Dagbog fra Yap   Saa er vi kommet til Yap, vi kom i går efter 3 døgns sejlads, distancen var ikke så lang, men vi kom lidt efter planen da vi blev forsinket en dag på palau, en nyhed vi undlod at sende til hjemmesiden. Da vi skulle afgå fra Palau, havde jeg arrangeret det hele med myndigheder osv. de skulle møde os ved industri kajen på Palau og det var ca. 20 minutters sejlads fra hvor vi lå ved Sam's tours dykkercenter, på afgangs dagen var vi forhalet langs dykkerbådenes flydebroer, her lå vi og gjorde det sidste klar ombord, fik stuvet de sidste indkøb af vejen osv. Vi fik også sagt farvel til alle dem som vi gennem 2 måneders ophold var blevet rigtig gode venner med. Gummibåden kom op på fordækket og ligge og påhængsmotoren blev hængt i mesan vantet. Vi fik fyldt 600 liter vand på vand tanken og 300 liter ekstra vand i dunke på fordækket, 80 liter benzin til gummibåden og 40 liter til dykkerkompressoren og 2 gange 25 kg gas til komfuret og 1000 liter Diesel til vores kære motor, vi har handlet mad ind til over en måned og vi har 6 ekstra sække med ris og alt muligt andet grej med til befolkningen på de atoller vi skal besøge, Så i kan tro at Nordkaperen var lastet til mærkerne da vi stævnede ud fra dykkercenteret, alle var lidt spændte, Det næsten hele besætningens første ocean sejlads, vi forlod et kært sted og var på vej for at opleve noget som få andre har set. Men men men efter syv og et halvt minuts sejlads gik alarmen på motoren, kølevands temperaturen var oppe på 100 grader. Straks fik vi tjekket kølevandet, der var masser af vand på men det kogte. Så vi blev nød til at stoppe motoren af, der efter fik vi sat gummibåden i vandet og Rune og Vickie sejlede over til industri kajen hvor Steffen ventede sammen med alle myndighederne. De fik forklaret at vi havde motor stop og ikke kunne immigrere ud i dag, men først dagen efter når vi havde fikset motoren. Tilbage på skibet fik vi sat mesanen fokken og klyveren, heldigvis kunne vinden lige så stille og roligt blæse os tilbage mod dykkercenteret, hvor Astrid og jeg holdte hver vores forsejl udspilet så vinden kunne fange ordentligt, mens Martine styrede flot ind gennem den afmærkede revpassage og op til vores gode gamle ankerbøje. Det var sku lidt pinligt at komme tilbage efter alt det afskeds halløj, alle vi mødte havde en sjov bemærkning. Nogen mente at det var skæbnen der bragte os tilbage, andre kommenterede at det var historiens hurtigeste rejse til Yap og tilbage.   Nå men i vores arbejds uger havde Steffen haft noget af kølevands systemet skilt ad da vi skulle ha svejset et flækket fundaments beslag til motoren. Så Steffen og jeg gik med det samme i tænke box over hvad der kunne være sket, måske kunne der ved et uheld ligge en klud i et af de rør der har været adskilt, så vi skilte det hele ad, det gjorde der ikke. Så tænkte vi at der måtte ligge en masse luft lommer i kølesystemet, så vi skruede en masse køleslanger af, da vi fyldte på og fik stille og roligt udluftet hele systemet og ved den efterfølgende testkørsel, gik det fint temperaturen lå lige på de 80 grader som den skal. Myndighederne var taget hjem så afgangen blev rykket til næste dag.   Det var nu alligevel rart da man kunne se Palau forsvinde ude agter da vi hen under aftenen sejlede stille og roligt øst over med vinden ind foran for tværs. Det næste halve års tid tror jeg bliver det mest spændende på hele togtet, Vi skal ud på nogle af de mest isolerede og uspolerede små atoller i verden, nu skriver jeg uspolerede, det er kun hvis man lige ser bort fra at alverdens forurening, materialisme og overforbrug af energi der har medført en global opvarmning hvor vandstanden i verdenshavene stiger og stille og roligt drukner de små atoller som kun lige rager en meter eller to over hav overfladen. Flere forskere mener at nogle af disse atoller er ubeboelige om 50-100 år. Og i dag er der allerede starte fundraising op, som skal skaffe penge til at beskytte eller i sidste ende evakuere hele samfund fra deres ø og land som de i de sidste 1000 år har boet. På Kaperen har vi post med til Woleie, Ifalik og Lamotrek. Tre pakker fra Steve Goodall, i hver pakke ligger der en kopi af den film han har lavet på øerne, igen tænker jeg på filmen, en høvding fra en af øerne bruger han chancen til at bede George Bush om hjælp, om ikke han og hans folk kan komme med i hans plan (Jeg tror nu ikke der findes en plan, men det tror høvdingen) han fortæller at han har brug for hjælp, hjælp til et nyt sted at bo og han kunne godt tænke sig at det bliver et sted med et bjerg…   Nok om det vi havde en nogenlunde sejlads her op de første par dage, var der en svag vind i næsen af os så vi krydsede med 2-3 knob og når der var byger i nærheden og vinden tog til kunne vi gå 4-5 knob. Men indimellem døde vinden helt og vi blev nød til at bjerge sejlene og sejle lidt for motor. Det sidste døgn gik vi for motor hele vejen så vi kunne ankomme en lørdag i stedet for søndag, hvor det nok ville blive ret besværligt at møde alle myndigheder.   