|
Dagbog Woleai
Seks døgns vuggende bølgegang på det møgtige stillehav var omsider ved vejs ende, og endelig kom de første af Woleai-atollens palmegrønne øer til syne i horisonten. Rastløsheden ombord blev hastigt afløst af en enorm forventningens glæde; hvilke oplevelser ventede der os, i dette afsidesliggende samfund?
Inden vi nåede så vidt, skulle vi dog først manøvrere Nordkaperen gennem revpassagen, for at komme ind i den runde, indelukkede lagune, hvor skibet er naturligt beskyttet mod hårdt vind og vejr. Passagen indtil Woleai var bred, alligevel læbes ingen risikoer: mens Martin forsigtigt dirigerede skibet fremad, hang Steffen og Johanne i lønningen og holdt et vågent øje med uforudsete revskær på havbunden. Vores søkort over Woleai er fra 1944, så der kan altså være god grund til at tage forbehold for fejl og mangler.
Endelig blev ankeret sat, og vi kunne alle otte begive os ind for at møde chief. Øens chief er den første person, man som udefrakommende skal henvende sig til. Vi blev ledt hen til Mens House, et stort, åbent hus, overdækket af et højt og tykt tag af sammenflettede palmeblade. Mens House er det sociale samlingspunkt for øens mænd. Her arbejdes om dagen på at bygge de store udriggerkanoer, og om aftenen sidder mændene i en cirkel og diskuterer, i skæret fra et lille bål, morgendagens gøremål og vigtige generelle spørgsmål vedrørende øens samfund. Men ikke mindst drikkes der tuba og underholdes med gode, sjove anekdoter. Vi blev sat til rette i huset, og i den befriende kølige skygge fra det store tag overrakte vi nogle gaver til chief: en sæk ris og nogle cigaretter. En lille gestus for at udvise vores taknemmelighed over at få lov til at besøge øen. Vi blev budt hjerteligt velkommen og fik forklaret nogle gængse retningslinjer for vores færden på øen. Først og fremmest skulle vi hver især betale 20$ i anchor fee, for at opholde os på Woleai (et beløb som manden, der besidder noget nær jyske forhandlingsevner, fik reduceret kraftigt senere den pågældende dag. Stor cadeau til Mads Peter og hans evner udi købmandskabets kunst). Derudover var der nogle områder af øen, hvor vi ikke måtte opholde os, af respekt for nogle forhenværende høvdingers gravsteder, og slutteligt skulle pigerne huske altid at være tildækket ned over knæene.
Efter at den formelle velkomstceremoni var ovre, kunne vi begive os på eventyr på den lille ø, der måler omtrent xxx. Den kostbare vegetation var kærkommen; endeløse rækker af kokospalmer voksede om kap mod den blå himmel, hist og her dukkede store bananklaser frem, og tilbød deres søde frugtkød, og indimellem skød et mægtigt mahognitræ op af den sandede undergrund. Med andre ord hang mange af øens primære ressourcer lige for næsen af os. De indfødte kalder kokospalmen for livets træ, fordi det anvendes til så utallige formål. Selve nødden indeholder sval og forfriskende kokosmælk, som vi konstant slukkede tørsten med. Frugtkødet, cobraen, bruges i madlavningen, og de tørrede skaller bruges som brændsel. Bladene bruges som byggematerialer til huse eller til at flette kurve, tasker eller sågar tallerkener af. Bananerne bruges til mangt og meget i madlavningen, og af bananpalmebladene spindes utroligt modstandsdygtige tråde, der eksempelvis anvendes i kanobyggeriet. Mahognitræet leverer førsteklasses tømmer til de store udriggerkanoer.
Noget vi alle blev bjergtaget af fra start, var befolkningens altoverstrømmende gæstfrihed. Overalt hvor vi begav os hen, blev vi inviteret indenfor og budt på kokosmælk, røget makrel og andre lækkerier. Nysgerrigt men smilende blev vi spurgt ind til vores lange færd. Man kunne mærke, at det indgød respekt, at vi var kommet sejlende langvejs fra, for at besøge Woleai. Havet er den flydende materie, der binder os sammen, og sømandskabet et ældgammelt håndværk, som vi har tilfælles. Derfor var det også af stor interesse for os drenge at sidde om dagen i Mens House og følge den nøjsomme proces med at bygge de store kanoer. Her anvendes ingen søm eller skruer, de perfekt tilskårne planker bindes fast til hinanden med flettede tråde. På disse micronesiske atoller som Woleai findes navigatører, som udelukkende bruger stjerner, sol, måne, bølgebevægelser, vindretninger samt fugles trækmønstre til at afkode deres position på det mægtige hav. Denne unikke navigatørkunst, der overleveres mundtligt og som kan tage årtier at lære at mestre til fulde, er desværre ved at blive udkonkurreret af elektroniske hjælpemidler som GPS. En nyoprettet navigatørskole på Palau kan forhåbentligt være med til at sikre, at denne ædle kunstart ikke uddør.
Når mørket sænkede sig over Woleai, sad vi, drengene, gerne omkring ilden foran Mens House og drak tuba, en drik vi efterhånden er blevet forvænt med, og næsten har lært at nyde, trods den insisterende eftersmag af selvdød kloakrotte. Mens House er kun for mænd, hvorimod mænd gerne må opholde sig i Womens House. Dette var en af de regler, der affødte nogle til tider ophedede diskussioner på Kaperen, om fordele og ulemper ved samfundsopbygningen på Woleai. Kunne man tale om en hierarkisk opbygning, hvor mændene var over kvinderne? Når man anskuede Woleai gennem vores vestlige optik, forstod vi drenge godt, at pigerne ombord kunne det føle det diskriminerende, når kvindekønnet inde på øen skal gå til side for en mand, sætte sig på hug hvis der kommer en mand på en cykel eller i en bil (øen har fire biler) og tilberede mad dagen lang, mens mændene afslappet sidder og snakker, og ryger hjemmerullede cigaretter, i takt med at dagen skrider frem. Men var der på den anden side ikke blot tale om indlejrede kulturelle tendenser, en ældgammel fordeling af kønsroller?
