![]()
Kosrae-Tarawa.
Jeg landede på Kosrae på en meget varm dag. Jeg fik mit stempel i passet og stillede mig pænt og ventede på bagagen. Da alle de andre passagerer fra flyet havde fået deres, og gået gennem tolden, stod jeg stadig og ventede, da der pludselig kom en meget svedig mand løbende og spurgte om jeg manglede noget. Han fik mine bagagebilletter og efter 10 lange min. Kom han dog tilbage med mine to stk. på 38 kilo i alt.
Fra lufthavnen og ud til hvor kaperen lå, kørte vi på ladet af en mini lastbil. Der var ikke så langt men det var en god lille køretur og jeg fik set lidt af Kosrae.
Næste dag gik jagten på gearolie og en dåseåbner fik vi også med i købet. Før vi kunne sejle af sted skulle vi skifte gearolien og det tog os en rum tid at finde aftapning hanen, men da det endelig lykkedes og vi langt om længe fik åbnet for den, så gik det som smurt. To nye liter kom på og vi var ved at være klar til afgang. Der var provianteret, og bunkret vand og diesel så vi ventede bare på højvande.
Vi delte os ind i 4 vagter, Martin, Christine og Simon havde fra 3-6. Michael og Mikkel 12-3. Steffen og Sofie K. fik 9-12 og Charlotte og Jeg tog 6-9 vagten. Ankeret blev hevet op og vi tøffede derud af.
Vi havde fra start en frisk vind og en del sø, så den første aften var der ikke nogen der kunne være neden under, uden at det var for at sove. Mikkel forsøgte sig med madlavning, men Martin måtte tage over da han måtte op og ofre. Charlottes og min vagt fra 18- 21 var meget stille, kun afbrudt af sætninger som: ” puha, kan du lige styre lidt?”, ”sikken et lorte vejr.”, ” Hvad er klokken?” og ”det skulle bliver bedre vejr på Tarawa..” det var nogle lange 3 timer. Flere måtte den nat, give aftensmaden fra sig uden fordøjelse.
Vejret blev lidt bedre de følgende 3 dage, det var meget omskifteligt. Men vi vænnede os til det. Vi begyndte at sove mindre og snakke mere. Allerede på 2. dagen fangede vi en stor Wahoo, som blev til lækre tygge filere, som Simon fik skåret ud. Der var til to dage. Vi havde faktisk nogle gode dage for sejl mellem 4-6 knob. Martin, Christine og Simon var oppe på 7,3 knob i en byge. Charlotte og Jeg bjærgede klyveren da vi ramte 6,8 vi skulle jo nødigt slå de andres rekord.
Til gengæld havde vi også fået en anden ting vi kunne konkurrer om. Erann D Dist, kaldte vi den. Det var hvor langt vi havde sejlet på RNG dist.én altså om vi havde rykket os tætter på målet, Tarawa.
Michael og Mikkel lavede turens absolutte dårligste på -3,7 sm. Men der lå vi også bare og drev og badede for vi havde god tid.
På Martins fødselsdag lavede han selv rekorden på 16 sm. Det var solskin det meste af dagen. Vi fejrede den med hjemme lavet lagkage, pandekager, boller, cola og Cocio. Og masser af gode gaver hjemme fra. Senere på dagen måtte vi stoppe motoren pga. kølvands pumpens gummi impeller var helt færdig. Kølvands temperaturen var steget men heldigvis blev det opdaget før alarmen kom. Impelleren blev skiftet og vi kunne sejle vider. Næste dag fik vi motor stop ”igen” denne gang var det dysserne der skulle renses, de var også godt møget til. vi kunne dog sejle videre for sejl under begge stoppene, men kursen var ikke helt god.
Det skiftede meget mellem sol, stille vejr, sø og byger men de sidste par dage havde vi faktiske rigtig dejligt vejr, vi stoppede motoren og badede hver dag på mange kilometers dybde, sprang på hoved lavede forlæns og baglæns saldo som altid landede på ryggen og fik forbrændte næser.
Vi fik også besøg af en flyvefisk et par fugle, et stykke flydende flamingo og et plastikkrus, måske fra Mc. D. ellers skete der ikke meget. Charlotte og Jeg udnævnte os til skibets metrologer da vi havde læst lidt i en bog om skyer, vi fik tit ret, men det var måske også nogle meget alsides udsigter vi kom med.
De sidste dage var det meget rolig sejlads, flotte solnedgange og stjerneklare nattevagter. Kl 6. søndag da Charlotte og jeg vågnede kunne vi se Tarawa. Jeg styrede Kaperen hele vejen ind af indsejllingen, og hen hvor vi kastede anker. På vejen rundt om en bøje kom et stort last skib som skulle ud. vi passerede hinanden med 50 meter, men selv på den afstand var det et meget stort skib og der blev taget billeder og vinket. Efterfølgende var vi lidt i tvivl om hvor den næste bøje stod og vi kunne ikke være sikker på da alle var der og heller ikke om de optegnede dybder var helt rigtige. Så nerverne sad ret langt uden på bikinien den morgen. Men jeg klarede den og nu ligger vi ved Betio havn. Der ligger mange andre store skibe her, og lige da vi havde smidt ankret fik vi besøg af 4 japaner der tog billeder af dem selv og Steffen også var de væk igen. De kom fra en olietanker som er tilbage holdt her, pga. en retssag om noget diesel. Ellers er der bare en masse vrag og en coastguard, en husbåd, et andet lille sejlskib og nogle andre lastskibe.
Vandet skulle være fyldt med kolibakterier men vi er ikke blevet syge endnu. Så vi tager det ikke så tungt. På fredag sejler vi vider til en lille atoll der ligger lidt nord på. Mikkel er kommet med flyet til Fiji og vi har fået en ven, Pactrik som køre rundt i sin bil med sin søn, Junior. Været på bar og resturante som er meget lokalt. Ellers er folk flinke og hjælpsomme.
Sofie D. | 