Nu har vi været to dage på Yap og vi har allerede mødt en masse folk første aften hørte vi at der var et lokalt band der skulle spille, så der tog Mads, Martine, Vickie, Johanne, Rune og jeg ud og der prøvede vi deres lokale drik, som hedder Tupa, det smager af en blanding af afløbet fra en køkkenvask og rådne æg. Det er lavet af saften fra kokospalmeblade, det smagte ret afskyeligt, så efter alle havde fået en lille tår, stod resten tilbage, så vi slog sten, saks, papir om hvem der skulle bunde resten og der var det at jeg i det afgørende slag valgt saks og det skulle jeg ikke ha gjort, puha det smagte ikke godt, hvilket man også blev mindet om resten af aftenen ved en række bøvser. De andre syntes det var ret sjovt, så der blev købt mere Tupa og slået sten saks papir om dem, så Mads Peter og Rune fik også bundet en kop Tupa..   I dag er Vickie, Martine og Rune på stranden, Steffen og Astrid er ude og gå en tur og Mads Peter, johanne og jeg har været ude og køre øen tynd med en fyr, Francis, som vi mødte til festen i går. Det var en ladbil og hans bror og fætter var også med så vi sad oppe på ladet, det var nu også fint, masser af luft, som er dejligt efter en aften med Tupa. På turen fortalte Francis lidt om de forskellige huse, Mændenes hus og Kvindernes Hus, om Yap's high school, deres nye lufthavn osv. Derudover så vi de berømte Stenpenge, tons tunge stenpenge transporteret hele vejen fra Palau i udrigger kanoer, vi var i en stenpenge bank som hørte til en landsby, her havde pengene stået i 100 år, selvom ejeren har skiftet flere gange. Penge har stadig stor værdi og det er ikke den største der er mest værd, det er historien bag mønten der tæller. Vi spurgte selvfølgelig hvad sådan en sten ca. var værd i dollars, det kunne han slet ikke svare på, men han pegede på en og sagde at den var værdifuld nok til fx at tage en anden mands liv.   På vejen fandt vi en træ med betelnød og vi fik alle tre en betelnød og gnaske på, med lime pulver og rullet ind i blade. Betelnød er noget alle tygger på Stillehavsøerne, det bedøver munden lidt, men det giver ikke nogen beruselse eller noget. Derimod bliver man helt rød i munden og får en masse mundvand, som man bliver nød til at spytte ud. Så alle vegne er der røde spytklatter fra betelnød, der er så slemt, at de i den nye lufthavn valgte at male gulvet betelnød rødt så det ikke ser så ulækkert ud!   Jeg tro jeg vil lade skibets historie studerende skrive et indlæg om Yap's historie, det er han meget bedre til.   Den første aften vi kom mødte jeg en fyr der hedder Simon, da han hørte vi skulle til Ifalik blev han helt vild det var hans ø, han var skolelærer på øen, men var her på Yap indtil december for at videreuddanne sig. Han spurgte om vi vil tage et brev med til hans familie, så ville han skrive at de skulle behandle os godt når vi kom og vise os hele øen. Og selvfølgelig sagde jeg ja til det. Det er så rart hvis vi kan gøre noget godt og nyttigt på vores rejse. Jeg har også forhørt mig om der var andre der eventuelt ville kunne tænke sig at sende post med os, og fik at vide at der var mange fra de små atoller på Yap's high school. Så der vil jeg gå op og høre om der er flere der vil sende et brev eller en pakke hjem.   Vi har ombord efterhånden fået samlet en masse sager som vi kan forære væk, Vores gamle solsejl har vi gemt, det er et kæmpe stykke gummipresenning af god kvalitet, 8 meter langt og 4 meter bredt. Vi har lidt brugt tovværk, flere sække med tøj som er så godt som nyt, så har vi samlet noget fiskegrej og line, en masse ris og så købte jeg jo for 3-4 måneder siden 100 tandbørster og 80 tuber tandpasta. Og Mads Peter har købt nogle læse briller og noget andet som jeg ikke kan huske. Derudover tror jeg også nogle af de andre har lidt i gemmerne.   Martin Andersen Forside

Worldsailing.dk © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use