|
Skrueaksel dagbog
Her er dagbogen om vores kedelige skrue aksel oplevelse. Det hele startede en solrig formiddag på sejladsen mellem Komodo øerne og Lombok. Vi gik for motor ud i det blå, der var ikke noget vind så vi kunne ikke gå for sejl, under min morgen kaffe hørte jeg en underlig lyd som ikke plejede at være der, jeg tog lidt omdrejninger af motoren og skulle til at gå ned og tilse motoren, så kom der en høj lyd og straks tog jeg motoren ud af gear og gik ned og så at skrue akselen var knækket, Jeg hoppede i vandet og så at skruen heldigvis stadig var ok, den havde ikke taget skade, vi fik bundet den fast under vandet, så skruen og den knækkede skrue aksel ikke drejede rundt når vi sejlede for sejl. Vi fik sat nogle sejl og sejlede med 1-2 knob mod Lombok. Det gik meget langsomt men der var ikke meget at gøre. Jeg tænkte i lang tid over hvad man kunne gøre, men en knækket skrue aksel er svær at reparere til søs. Vi gik videre meget langsomt for sejl, nogle gange baglæns, når vi ikke kunne gøre nok fart til at holde op mod modstrømmen. Solen bagte og vi stegte ombord.
Vi måtte indse at selvom der kun var 60 sømil til Lombok ville det tage mange dage, da vi halvdelen af tiden sejlede baglæns. Til sidst fandt vi på en løsning, Nordkaperen er et virkeligt veludstyret skib og det bugner af reservedele og dele man ikke vidste man kunne få brug for. Jakob og jeg finder 3 gange en halv meter gevind jern og 30 ens møtrikker der passer på gevind jernet. Vi skærer 6 lige lange stykker af gevind jern og bruger dem til at forlænge koblingen til akselen med, med møtrikker imellem, sådan at den lige præcis kan nå den afknækkede aksel med få cm. Vi spænder det hele sammen og tester det.. Det virker, nu har vi maskinen, når vi kommer tættere på land, jeg er bange for at gå ind i strædet mellem Bali og Lombok uden motor, strømmen kan nogle gange komme op på 10 knob og hvis der ikke er noget vind kan man ikke gøre så meget for sejl. Men nu har vi motoren og den virker i hvert fald i lave omdrejninger, jeg tør ikke give den for meget gas. Vi får humpet os ind til Gili Islands, som ligger op og ned af Lombok, dem kender jeg, der var vi også sidste år. Vi kommer fint ind og fanger en fortøjnings bøje, med fulde sejl og motoren kørende.
På Gili hygger vi os, Gili Islands er tre små lækre turist øer med alt hvad hjertet begærer, så det er ikke det værste sted at være havnet.
Jeg kommer i kontakt med nogen der ved noget og får i løbet af nogle dage arrangeret en slæbebåd der kan slæbe os til Bali, hvor jeg så håber på at vi kan få lavet en ny skrue aksel.
Der er ikke meget ved at blive slæbt og der er ikke meget man skal tænke over, så halvdelen af besætningen bliver på Lombok for at bestige Vulkanen Rinjarni, som jeg og nogle fra den tidligere besætning også besteg i 2008. En virkelig hård tur, Lauge Sille, Sisse og Christian har modet..
Jeg, Jakob, Maria, Sofie, Dan, Nina og Daniel bliver slæbt til Bali Marina, hvor vi kommer fint ti kaj og der er glædeligt gensyn med folkene fra marinaen som kender skibet fra utallige besøg.
En af de første dage møder jeg Cornelius en flink hollænder som har slået sig ned på Bali som maskin mand. Han hjælper mig med at få skaffet en ny aksel, nye motor beslag. Et af de gamle var flækket, som nok var grunden til at akselen knækkede. Alle delene bliver set efter og skruen bliver også slebet og afbalanceret.
Daniel, Jakob, Sofie og jeg for taget skruen af den knækkede aksel ud og en træ prob i hullet, så der ikke kommer vand ind i skibet. Det hele gør vi med dykker udstyr på.
Cornelius henter det hele og bestiller den nye aksel.
Vente tiden bruger vi på at opleve Bali, vi tager på forskellige ture ind i landet, ud og kikke på rismarker, gallerier, templer og meget andet. En del tid bruger vi også hos Crystal divers, en rigtig god lille dykkerskole ejet af Minni fra Danmark. Hos Minni har Vera og annsofie taget dykker certifikat. Daniel og jeg tager et udvidet certifikat, så vi har bevis på at vi godt kan dykke ned til 30 meter. Jakob tager et dyb dykker special kursus, så han er nede på over 40 meter.
Vi får også en masse dyk, specielt et af dykkene var rigtig godt, der så vi en masse kæmpe store manta rays
Efter 4-5 dage kommer den nye aksel endelig og skruen er slebet og ser fin ud, vi får sat det hele på, men venter stadig på de nye motor beslag. Da de endelig kommer er de skæve og passer ikke, så tilbage på værkstedet med dem. Og da de kommer igen, passer de stadig ikke frem og til bage og mig med på værksted og til sidst passer de.
