|
Søndag d. 6. juli 2008
Kære alle i ”sommerdk”
Denne dagbog dækker afgang fra Gili og tiden indtil nu, hvor vi ligger til anker ved Sumba, Waingapu.
Vi tog fra partyøen Gili Trawangan tirsdag d. 25, og her sagde vi farvel til David, som har fulgt togtet siden værftsopholdet i Thailand. På Gili havde vi festet og hygget med Jacob (Mikkels bror, der for resten møder os igen i Darwin) og de tre tøser han rejste med, Britt, Linea og Stine. Dem fik vi også vinket farvel til. Herfra startede vi sejladsen mod Komodo, og det blev til fire dages meget rolig sejlads - for sejl det meste af tiden.
Sådanne dage går tiden med bøger, småreparationer, madlavning og lange middagslure. Flere gange blev der råbt: ”DELFINER!!!”, og så kunne folk pludselig vågne op og begyndte at banke på skroget og snakke delfinsprog. Undervejs har vi også fået mange gode grineflip af satiregruppen, ”Svedbanken”, og så opstår der efterhånden også en helt bestemt skibshumor omkring maritime udtryk og ting ombord. Bl.a. dukkede Mikkel en dag forarget op af kabyssen med en knold i hånden. ”Er der en grund til at gemme denne her gamle runkne kartoffel på kortbordet?!” Det viste sig at være en klump bivoks, der bruges til at vokse taklegarn, så det ikke går i forrådnelse. Nattevagterne bliver også nydt i fulde drag, når vi stille og roligt flyder derudaf. Der bliver talt mange stjerneskud!
Søndag d. 30. juni smed vi ankeret i ved en lille ø nordøst for Komodo. Her havde vi en rigtig fin formiddag, hvor nogle udforskede øen og alle senere sprang i vandet og snorklede. Vi var alle imponerede af sigtbarheden, der gjorde det muligt at se helt utrolig mange smukke fisk. Senere samme dag sejlede vi til Komodo, hvor vi først satte kursen mod en lille landsby. Vi håbede på, at kunne købe frugt og komme på restaurant, men idet vi nærmede os byen, blev vandet omkring skibet pludselig fyldt med råbende, jublende børn i små kanoer. De var meget nysgerrige. De pegede på småting, der lå på båden og rodede i vores skraldespand, hvorfra de snuppede klude og en opvaskebørste. Vi gav dem slik og kiks, som skabte flere små kampe drengene imellem. Her var hverken restaurant eller frugt, for byen var simpelthen for fattig. Derfor tog vi hurtigt videre mod Komodo National Park Ranger Station.
Tidligt mandag morgen købte vi adgang til nationalparken og kom på en to timers gåtur. Vi havde flere steder fået anbefalet at tage til øen, Rinca, for at se komodovaraner, men Mads holdt stædigt på, at komodovaranen da skulle ses på Komodo. Vi så ikke skyggen af varaner – men en hel del hjorte, og tog derfor hurtigt videre. Vi fik endnu en fantastisk eftermiddag med snorkling. Denne gang så Martin bl.a. en ”whitetipt reefshark”, Ane så en ”manta ray – rokke”, Mads så delfiner, og vi fik alle et glimt af havskildpadder. Igen var sigtbarheden helt utrolig!
Næste morgen stod vi tidligt op ved øen, Rinca, der også er en del af nationalparken. Søvndrukkent gjorde Anna gummibåden klar.. ”Kom nu, så vi kan få set de der katamaraner!”. Da vi gik ind imod den lokale ranger station dukkede fortidsdyret pludselig op bag en gruppe buske. En stor hanvaran på næsten 3 meter sneg sig stille og roligt ud over en græsmark i morgensolen og tog ikke synderlig notits af de mange kameraer. Jeg, Laura, blev tilbage på rangerstationen pga. vulkanslidte knæer, mens de andre tog på gåtur. De så varaner, okser, vildsvin, hjorte og ørne, men fra stationen, hvor jeg sad, luntede mindst ti varaner i forskellige størrelser omkring. Et par fuldvoksne hunner sneg sig bl.a. ind på toilettet for at drikke vand, og jeg holdt øje med at en eller anden tissetrængende person ikke farede uvidende derind.. På engelsk kaldes øglerne ”Komododragons”, og det er egentlig et meget passende navn. Landskabet i nationalparken minder også om noget fra et eventyrland med drager. Det er meget mere goldt og barskt end det frodige Bali og palmeøen Trawangan. Dragen kan lugte blodspor på fem til ti kilometers afstand, og så er det er dragens spyt, der er dødelig giftigt, men der er dog håb, hvis man bliver bidt. De ansatte på stationen fortalte, hvordan en ansat havde sovet middagslur på verandaen og var blevet bidt. Han var blevet fløjet til Bali og overlevede vha. medicinsk behandling. Ikke desto mindre gik vi meget tæt og med flere lommelygter, da vi aftenen før gik tilbage til skibet efter aftensmad på stationen!
Tirsdag aften ankom vi til Flores, hvor vi hurtigt spottede et hyggeligt spisested med tagterrasse og udsigt til solnedgangen. Her dukkede pludselig to danske fyre op, Mikkel og Jacob, der spiste med og blev inviteret på øl ombord på Kaperen. Vi arrangerede hurtigt dykkerture med de to gæster, og således gik onsdag og torsdag. Endnu engang var vi alle imponerede af revene i nationalparken. Det gav helt sikkert de flotteste dykkeroplevelser til dato. Selv den nye Mikkel, der var den mest erfarne dykker, mente det var et af de fedeste dyk, han havde haft. Her blev der set flere hajer, skildpadder, delfiner, store og små farverige rokker, moræner, dragefisk og tusindvis af små kulørte fisk. Et sted var strømmen meget kraftig, og det var tydeligvis en del af årsagen til det spraglede rev. Strømmen gjorde os dog også meget opmærksomme på at holde øje med hinanden - især de, der dykkede rigtigt. Torsdag aften sluttede vi gæsternes besøg af med pølsehorn og chokoladekage, og fra gemmerne rundt omkring dukkede der pludselig hvidvin og vodka op, og Anni blandede bowle af den lokale drik ”arak”. Der er ikke mange regler på Nordkaperen, men en god gammel én er, at man ikke kan bremse en fest. Har nogen startet en fest, så bliver der altså fest!
Fredag d. 4. juni fløj Mikkel og Jacob til Singapore og vi valgte at sætte kursen mod Sumba. Vi har diskuteret denne strækning, for vi er blevet anbefalet at sejle nord om Flores og herfra til Darwin, da dette skulle være den mest rolige vej. Nu har vi altså valgt at besøge Sumba, fordi vi håbede at kunne komme på internet og udimmigrere fra Indonesien. Nu ligger vi ved Sumba og her er intet immigrationskontor og internettet er søndagslukket, så vi må tage et smut forbi Timor på vej til Darwin. Det bliver spændende, hvor skør en sø vi får på denne strækning. Vi kan nok forvente både modstrøm og modvind.
Det slår dog ikke humøret ud! Dårlige maver spøger engang imellem, men de bliver oftest overvundet på et par dage. Vi er netop blevet foræret en tun, som Mikkel har givet sig i kast med. I morgen håber vi at komme på tur på Sumba.
Vi håber alle I derhjemme har det godt! Der bliver tænkt på jer!
Kærlige hilsner fra Anna og Laura og alle de andre Forside
|