I hvert fald kunne vi hurtigt blive enige om, at vi sjældent havde mødt en så umiddelbart glad og lykkelig befolkning. Børnenes ansigter var i særdeleshed præget af brede smil, gråd hørtes kun sjældent. Børnene passede sig selv, alt imens at de passede på hinanden – og der var aldrig langt til den nærmeste voksne. Der var inden farer som rivende trafik eller osende forurening, og forældrene havde tid og ro til at være sammen med deres børn. Det institutionaliserede pasningssamfund i Danmark kunne lære meget af Woleai.
Gennem vores fem dage på Woleai var vi med til flere specielle begivenheder. Vi var til søndagsmesse i kirken, hvor alteret selvsagt er en kano, og musikken leveres ikke af et orgel men af et keyboard. Og så er det uomtvisteligt noget af et syn, at være til katolsk gudstjeneste med topløse kvinder i hundredvis.
Vi var til fødselsdagsfest hos købmand Mike, hvor vi spiste lækker mad og kage af smukke tallerkener, flettet af bananpalmeblade, lige til at smide over skulderen med god og ren samvittighed efter brug. Fødselaren, Mikes søn, var iført mindst et dusin farvestrålende blomsterkranse. Vi gav ham tre DVD'er, og det var unægtelig noget der faldt i god jord, da dette ikke er hverdagskost. Øens eneste fjernsyn tørstede nærmest åbenlyst efter nye film. Egentlig mindede scenariet meget om en dansk fødselsdag; børnene var ellevilde efter at få fingre i kagen, og alle hyggede sig og legede med hinanden.
Aftenen inden vi skulle afsted, havde mændene fra Mens House forberedt en særlig afskedsceremoni for os alle, piger såvel som drenge. Ledsaget af solnedgangens rosarøde nuancer blev vi placeret i Mens circle, foran Mens House, og fik herefter overrakt flotte, håndlavede blomsterkranse og –kæder. Herefter havde mandeflokken, som vi efterhånden havde lært at kende godt i løbet af de mange tubaaftener, forberedt et lækkert måltid mad, og de havde fremstillet en speciel gærdrik, som kun skænkes ved særlige lejligheder. Om man ynder at drikke gær opløst i halvvarmt vand er så en anden sag. Herefter sang vi en række sange for hinanden. Rørende var det, at se de stolte Woleaimænd stå oprejste, i skæret fra ilden, med højre hånd for brystet, og fremføre Micronesiens unge nationalsang for os. Vi sang den danske nationalsang, en gammel Kim Larsen-klassiker, og senere, som timerne skred frem og tubaen steg til hovedet, blev de lokale drikkesange fremført til stor begejstring. Essensen med afskedsceremonien var i al sin enkelthed, at mændene takkede os for at besøge Woleai og ønskede os en god og sikker færd fremover. Vi kunne til gengæld takke for den åbenhjertighed, der havde været vores faste ledsager under hele opholdet på øen.
Den sidste formiddag inden vores afrejse tog vi omkring Woleais highschool, for at holde nogle korte oplæg om Danmark. Skolegangen på øen er obligatorisk til og med highschool. Herefter drager mange af de unge ud i verden for at læse videre, gerne på scholarships fra USA. Dette kan man ikke betænke de unge i, problemet er imidlertid at kun få vender tilbage igen. På den måde forsvinder eksistensgrundlaget for øen i bogstaveligste forstand, hvorfor man kun kan gisne om Woleais fremtidige skæbne. Vi kunne mærke, at denne problemstilling skabte stor bekymring hos øens chiefs. Highscoolen lå placeret ud til øens vestlige kystlinje, og fra skolegården havde man den smukkeste udsigt over de fremadstormende bølger, der ivrigt og konstant hamrer ind over revkanten. Martin fortalte de nysgerrige unge om det igangværende togt, og supplerede med en lille video om Nordkaperen. Steffen fortalte om de meteorologiske og geografiske forskelle mellem Danmark og Woleai, og Astrid og Rune poserede i dansk vintertøj, for at illustrre hvordan vi klæder os i det kolde nord. Mads Peter remsede hovedtrækkene i den danske historie op og fortalte om sit skoleforløb i Danmark og Berlin, og slutteligt fortalte Astrid de unge Woleainesere om, hvad de vil kunne forvente af kulturelle forskelle, hvis de tager til udlandet for at studere. Inden vi tog afsked fik vi en rundvisning og så blandt andet culture class, hvor traditionerne med vævning, fletning og kanobyggeri holdes i hævd. I computerrummet kunne jeg konstatere, at dette afsidesliggende og isolerede øsamfund havde en nyere generation af mac-computere end hjemme på universitetet i Trekroner.
Vores ophold på Woleai lakkede mod enden. Vi ordnede de sidste forberedelser ude på Kaperen – hentede ferskvand, pakkede solsejl og fandt søkortet frem på kortbordet. Inde på stranden, i skyggen fra de utallige palmetræer, stod de sunde og altid smilende woleaianere og sendte os afsted med gentagne vink. På vej ud af lagunen smed vi vores blomsterkranse i vandet. Rygterne siger, at driver disse til havs, vender man aldrig tilbage, men skyller de ind på kysten, vil man engang komme igen. Det må tiden vise. Indtil videre er kursen sat mod Ifalik og nye oplevelser.
Rune |
