort kompleks af kunstige øer, for størstedelens vedkommende anlagt i 1200-tallet. Det glæder vi os meget til at se, så er der noget for de historieinteresserede.
Mads Peter
