|
Dagbog fra Ambon den 25. august
Saa er vi godt ankommet til Ambon, hvor vi kun er for bl.a. at ordne papirer, handle og faa ferskvand.
Martin sluttede dagbogen inden vi skulle til afskedsmiddag hos vores ”nye” familie paa Banda. Ja, for saadan var de naesten blevet. Gaestfriheden var enorm paa Banda, hvilket den stort har vaeret alle de steder i Indonesien, hvor vi har vaeret. Men hos denne familie var det ”lidt” udover det saedvanlige. Det skyldes Nina – kaere Nina.
Det hele startede, da vi var blevet kapret af en skolelaerer, som gerne ville have os forbi hans skoleklasse, som Martin ogsaa skrev. Da laeren introducerede os for boernene stoppede han op, da han kom til Nina og tog om hendes hoved og sagde, at hun lignede hans soester og hun blev noedt til at komme og hilse paa familien om eftermiddagen. Det sagde hun selvfoelgelig ja til. Da hun kom hjem om aftenen, blev hun noedt til at gentage nogle af hendes oplevelser for det var simpelthen ikke til at tro paa....
Da hun var kommet op til familien var moderen brast i graad over at se en smuk kvinde, der lignede hendes datter saa meget og i loebet af ingen tid havde hun faaet tilbudt om at blive paa Banda. De var overbevist om at Nina var sendt af Gud og at hun var deres skytsengel, og derfor ville de for alt i verden gerne beholde hende. Hun blev tilbudt et hus paa een af de andre oer og hun kunne faa job paa hospitalet, hvor Wati (soesteren) ogsaa arbejder. At Nina ikke har en uddannelse indenfor det omraade betoed aabenbart ikke noget (endnu een af grundene til hvorfor man helst ikke vil blive alt for syg i Indoensien...). Nina forklarede, at hun havde en kaereste og et studie derhjemme, men det kunne de ikke se noget problem i. Ninas kaereste skulle selvfoelgelig ogsaa komme til Banda og de vil forsoerge dem begge to fremover. Dagen efter havde hun vaeret paa hospitalet, for at se hvor Wati arbejdede og da de stort set alle er muslimer blev hun udstyret med hovedbeklaedning.
Fredag eftermiddag inden vi skulle til middag hos familien kom de ned for at se baaden. De havde ogsaa liiige inviteret naboerne med, saa vores lille dingel susede igen i rutefart mellem kajen og Kaperen og der var ca. 20 + os ombord. Deriblandt en soed lille gut paa bare 3 maaneder, som Ane og jeg faldt lidt i svime over.
Om aftenen blev der saa igen serveret et stort maaltid af bandanesisk mad. Udover Man (skolelaeren) og en ven sad vi igen alene og spiste. Ane hjalp med at tage af bordet og gik ud i koekkenet, hvilket jeg ikke tror de har set foer. Straks derefter kom der 5 grinende kvinder loebende ind i stuen og stroeg rundt for at tage af bordet.
Det var tid til gaver og vi blev linet op og skulle lukke ojenene, hvorefter vi fik vores gaver. Vi fik alle en flot fingerring lavet af skildpaddeskjold og Nina fik selvfoelgelig derudover et flot armbaand. Fordi Martin er Ninas bror fik han ogsaa en speciel plads i familiens hjerte. Faderen, der er imam paa oen og ham der hoeres i moskeens hojtaler 5 gange dagligt, stod gentagne gange bag ved Martins stol og nussede ham og masserede hans skuldre, hvilket Martin ikke var helt vildt med efter at vaere blevet solskoldet paa vores snorkletur....men det maa man bare finde sig i og det gjorde han saa.
Da vi tog derfra, var der igen stor afskeds-tam-tam, selvom de ogsaa ville komme ned til baaden dagen efter for at vinke farvel. Moderen graed igen og Nina var mere eller mindre trykket helt flad efter hun var blevet krammet af hele familien.