Daniel og jeg sætter maskinen an med de nye beslag og den nye aksel. Vi kan ikke få det til at passe 100 % og er ret frustrede og vi er presset af tid, vores planlagte afgang fra Bali er lige om hjørnet. Sofie, Sille, Sisse, Maria og Christian er afmønstret. Maria, Vera og Annsofie er påmønstret, der er handlet ind og vi er klar. Og endelig ser det ud til at virke med den nye aksel. Daniel og Jeg har ligget med hovedet nede i maskinen i tre hele dage.
Vores Visa til Indonesien er løbet ud og jeg har tjekket os ud af landet, og vi ligger stadig inde. Endelig kommer vi af sted, 3 dage efter vi egentlig er tjekket ud af landet.
Jeg har en dårlig fornemmelse for den nye aksel og har egentlig allerede aftalt med en af mine venner, som ligger længere oppe i an bugt at han kan komme ud og guide os gennem revet hvis vi skulle få brug for det.
I Bali Marina gør vi klar til afgang. Jakob og Daniel har hentet store blokke med is hos fiskerne, pigerne har handlet ind og Dan har fået afklaret det sidste ude Crystal Divers. Da vi er klar til afgang, hjælper en anden sejler jeff os med at komme fra kaj, der står en kraftig vind tværs ind på kajen, så han trækker os sidelæns ud, med hans kraftige jet gummibåd. Skrue og aksel ser ud til at fungere fint, men nej da vi kommer ud af havnen gennem revet og tager fart i skibet, så begynder akselen altså at vibrere for meget, der var noget galt. Jeg ringer til min ven John, som sammen med en anden fyr Ben, kommer ud og henter os. De viser os vejen ind gennem et rev til en bugt, ved øen ”Serangan”. Vi smider ankeret og holder et skibsmøde.
Nu ligger vi igen her ved Bali, jeg har tjekket ud og vores visa er for længst udløbet, heldigvis må et skib altid søge nødhavn, hvis det har maskinproblemer, man skal bare oplyse det til myndighederne og hvis vi gjorde det er jeg sikker på at vi alle kom til at betale dagsbøder ikke til staten, men lige i lommen på den myndighed der først ville få fingrene i os og så kunne det blive en dyr fornøjelse hvis vi skulle lægge i mange dage. Planen var at holde lav profil og undgå myndigheder…
John og Ben er ombord, vi byder på en øl og de fortæller om stedet, ”S erangan”, sam faktisk viser sig at være et kanon sted, her havde vi nogle virkelig gode dage.
Vi får en god nats søvn, næste dag starter med at skille skrue og aksel ad igen, pigerne har været frustrerede over ikke at kunne hjælpe så meget med motoren, så to af dem for lov at pille skruen af og det går rigtig godt, de får splitten ud, møtrikken skruet af med en gigantisk skiftenøgle, under vandet med dykkerudstyr. Skruen får de også vristet vri og får den op til overfladen og skal bare række den op på skibet, så sker der et eller andet, den er tung og glider ud af hænderne og synker ned i det dybe.
Det gør ikke så meget vi har alligevel dykker udstyret klar, der er kun 12 meter dybt, så vi kan bare hente den igen. Annsofie og jeg dykker ned, men sigten er meget ringe, vi kan ikke se noget som helst, så op igen og hente lygter og ned på 12 meter igen, vi kan stadig ikke se noget som helst og finder ikke skruen.
Vi smider et anker med en bøje i ud der hvor vi tabte skruen, så vi ved hvor det er. Derefter gør Jakob og Daniel forsøg på at finde skruen, men der er mudder bund og den er nok røget ned i mudderet. Dan har en ide med at stikke stave ned i mudderet og søge efter noget hårdt.
Det prøver jakob og Daniel igen og igen, men ingen skrue. Vi kan simpelt hen ikke finde den, jeg inger til Minni fra Crystal Divers, hun har allerede hjulpet os så meget med alt muligt. Da Minni høre at vi ikke er noget videre griner hun og da hun så høre at vi også har tabt skruen griner hun igen, men finder straks på noget, to af hendes ”dive masters” fra hendes dykkerskole, blive sendt ud til os dagen efter, de havde før prøvet at søge efter ting under vandet. Klokken 1300 næste dag stod de der, med en masse udstyr og gik straks i vandet og lavede søge mønstre og prøvede at trække en snor over bunden, men uden held. Så prøvede de med stave som vi gjorde, men fandt den heller ikke, det var næsten umuligt nogle steder var mudderet 2 meter dybt…
Så gjorde Daniel og jeg endnu et forsøg, vi bandt os sammen med en line, gik til bunden og stak løs med stavene og pludselig rammer jeg noget hårdt og må stikke hånden langt ned i muderet, man kan ikke se noget som helst, fordi bunden er virvlet op, det er helt sort, man må føle sig frem. Jeg stikker hele armen ned og kan mærke at det er en gammel jern plade, måske den samme som Jakob fandt dagen i forinden. Vi leder videre og lige som vi skal til at gå op til overfladen igen, lyder der et tjingg fra min stav, metal, yes, vi har den, med i mudderet og nej neejjj det er ankeret fra den bøje vi har smidt.
