|
Fra Dili til Gili
17. oktober 2009
Vi forlod Dili og satte kurs mod Kupang, vores første stop i Indonesien. Undervejs besluttede vi, at tage en overnatning for anker, det dejligste sted vi kunne finde. Vi valgte at smide ankeret ud for den lille ø Pulau Batek. Vi gik i grupper på opdagelse på øen, og her så vi to kæmpe skildpaddeskjold, der viste os, at selv som tomme hylstre er havskildpadden et imponerende dyr! Vores tur fortsatte op af en primitiv trætrappe til toppen af øen, for vi skulle op og se hvordan Kaperen tog sig ud i de nye omgivelser. Da vi nåede op, befandt vi os på en Indonesisk militærbase, i form af tre faldefærdige huse og tre soldater der sad og røg smøger. Der skulle de sidde i tre år. De var normalt ti, men resten var på fastlandet for at hente forsyninger. De var vældig søde og afslappede og skulle selvfølgelig ha’ taget billeder med os. På basen var der et fyrtårn, som vi fik lov at kravle op i, for at nyde den storslåede udsigt. Fyrtårnet var et gammelt jern skellet, der manglede trin og hvor gelænderet flere steder var rustet væk. Udsigten var dog den, for undertegnedes vedkommende, usikre og bævende tur værd. På vores vej tilbage til Nordkaperen, stødte vi ind i de resterende soldater, og de syntes ikke det var en ubetinget god ide, at vi befandt os på øen. Sagen var nemlig den, at vi ikke havde fået vores officielle tilladelse til at være i Indonesien, da dette skulle ordnes i Kupang. Vi slap dog uden større besvær, og efter en aften med udklædnings fest (Vi syntes, at der skulle ske noget nyt under middagen, og besluttede os for at klæde os ud. Især drengene i bikini og dametøj var et syn der længe vil være indprentet på vore nethinder) og en dejlig rolig nat, fortsatte turen til Kupang.
Kupang mødte os med al Indonesiens larm, charme og summen af liv. Allerede ude fra skibet kunne vi høre, at nu var vi kommet til nyt land. Vi var forberedt på, at skulle sidde på Kaperen det meste af dagen, indtil kaptajnen havde fået alle papirerne i orden med myndighederne. Takket være vores utrolig rare agent Napa, tog det blot omkring halvanden time inden vi kunne gå i land, trods en surmulende udsending fra sundhedsmyndighederne. Han surmulede, fordi vi ikke ville lægge ekstra dollars oven i det aftalte beløb, for at få vores visum. Korruption lever i bedste velgående i Indonesien. Kupang er en levende by med fart over feltet og menneskene her var mærkbart anderledes end i Øst Timor, på trods af, at de to lande ligger så tæt op af hinanden. De var mere højtråbende og påtrængende, men i virkeligheden lige så rare. Om aftenen var der rigtig liv i byen, omkring hundrede små madboder blev sat op på en gade, der blev lukket af for biler, og her fik alle deres aftensmåltid. Det osede af liv og dufte, og man kunne få næsten alt hvad hjertet begærede. Friske fisk fra grill, traditionelle risretter, grillspyd med kød, suppe, pandekager og dejlige friske juice. Vi købte mad fra flere forskellige boder og satte os så ved et bord, hvor der nu lige var plads og inhalerede stemningen af en ganske almindelig aften i Kupang, som for os var helt vidunderlig og eksotisk. Efter dette måltid fandt vi en bar, hvor vi fik nogle kolde øl, mens vi ventede på, at Nina og Daniel skulle ankomme. På denne aften skulle vi nemlig gå fra otte besætningsmedlemmer til ti. Næste dag blev der handlet ind, og gjort de andre sædvanlige forberedelser, inden vi skulle rejse videre mod Komodo øerne sidst på eftermiddagen.
Første stop i Komodo området var selve øen Komodo. Her ligger den mest charmerende lille fiskerlandsby. De af os, der har rejst rundt i Indonesien før, havde fortalt, at vi knap nok ville kunne nå at kaste anker, før det ville vrimle med små både omkring skibet. Ganske rigtigt, i løbet af ingen tid, var der vel omkring ti kanoer og større både hos os. Nogle med voksne mænd der ville sælge os smykker og udskåret komodovaraner, men langt de fleste med børn der kom for at kigge på os. De bad os også om ”Pen School”, da der var ved at blive bygget en skole i den lille by. Efter nærmere inspektion af dette byggeri, virkede det dog som en plan med lange udsigter. Byen var som sagt aldeles charmerende, med de fineste huse, i smukke farver, bygget op på stolper. Rundt omkring hang farverige tørklæder til tørre og i det hele taget var byen, trods fattigdom, et festligt syn. Menneskene der, var åbne og varme og ville gerne ha’ taget billeder, både de ivrige børn og kvinderne der ordnede fisk.
Efter nogle timer ved Komodo landsbyen, sejlede vi mod en lille ø hvor vi kunne ligge for anker for natten, snorkle og dykke. Komodo området er fyldt med små ubeboede øer, hvor der er perfekt snorkling og dykning. Dette var bestemt også tilfældet med vores ankerplads, og vi kunne snorkle i det varmeste vand med det mest farverige fiskeliv. Her blev der set rokker, blæksprutter og dragefisk, samt en masse andre smukke fisk og koraler. Om aftenen lavede vi bål på stranden, spiste majs og snobrød, drak drinks og så på stjerner. Vi jokede lidt med, at vi skulle passe på komodovaranerne, der kan slå et menneske ihjel med et bid, da deres spyt er smæk fyldt med bakterier, men vi så heldigvis aldrig nogen, det blev højst til nogle store krabber.