Naeste dag – loerdag – fik vi saa ordnet de sidste smaating og familien kom ned til os med to store klaser bananer. Den ene var der over 150 banaer paa. De stod paa kajen og vinkede farvel mens der blev hevet anker op og Sofie sikkert styrede os ud mod det aabne vand. Da vi stod og vinkede farvel, tror jeg, at vi alle var lidt lettet over at komme vaek fra den ellers meget kaerlige familie som lagde lidt mere i vores familiebaand end vi gjorde. Men det har vaeret en sjov og stor oplevelse – uden tvivl!
Da vi kom fri fra oerne kom boelgerne igen – og regnen, som vi er ved at vaere lidt traette af. Det resulterede i at vi alle (paanaer et par af de soestaerke gutter) laa spredte som doede fluer rundt om paa skibet og havde det daarligt. Naar vi har vaeret i havn i mere end nogle dage tager det lidt tid for nogle af os landkrabber at komme ”ind i kampen” igen.
Vinden og vejret i det hele taget har spillet os et lille puds paa vej til Ambon og der har skullet rykkes lidt mere i roret paa den gamle dame, for at den rigtige kurs har kunnet holdes. Men paa nogle af 4 timersvagterne er det trods alt lykkes at faa tilbagelagt ca. 20 soemill, hvilket ikke er saa ringe endda. I gaar eftermiddags kom vi saa frem til Ambon og vi ville sejle for motor det sidste stykke vej men der skete ikke en dyt, da vi forsoegte at starte den. Men men men efter haardt arbejde lykkes det Martin at finde frem til fejlen og faa gang i maskineriet, og der blev givet et par velfortjente skuldreklap som igen viser, hvorfor vi er i trygge haender med ham som kaptajn. Vi havde faaet noget saltvand ind i motoren men nu skulle alt igen vaere ok.
Nu er vi saa kommet til Ambon og i gaar aftes gik vi i land for at spise og komme paa nettet. Det viser sig, at der hvor vi har valgt at droppe anker er lige uden ved byens lokum. Da vi sejlede i land med gummibaaden var det eneste sted vi kunne komme op lige der hvor folk sad og s.... Der roeg noget af appetitten. Turen igennem byen for at finde mad og internet var en lidt kaotisk tur med larm, biler, cykeltaxar, scootere, vand, sjap, skidt, masser af mennesker og fortorv med store og dybe uafskaermmede huller. Da vi sikkert kom ned paa havnen igen kom Ane og Sofie, der passede paa skibet, og hentede os. Men det sted hvor vi var kommet op var der blevet for lavvandet til at de kunne sejle ind og hente os. I stedet blev vi noedt til at gaa laengere hen af kajen, hvor det offentlig toilet kom endnu mere til syne. Det var virkelig ulaekkert, stejlt og skide glat (bogstaveligt talt) og der kom ogsaa en lille rotte og hilste paa. Vi hjalp hinanden ned og sad helt stive i gummibaaden og ville hverken roere ved os selv eller hinanden. Og saa blev der ellers vasket ben, taeer og haender. Martin, Mikkel og Jakob har vaeret lidt uheldige med nogle mindre aabne saar paa foedderne og tanken om det beskidte vand og det offentlige toilet har gjort, at der er blevet provianteret lidt ekstra pencillin i dag i tilfaelde af infektion.
Nu er vi saa ved at goere det sidste klar. Mads, Mikkel og Jakob er paa indkoebsholdet. Sofie og Ane har faaet fat i nye vanddunke til ferskvand og forgaeves forsoegt at faa fat i gas. Nina goer Kaperen rengoeringsklar. Martin....ja han er hos myndighederne. Jeg, Anni, har faaet lavet fotoalbum til vores Banda-familie som er vores gave til dem og skal efter dagbogsskriveriet et smut ned paa posthuset.
Vi sejler herfra sidst paa eftermiddagen og har saa et godt langt straek til Palau som bliver sidste stop for os alle paa naer Martin. Saa vi haaber paa super godt vejr, perfekt sejllads for fulde sejl og saa vil vi bare nyde de sidste uger af vores tid paa Nordkaperen i fulde drag og suge de sidste eventyr til os for denne omgang.
Mange hilsner og kaerlige tanker til jer derhjemme
Anni
Forside | 