Jeg går ind og får en øl hos den lokale lille købmand og snakker med Herman fra holland, som har boet her i 18 år. Jeg lufter ideen om at sætte en dusør på skruen 500.000 rupiah, som er ca. 250 kr. Det syntes Herman er en god ide, han fortæller at det er mere end en uges løn. Og det virkede næste morgen klokken 0800 ligger der en lille udrigger kano ved siden af os med en kompressor placeret midt i kanoen, der er 6 mand om bord: en der styrer kanoen, en der tænder og slukker kompressoren, en der kikker, en til at smide anker og to der dykker. Manden der tænder kompressoren tænder den og ham der kikker hjælper dykkerne, som hopper i vandet og får hver en slange fra kompressoren i munden, de dykker ned og roder rundt i 20 minutter og kommer op igen, de siger at forholdende er for ringe og at de vil komme til bage klokken 1400. De kommer tilbage klokken 1400 da der er blevet højvande og dykker igen ned, med 2 kroge i hver hånd og graver sig rundt i mudderet nede på bunden. 5 minutter efter kommer den ene op og gør store arm bevægelser og der bliver sendt et reb ned 2 minutter senere kommer skruen til syne i vand overfladen. Annsofie og Vera jubler og det er ikke uden grund at de to straks kysser den mudrede skrue, da de får den overrakt af de lokale dykkere..
Wayan som er balineser og ejer den lokale lille købmand, havde sagt at når vi igen fandt skruen, ville han komme ud og velsigne skruen og skibet, vi havde fortalt om hvordan det gik galt hver gang Nordkaperen kom til eller forlod Bali. Sidst vi forlod Bali havde vi fået beskidt Diesel, som konstant stoppede filtrene til, så vi nærmest gik i stå hver 20 minut, den endte med at vi måtte tappe 1000 liter diesel ud i dunke og filtrere det gennem gamle nylonstrømper og kaffe filtrer og hvad vi ellers havde ombord. Troels der ejer skibet har også fortalt mig at han har haft motor stop flere gange samme sted og måtte slæbes tilbage til Bali. En anden gang ligget lige over et undersøisk vulkan udbrud.
Ja det var vel på tide at en Balineser velsigner skibet, Wayan tager Vera med på markedet og køber to kyllinger som skal ofres ombord. Og der bliver holdt en lille ceremoni på fordækket, hvor wayan ber og ofrer lidt mad, blomster og tænder røgelse. Så kommer kyllingerne frem, de er farvet hendholdsvis gul og lyserød. Hovedet bliver hevet af og blodet fra den ene spredes over skruen og blodet fra den anden bliver faktisk spredt i små dryp over hele skibet. Der bedes lidt igen og ceremonien er slut. Nu skulle vi have heldet med os.
Alt imens eftersøgningen på den tabte skrue foregik, havde Jakob og jeg taget akselen ud af skibet igen og sendt den på værksted. Værkstedet kunne fortælle at den aksel vi havde fået var skæv, mange tusinde kroner havde vi betalt for en skæv aksel, men de havde rettet den op igen og nu skulle den være lige. Vi satte den i igen, med dykkerudstyr på og det hele.
Cornelius som tidligere havde hjulpet med at skaffe en ny aksel havde nu hjulpet med at finde en rigtig erfaren maskin mand, fra Canada, som skulle komme og line motoren op, altså sætte motoren så den er præcis lige ud for den nye aksel. Han kom ud og målte og gjorde ved og sagde at den stod præcis hvor den skulle, vi havde gjort et godt stykke arbejde, så blev skruen sat på, vi lettede anker og prøve sejlede med den nye aksel og den ny polerede skrue, det hele føltes godt og rigtigt og Canadieren forsikrede os for at det var i orden, nu var vi klar til at sejle… fedt. Vi var jo stort set klar til at sejle, vi skulle bare lige handle lidt ind og hente is så af sted. Vi fik sagt farvel til Conelius, der havde hjulpet så meget med værksteder osv. John som vi i flere omgange har stødt ind i, han sejlede videre mod Sumetra, vi nåede lige at holde fødselsdag for ham med chokolade kager og gaver. Ben og Gale der også fløj hjem og efterlod deres skib i bugten. Minni og alle dem fra Crystal divers. Og vi fik ikke mindst krammet Per farvel, ham kommer vi til at savne.
Martin |
