|
![]()
Dagbog - Nordkaperen 2008-05-18
Vi sejlede fra kumai d. 8. om formiddagen hvor Louise samme dag fyldte 25 år. Da vi var kommet fri af floden, spiste vi dejlig chokolade-fødselsdagskage med flag og krymmel og Louise fik sine gaver. Hun fik bla. En lille mp3 til musik, et par toppe og en fin pose Laura havde syet med Nordkaper logo uden på. Vi havde fået fat i nogle okse bøffer så om aftenen lavede jeg middag med hasselbagte kartofler som er Louises favorit. Vi skal endelig huske at sige til Louises familie at hun fik det knus i sendte til hende over hjemmesiden – hun blev glad.
Næste formiddag fangede vi igen en stor havgedde, som Martin fileterede, hvorefter han lavede en lækker frokost til os alle sammen.
Vi forlod kumai med en masse spændende oplevelser bag os men vi var samtidig ivrige for at komme ud på havet igen. Det er altid dejligt, at ligge ved land så man kan se naturen og møde kulturen på tæt hold, men den friske luft og det blå vand kommer man hurtigt til at savne. Desuden er floderne ofte ret beskidte så når vi endelig har frisk havvand under kølen sker det tit, at vi smider ankeret og taget et tiltrængt bad i det dejlige klare vand.
Sejladsen gik rigtig godt, for en gang skyld havde vi en god vind så vi kunne sætte alle sejl og nåede ofte op på 6-7 knob (normalt for sejl går vi 2,5 eller 3 knob). Det var virkelig fedt og vi holdt sejlene oppe næsten hele vejen, vi tændte dog motoren da vi skulle ind af floden så vi kunne holde kursen. Det en fantastisk oplevelse, at se de store hvide sejl spændt flot ud af vinden og mærke, hvordan skibet glider igennem vandet med en anden lethed.
Vi besluttede at sejle direkte til Banjarmasin, da vi havde brug for en smed til at svejse vores søgelænder, der var knækket, samt spredderen på bovspryddet. Samtidig skulle vi alligevel samle to nye besætningsmedlemmer op den 18. maj så det passede alt sammen fint. Banjarmasin er Borenos største by, den ligger på den sydligste kyst og rummer en halv million mennesker. Byen er en labyrint af floder, hvor husene står på pæle langs bredden og det sværmer af liv døgnet rundt. Befolkningen her lever af at grave efter diamanter, guld og agater i minerne og når de finder en sten får de en pose penge af jordejeren. Hvis de finder en tilstrækkelig stor sten har de penge til at forlade minerne og finde et bedre erhverv. Der er mange kulminer og hver dag flyder der adskillige slæbebåde forbi Nordkaperen med store pramme fyldt med kul, som bliver læsset på skibe og sejlet til Kina eller andre steder i verden. Desværre mener man at kul minerne er tømte om 5-10 år og så kan Borneo se frem til et alvorligt problem med beskæftigelse i fremtiden. Regeringen gør ikke noget og folk udnytter på kort sigt de muligheder de har for at tjene penge så situationen får lov at flyde. Den enkelte mand er bekymret for fremtiden men vælger at lukke øjnene så hvad mon der sker?
Da vi ankom prøvede vi at sejle op af floden til Banjartmasin men søkortet og virkeligheden passede ikke sammen så vi måtte vi vende om og sejle ud igen. Vi var desuden blevet indhentet af det lokale politi, som ville have at vi skulle ligge for anker udenfor deres station ved flodens indløb. Sådan blev det og her har vi ligget i en uges tid nu.
I dag er det søndag, vi er kun tre mand ombord - Martin, Anna og mig (Ane), vi har arbejdet på skibet hele dagen med forskellige småting - vi har en hel liste med opgaver så det er bare at gå i gang. Anna og Martin sidder oppe på dækket lige nu og drikker kaffe og ryger smøger og jeg sidder nede i kahytten, ved det fine gamle bord og prøver at huske at få det hele med. Klokken er 18 så det er allerede ved at blive mørkt – så kommer myggene.
Vi er nød til altid at være nogle ombord for at undgå tyveri eller andre mærkelige ulykker så vi er delt og skiftes så til at tage på ture. Vi andre var af sted først på ugen, hvor vi først så diamant miner udenfor Banjarmasin og bagefter tog på jungle trek i Loksado regionen i et par dage. De andre tager samme tur nu. Junglen i Loksado er utrolig smuk og uspoleret, og flere steder på vores trek var stierne næsten usynlige. Der kommer kun turister med flere måneders mellemrum så man føler man får et lille glimt af Borneos oprindelige kultur selvom det selvfølgeligt er tydeligt, at de bliver påvirket udefra. De er splittet mellem ønsket om, at bevare den gamle traditionelle levevis og samtidig have mototbikes og dvd maskiner, som gør livet meget lettere for dem. Befolkningen lever af at samle gummi som bliver tapper af gummi træet og eksporteret. For hver kilo får de 7000 rupia, hvilket ikke er mange penge (ca. 3,5 kr) men siden ressourcen er gratis tjener de på det. Skovene i Loksado området er stadig ejet af de forskellige stammer så de får hele profitten fra gummien. Et gummi træ skal kun have tre år at vokse i før det kan tappes og der bliver hele tiden plantet nye så stammerne har en ret stabil indkomst.
I dag sagde vi farvel til vores australske pige Bianca som har været med os en måneds tid. Hun skal hjem og op på arbejde i morgen tidlig – det var hun nu ikke helt vild med. Hun har været rigtig glad for at sejle med og vi håber på at vi kan mødes med hende igen når vi når Australien i august.
I morgen kommer Mads og Mikkel som begge skal med indtil Palau. De har rejst sammen på Borneo i tre uger så de er klar til at sejle med os mod Bali i morgen. Det er altid underligt når nogle tager hjem men det er også rigtig spændende når der kommer nye til.
I morgen sejler vi mod Bali og så får vi tid til at reflekterer lidt over de indtryk vi har fået her på Borneo. Det har virkelig været spændene og vi har alle været overrasket over, hvor langt fremme dette land så langt væk i verden er, i forhold til hvad vi forventede. Vi snakker tit om hvor fantastisk det er, at vi kan bliver enormt glade når vi opdager at der er et rigtigt toilet eller varmt bad – små ting vi ellers ikke bemærker derhjemme men som herude er vild luksus for os. OG ikke mindst at her er Internet som er livlinen hjem.
Ikke mere for nu –
Mange hilsner fra Ane og resten af besætningen
Tilbage til Dagbog | 