Næste dag sejlede vi til Labuan Bajo, der er den største by på øen Flores. Her skulle vi være nogle dage og hente Kristian som skulle blive vores elvte besætningsmedlem. Labuan Bajo er en dejlig lille by med en spirende turisme. I den ene ende af byen ligger turistprægede restauranter, turistbureauer og dykkercentre og i den anden sprudlede det lokale miljø. På Labuan Bajo blev det til god mad, fest og nye bekendtskaber. Vi mødte blandt andre en Hollandsk – Engelsk familie med to små børn, der havde sejlet rundt i deres lille skib i ni år. Dejlige inspirerende mennesker og nogle dejlig uspolerede børn, der bevægede sig rundt på et skib som det mest naturlige i denne verden, og som ikke kendte til de værste dvd’er, legetøj og computerspil.
Vores næste stop var ved øen Rinja, hvor vi skulle se de berømte komodovaraner. Vi ankom til øen i mørke, hvilket ikke var planlagt. Det blev da også noget af en spændende indsejling. I havet omkring øen var der to rev som vi skulle imellem og selvfølgelig ikke støde på. Lauge og Jakob blev sendt ud i vores gummibåd(Dinghy), for at se hvor vi kunne sejle og meldte tilbage over radioen. Alle havde udkig efter rev og holdt tungen lige i munden. Vi klarede det uden problemer, men blev mindet om, hvorfor det er vigtigt, at sejle i sådan et område når det er lyst. Vi blev vækket kl. 05.30 af Jakob, der har et meget velindstillet indre ur, og lettere søvndrukne begav vi os i land. Allerede ti meter inde af stien, mod komodo reservatet, så vi den første komodovaran. Det var en lille en af slagsen, ca. halvanden meter, der lå på tværs af stien. Vi stod et godt stykke tid og kiggede på den og vurderede, hvordan vi skulle komme forbi. Til sidst spillede drengene med musklerne og råbte af den, så den dovent kiggede på os, spillede lidt med tungen og luntede væk. Det blev til et trek på to timer, med en meget lun og behagelig guide, med en veludviklet sans for humor. Vi så nok omkring en ti komodovaraner og tre bøfler. Den ene bøffel tog sig et dejligt muddermad og blev noget forstyrret, af elleve dumme turister der stillede sig op og tog billeder. Vi så også hvad komodovaranen kan udrette med sit bid. En af bøflerne var blevet bidt lige i rumpen og havde et stort blødende sår. Der vil nok ikke gå meget mere en tre uger før bakterierne fra biddet har slået bøflen ihjel og den bliver til et godt måltid for komodovaranerne. På engelsk bliver komodovaranen kaldt for ”Komodo dragon” og det forstår man godt, for ligheden med vores sagndrager er tydelig, den mangler bare et par vinger og evnen til at spy ild. Det er i sandhed et frygtindgydende dyr.
Det blev til en meget oplevelsesrig tid i komodo området, men vi glædede os alle til at sætte sejl og mærke Nordkaperens og havets kraft, på den to til tre døgns lange tur mod Gili øerne. Det blev nu til en fire dages rejse i stedet, for den gode gamle Kaper skulle vise sig, at spille os et puds. Den ca. 8 år gamle skrueaksel knækkede og vi kunne derfor ikke bruge motoren før den blev repareret. Dette betød, at vi måtte tage turen for sejl, indtil Martin fik udtænkt en nødplan. På denne tur oplevede vi, at gå fra næsten ingen vind, til at vinden blæste op og vi satte alle sejl om natten og skød 7 knob, til at vinden lagde sig fuldstændig og vi sejlede baglæns og til vinden igen tog voldsomt fat, så vi rullede rundt, hvorpå den igen lagde sig nogle timer efter. Martin er, udover at være en fremragende kaptajn, også en aldeles udmærket håndværker, og han fik med hjælp fra især Jakob, motoren til at køre igen. Hvad de lige præcis gjorde, ligger uden for undertegnedes evne at beskrive.
På denne tur har vi fordrevet tiden med, at ligge på dækket og dase, massere, bade og snakke. Martin var travlt beskæftiget, for han havde købt sig den fineste lille kano i Labuan Bajo, som han gik og satte i stand. Når vi ikke har haft travlt med at lave ingenting skal der jo også laves mad, vaskes op og ellers holdes nogenlunde orden. Også på dette lille stræk fik vi uovertruffen mad; kokosmælksgryde med ris, græskar/ kartoffel/karry gryde, pizza og ovnbagte kartofler, og ud over dette, dejlige hjemmebagte brød hver dag. Vi har også hængt ud og sunget, siddende på storsejlsbommen eller på en gynge ud over vandet. Der er blevet læst en masse, og Lauge har læst højt af Radiator trilogien, med sin perfekte københavnske accent. Undertegnede har læst højt af ”Kærligheden, kildevandet… og det blå ocean” skrevet af skibets ejer engang i 70’erne, og når vi har læst denne, føler vi os underligt forstået og forbundet.
Nu nærmer vi os Gili (for motor) og for nogle af os skal nyt land udforskes, mens det for andre bliver til et herligt gensyn.
Skrevet af Maria |
