|
Peterson Bay og Blue Hole.
Tidligt om morgen den 28. Juli. Sejlede vi mod Peterson bay, vi skulle igennem en meget lavt pasage som egentlig kun var 1,8 meter. Det var heldigvis ved lav vande og ved høj vande var der så en meter mere. Kaperen stikker 2,6, så det skulle være en smal sag…
Vi var to i vandet med snorkel og finner for at holde øje og to i gummibåden som tog lod lodskud. Det gik faktisk også fint, der sider dog ikke flere ruger på bunden af kølen men så var der jo det mindre at gøre rent. Vi ødelagde også en lille koral. Men igennem kom vi og ind til en dejlig, spejlblank anker plads. Hvor vi lå agterfortøjet, næsten helt alene, ved en lille ø vi kunne svømme indtil.
Fra Peterson Bay kunne vi sejle op af en krystal klar flod, der førte op til Blue Hole. Det var et, som navnet siger, blåt dybt hul med en sigtbarhed helt ned til bunden. Vandet var fersk og iskoldt. Carsten og søren sprang i fra et lille træ de kravlede op i. det var lidt vakkeltvorent, vi andre ventede bare på at grine af dem når grenen knækkede, men det skete ikke. Efter en times kådhed i Blue Hole, sejlede vi hjem inde det blev alt for lavvande.
Om aften lavede vi blå på stranden og spiste snobrød og kartoffel salat. Vores vender fra ”Bob Marley”-båden havde fanget en fisk som blev grillet over bålet og alle fik en smagsprøve. Der blev hygget, snakket og kigget på stjerner indtil tidevandet slukkede bålet og ryddet op efter os.
Uafhængigheds dag i Lugan Ville
Det 30. Juli var det Vanuartus uafhængigheds dag. I Luganville var der fest med mange mærkelige boder og høj musik til langt ud på aften. Drenge kunne ikke dy sig om måtte mæske sig i en fed flagermusevinge, mens pigerne tog en banantærte i stedet. Der var lokal dans og alkohold forbudt. Folk hyggede sig, på en dag der ellers kunne vare præget af demonstrationer og gammel utilfredshed. Vanuatu blev selvstændige i 1980, så det var en stadig lidt ny og stor ting for dem. Og flere steder blev der nok slagtet en ekstra høne i dagens anledning.
De næste par dage blev der ikke lavet så meget, det var lidt grå vejr, men når solen skindede blev der solbadet, svømmet, læst bøger, spillede volly på stranden og drak sangria på det nærliggende resort.
Bil tur i bushen til Big Bay
Vi lejede en firhjulstrækker i Luganville og pakkede den til bristepunktet med tæpper, mad, vand regntøj og os selv på ladet. Vi kørte af hoved-grus-vejen nord på til et resort tæt på Champange Beach, der spiste vi frokost. Der mødte vi for anden gang Åland som tidligere havde spurgt om der var plads til en gast mere på turen til Australien. Da viste vi ikke om der ville komme en fra Danmark endnu, så vi måtte afslå. Men så viste det sig at der ikke kom nogle alligevel og da vi mødte Åland spurgte vi om han stadig ville med. ”og hvem ville ikke det?” Vi aftalte at mødes med ham dagen efter når vi var kommet hjem fra vores roadtrip. Vores tur gik vider op til Big Bay og vi kørte til vejen sluttede der lå et lille guest house, hvor vi kunne sove natten over. Den rare kro mutter lavede en gang lækre ris med lækre nudler stegt i smør til os, som hun sagde, viste hun jo ikke at vi kom så hun havde ikke så meget. Hytterne var fine og sengene var gode og vi faldt hurtigt i søvn efter en lang køre tur i den meget flotte natur. I Vanuatu under anden verdens krig tog amerikanerne en slyngplante med som de plantede for at kunne skjule sig bedre. I dag er næsten hele Vanuatu dækket af slyng planter som kvæler resten af skoven og ikke lader en solstråle slippe ned til underskoven. Det ser fantastisk ud men er et meget stort problem, der arbejdes intenst på finde en løsning. Kro mutter fortalte os at de fleste gæster hun havde var forskere fra New Zealand der arbejdet på slyngplanteproblemet.
