![]()
Dagbog Puluvat
Vi ankom til Puluvat den 2. december sidst på eftermiddagen. Lige i sidste øjeblik til at komme ind i lagunen, inden solen kom for langt ned. Passagen ind i lagunen var en lille smule vanskelig, men med mig (Steffen) i riggen til at dirigere, og Martin ved roret lykkedes det.
Vi havde planlagt at vi skulle helt ind bagerst i lagunen og ligge, hvilket dog blev ændret da havbunden var oversået med store koralhoveder, som gjorde det vanskeligt at manøvrere.
Efter vi havde fundet en god ankerplads var det tid til et lille hvil og en tur i det meget lækre vand, inden det var tid til det obligatoriske møde med øens chief.
Turen fra Satawal til Puluvat havde været et helvede. Vi var efterhånden ved at være langt nede i beholdningen af ALT ombord. Mad havde vi ikke så forfærdelig meget tilbage af, alle livretterne var spist, ikke engang morgenmad var der mere tilbage af. Drikkevand var vi løbet tør for, så vi var i gang med at drikke vores reservevand, hvilket vil sige 10 x 1,5 liter vand på flaske.
Cigaretter fandtes der kun nogle få af som skulle bruges til gaver, så Martin og jeg havde på overfarten røget de lokales ”News Paper Cigarettes”. Hjemmedyrket tobak, tørret over bålet og rullet i avis papir. En lækker gave fra Chiefen på Satawal, en flink mand.
Dieselbeholdningen var også ved at være i bund, hvilket vil sige at vi kørte på bunden af begge tanke. Og da vi havde fået noget rigtig beskidt diesel på Palau, gjorde dette at filtrene hele tiden stoppede til og skulle renses.
At der ikke var noget lækkert at spise gjorde ikke så meget, der var stadig mad og vand kunne vi få på øen.
Men filtrene og den lave dieselbeholdning var mere alvorligt. Filtrene krævede at blive renset hver 4-6 time, og når de stoppede til gik motoren ud uden varsel. Når dette sker, vil motoren ret hurtigt fylde sig med vand oven på stemplerne, som så skal drænes hvilket ikke er ret sjovt og tager lang tid. Så når motoren stoppede, var det med at springe ned, og lukke for søvandsventilen.
Omkring Puluvat havde vi hørt meget godt fra Rich og Suza, samt Steve, som vi havde mødt på Palau, så det var et ”must see”.
Stedet vi havde valgt at ligge os viste sig at ligge ud for den ene af øens 2 chiefer’s hus. Så efter vores lille hvil tog vi ind og snakkede med ham. Chiefen vi mødte var ikke ret gammel, kun 30 år, så vi var lidt overraskede. Modtagelsen var også anderledes end på de andre atoller. Her deltog øens kvinder mere i modtagelsen, hvilket virkelig henrykte skibets kvindelige besætning.
Igen havde vi post med til øen. Vi havde også her 2 eksemplarer af Steves tidligere omtalte film med, samt andet post vi havde modtaget på nogle af de andre atoller.
Efter vi havde overrakt posten og den obligatoriske gave (igen en sæk ris), kom tiden til at snakke økonomi, så Mads Peter var rigtig ved at varme op til den helt store ”prutning”.
Betalingen for at ligge til ankers i deres lagune lød dog kun på 20 dollars, så ”prutningen” sprang vi hurtigt over. Betalingen faldt til Yoki, den unge chief, hvilket viste at verden ikke var gået helt af lave, og drengene fik hurtigt pillet tøserne ned på deres rette plads. HAHA
Det første møde blev afsluttet med at Yoki viste os rundt på noget af øen. Det blev en hurtig rundvisning da det hurtigt var ved at blive mørkt, men nåede dog at omfatte en tur hos købmanden for at købe cigaretter og en hurtig konsultation i Astrids læge biks.
Opholdet på Puluvat var oprindeligt planlagt til 3-4 dage. Men da vores situation efterhånden ikke længere var ret sjov (vi hungrede alle efter en cheese burger og en kold cola), havde der været snak om at korte opholdet ned, og skynde os til Chuuk.
Vi havde omkring 2 dages sejlads til Chuuk. Og da det ikke er muligt med myndighederne på Chuuk at ankomme i en weekend, betød det at vi skulle afsted dagen efter, for at nå frem om fredagen.
Beslutningen om at sejle dagen efter blev taget demokratisk, med stemmerne 5 mod 3.
Afgangen blev sat til først på eftermiddagen, for at nå ud mens der stadig var lys, hvilket gav os en lille dag til at se øen og møde nogle af dens beboere.
Puluvat har på den ene af øernes Nord Vest spids et gammelt fyrtårn, som er bygget af Japanerne. Det bruges dog ikke mere, men står der stadig. Det besluttede vi os for at gå op og se, da vi havde fået af vide at der skulle være en fantastisk udsigt.
Først skulle vi dog ind og møde øens anden chief. Dette møde fik vi dog hurtigt afsluttet, og skyndte os afsted mod tårnet.
Turen op til tårnet var ret lang og rimelig besværlig. Først var der en lang gåtur langs stranden, noget i fast sand, noget i løst sand. Til sidst skulle man gennem et lille stykke ”jungle”, for at nå ind til tårnet, og da vi alle sammen var i klipklapper, var det rimeligt besværligt.
På trods af alt besværet var det det værd, oppe fra tårnet var der en fed udsigt, både over vandet men også over øen som er tæt begroet med kokos palmer.
Tilbage på skibet havde vi en del arbejde som skulle overstås inden vi kunne sejle. Vi skulle ha hentet noget drikkevand, ha skibet gjort rent og ha ordnet vores dieselproblem.
For at undgå de tilstoppede filtre, ville vi under turen til Chuuk tappe dieselen fra tankene, gennem et filter lavet af Martines gamle nylon strømper og over på en dunk. Planen var så at motoren skulle suge direkte her fra. Dette betød at vi hver 2 time skulle ned og filtrere diesel over på dunken.
Dette system fungerede nogenlunde, men jo tættere vi kom på bunden af tanken, jo mere skidt var der, så helt fri for tilstoppede filtre var vi ikke. Martin havde den værste vagt, hvor han 8 gange havde motorstop og måtte bikse med filtrene.
Vi nåede dog til sidst frem til Chuuk med noget i retningen af 30 liter diesel tilbage. Her lagde vi til i industrihavnen for at få overstået myndighedsræset. Told- og karantænefolkene var hurtigt overstået. Tilbage var kun immigrationen som skulle vise sig at være rigtig besværlige.
Vi havde på Yap fået af vide at vi kun kunne få en sejlads tilladelse til Micronesien på 30 dage. Denne tilladelse udløb samme dag, så vi skulle ha en ny. Tilladelsen kan man dog få på helt op til et år.
At få udstedt en ny tilladelse er dog ikke bare sådan noget man gør. Den skal sendes til Pohnpei, hovedstaden i Micronesien, og laves her. Det betød at de ikke kunne nå at ha den færdig før om mandagen. Så hele weekenden var vi bundet til skibet. Vi fik allernådigst lov til at flytte os fra havnen og ud på en ankerplads, og allernådigst lov til at gå i land for at hente vand og mad.
Bådarresten blev dog ikke rigtig overholdt, og gennem weekenden mæskede vi os i cola og andre lækkerier.
Stadig er det dog ret irriterende at have sejlet fra en af de lækreste og smukkeste atoller vi havde været på, med nogle rigtig flinke mennesker, før tid, for så til sidst at kunne ligge og kigge ind på land uden at ha lov til at gå derind.
/Steffen
Forside | 