Den næste morgen blev vi vækket af 27 haner der ville vise hvem der bestemte. De startede ca. kl. 5 og blev ved til langt op af dagen. Når man er på havet det meste af tiden er det faktisk ret irriterende at stifte bekendtskab med sådan en fredsforstyrrer. Morgenmanden stod på kiks med smør og syltetøj, te, vand og grape frugt, som de har over alt her. På vej tilbage til Peterson Bay ville vi ha kørt gennem landet og besøgt millinium cave og Tofoa, en meget traditionel landsby, men den første bakke vi skulle op da var ikke samarbejdsvillig. Vi sad fast i muderet og lige meget hjalp det at vi satte bilen i firehjul lav eller høj. Vi var skredet baglæns ud i rabatten og måtte skubbe den ud. Det var ikke let, vi mætte flytte en kæmpe sten og alle skubbede bag på. Ud af grøften kom den men så heller ikke længer op ad. Så blev den bakket ned i bunden af bakken og vi prøvede igen. Wrooooomm…. Men nej. Ned igen, lidt mere tilløb. Brrrrrunnnnn. Åh tæt på men nej gled i mudderet. Og så holdt vi der ligt. Til vores held kom der en modkørende i en Toyota. Han havde et reb. På det tidspunkt var vi flere der troede at det skulle blive enden på vores fastsidning, men der tog vi fejl. Rebet knak både i første og andet forsøg. Han forslog at vi bakkede ned og prøvede at køre op igen, Martin gav den to forsøg, manden gav den tre forsøg. Martin gav et forsøg mere og blev holdende midt på bakken igen. Vi måtte ha en ny taktik. Vi fandt grene og sten som vi lagde foran hjulene, alle mand skubbede, Martin sad bag roret. Stille og roligt fik vi sat bilen i svingninger og lidt efter lidt fik vi men møje og besvær skubbet blikspanden op af bakken og ud af mudderet. Gennemblødt af sved og plettede af mudder fra hjulspind jublede vi stakåndede af glæde, endelig var vi fri. Vi gav vores frelser nogle penge for rebet som var gået i stykker og besluttede os for at tage den tørre og mere flade vej langs kysten. Hjem kom vi uden flere afbrydelser og fik afleveret bilen i Luganville og handlet lidt ind.
Martin og Søren hentde Åland i dingien, han var flyttet fra Champange Beach til et resort i Pertersom Bay. Han præsenterede sig som Anton, men det var okay vi kaldt ham Åland. Derpå drak vi en masse øl og en flaske rom, hørte god musik og gik i seng efter en stafet under båden.
Tirsdag den 4. August blev udnævnt til afslapning dag. Spiste pandekager på resortet, læste bog og solede.
Jagten på aftensmaden
Onsdag sejlede vi op og smed anker ud for Champange Beach (som skulle være en af verdens smukkeste strande). Vandet var helt tyrkist og lækkert og kåde sprang vi i på hoved og føder, lavede forlæns og baglæns saltomotaler og baglæns på hovedet. Sener ville vi gerne ind på stranden og sole, da Søren havde sat os af og var på vej ud igen kom en dame og sagde man skulle betale for at være her. Da vi ikke have nogle penge med og ikke kunne komme tilbage til båden var i en katte pine, mere og mere irriteret blev vi og mere og mere stædige blev de. Vi synes det var frækt for havde vi vidst det gad vi ikke besøge den dumme strand, og nu hvor vi var fanget der krævede de at vi betalte. Mens Christel, Lise, Carsten og Jeg lå og var sure på den dejlige strand. Var Martin, Signe og Søren inde på en anden ø lidt der fra for at fange kokosnødde krabber. Det gik ikke lige efter planen, så det blev en vegetar aften igen. Dog havde de fanget Erik Smith, som er en eremit krappe i et flot konkyligehus. Ham satte de fri på Champange Beach. Næste dag tidlige om morgen blev Signe vækket af to lokale fyre i en ud rigger kano, som spurgte om vil ville med op til en mere nordlig ø hvor der var masser af krabber. Rygterne havde spredt sig. Og det ville vi gerne så kl. 9 sejlede vi Kaperen nord på til den aflange krabbe ø. Vi smed anker i en lille bugt i det klareste vand, hvor man kunne se lige ned til lava-koreal-bunden. Hurtigt blev dingien pakket med medbragte kokosnødder, sko, de to lokale, Martin, Åland, Signe og jeg og ind til øen gik det. Vi kunne ikke sejle helt ind til stranden for det var lavvandet så vi måtte gå over revet det sidste stykke. Inde på øen lagde de lokale nogle kokosfælder. Man der nødt til at binde nødderne fast til noget ellers går krabberne med den. Da vi havde lagt omkring 15 fælder, sejlede vi tilbage til skibet. Den ene af de lokale var lidt genert så han ville helst blive på øen. Det var dejligt vejr den dag så vi fandt hurtigt snorkel og finner frem og hoppede i det klare vand. Det var super flot og sigtbarden var nok 50 meter. Martin og den lokale gut, som hed Daniel, var ude og spirfiske, og fangede tre små fisk. Vi andre snorklede og dykkede til vi var blå i hovederne, man kunne ah blevet ved i flere timer men da mørket faldt på var det ikke lige så sjovt.
Kl. 19 sejlede vi så ind i dingien igen og tilså alle fælderne. De første 7 var der ikke noget i så vi var nogle der var lige ved at miste modet. Pludselig kalder de lokale os der er gået lidt i forvejen, vi skynder os der hen og han står med en led stor kokosnøddekrabbe i hånden. Vi viger et skridt tilbage for ikke at komme i kambulage med dens klør, det ville være meget dumt, den kan med let hed klippe en finger af hvis den får fat. Den næste fælde er der også bid i. nu sidder de lokale med fire krabber, Daniel sidder med en under klipklappen og en i hånden. Martin prøver at holde en ned med sin skobeklæde fod og den anden lokale holder en nede med sin bare fod. Uden at fortrække en mine bandt Daniel krabberne med en lian, så de ikke kunne bevæge sig. Sammen med de fire krabber og de to lokale sejlede vi ud til Kaperen igen glade over at jagten var over. På skibet havde de der blev tilbage forberedt råstegte kartofler og var klar til at lave noget krabbe. Der røg en levende krabbe i en gryde med kogende vand og den blev helt rød med det samme. Vi stegte også de tre fisk og det var et festmåltid. Det smagte alle tiders og vi tænkte meget på fiskehandler Simon som vi gerne ville have udspurgt om alle mulige ting. ”kan man få kokosnødde krabber i Danmark.?” ”hvad ville det koste?” ” har fiskebutikken i Rødovre centeret haft sådan nogle sataner af sloges med før?” ” er det, det bedste skaldyr du har smagt?” OSV. Efter maden sejlede Martin de to lokale ud til revet uden for kysten, de skulle ud og fange hummer. Der efter ville de gå i land på øen og fange flere kokosnødde krabber. Og så ville de sove der inde. Vi kunne se dem fra båden da de var kommet og af vandet og havde tændt bål, det så hyggeligt ud. Det var også den dag vi løb tør for lokums papir, og det var lidt surt.
Klokken var tidlig, da Martin næste morgen hentede de to lokale og deres to store sække med hummer, krabber og kokosnødekrabber. Da vi satte dem af i Champang Beach ville de efterlade hele tøjvaskebaljen fyldt med hummer og kokosnøde krabber det sagde vi nej tak til, der var alt for meget til vi kunne spise det. Så vi beholdte to hummer, to sjove røde krabber med mærkelige klør, og to kokosnøde krabber. Den ene havde vi forsvarlige fanget i køleboksen og den anden var bundet i en lian.
Vi sejlede videre til Peterson bay samme dag. Carsten og jeg tog vagten, og det er vi ikke kede af, det var meget aktion packt. Først brød den ene kokosnødekrabbe som var bundet og lå sammen med hummerne og de to andre krabber, løs. Jeg nåde lige at sætte en spand ned over den, efter jeg råbte ” Nej Karse, gør noget…” til Carsten der sad og styrede. Så havde vi styr på den, troede vi. Men den kan godt slippe væk fra et bur lavet af spand. Vi lagde badelejderen oven på spanden og nu kunne den ikke løbe. Efter et stykke tid hvor vi havde underholdt os selv med at lege astronauter på en rumfærge, hørte vi et ” Knaaas” og et til ” Krunch”. Karse og jeg kiggede på hinanden og kunne endelig godt høre hvor det kom fra. Indenunder spanden lå kokoskrabben og morede sig med at klippe ben og følehorn af sine rivaler. Med meget møje fik vi trukket en hummer ud der manglede et følehorn og to ben, en rødkrabbe der manglede tre ben, den anden hummer der var slubbet med et enkelt og den sidste rødkrabbe som den ikke havde forlystede sig på endnu. Og så fik kokosnødde krabben tilnavnet ”Babaren”.
Da vi på vores rumfærge nærmede os Peterson Bay, var der noget der sprang om bagbord. ”Årrrh en stor fisk” så sprang den igen, ”…..DET' EN MANTARAY…” for det var det, en kæmpe stor Mantaray som slog tredobbelte saldomotaler.
Fortsættelse følger…
Sofie |
