|
Sørens ankomst til Fiji
Bedst som vi sad tæt pakket sammen på dækket af Kaperen for at se billeder fra dagens sejlkursus, lød et ”godaften” fra mørket bag os. Selvom vi samme dag var sejlet til Port Denarau for at samle Søren op, blev vi alligevel alle overraskede over den danske stemme i natten. Efter det sædvanlige indvielsesritual (læs navnerunde) var vi nu fuldtallige og klar til at sejle fra Fiji til Vanuatu. Men først skulle der klargøres og provianteres. Der blev skaffet vand, repareret og købt ind til den helt store guldmedalje. Den ottende juli var vi klar til afgang, men inden vi vågede os ud på de store vidder, ville vi have en hyggeaften. Derfor stoppede vi ved ”Tom Hanks-øen” (øen hvor filmen ”Cast Away” er optaget) hvor vi lavede bål, bagte snobrød, Martin lavede papegøjefiskepizza af friskharpuneret papagøjefisk og vi nød at have en hel ø for os selv sponsoreret af Signe, idet hun regnede med at blive moster en af dagene.
Turen fra Fiji til Vanuatu
Den niende juli satte vi endelig kursen vestover med retning mod øgruppen Vanuatu. Seks dages sejlads ventede os, for undertegnede de første seks dages sejlads overhovedet. Det viste sig da også hurtigt at de nyligt påmønstrede var mindre søstærke end den mere garvede besætning. Efter et par timer sad Christel på lønningen agterskibs helt hvid i hovedet og en times tid senere var det min tur til at ligge med hovedet ud over Stillehavets bølger. Til de af jer der påtænker at tage ud at sejle og på apoteket bliver rådet til at bruge akupressurarmbånd i stedet for søsygetabletter, vil jeg blot sige ”glem det, de virker ikke!” Jeg smed mine over bord og dopede mig i stedet med søsygetabletter i tre døgn til jeg havde vænnet mig til den evige rullen på Stillehavets bakker og bølgedale.
Desværre måtte vi trækkes med regnvejr i første tre døgn, så efter de første par døgn på havet hvor kun vagtskemaets skånselsløse firetimersintervaller afgjorde om man lå i sin køje eller sad bag roret i skibets orange regntøj og skiftevis dukkede sig for regn og bølger der skyllede indover skibets lave sider. Da vi var ni om bord betød regnen at vi stort set hele tiden var seks om læ (i tørrevejr nede i båden) på plads svarende til en etværelses lejlighed. Når men hertil tilføjer mængder af vådt tøj og lurende søsyge, kan selv de af jer der ikke har sejlet måske forstå hvorfor humøret af og til kan svigte een lidt (selv for den evigt positive Søren, der på et tidspunkt bebudede at han hellere ville sejle et år for motor på fladt vand end to dage under de daværende forhold). Heldigvis kom opklaringen, og humøret steg i takt med at vi nærmede os målet, Port Vila.
Fisk på krogen
Den opadgående humørkurve tog en næsten lodret stigning en eftermiddag undervejs, da den karakteristiske lyd af tyngde i fiskehjulet lød. ”FISKEALAAAARM!!” råbte en. Der var bid. Selvom vi jo smider linen i vandet for at fange fisk, hersker der alligevel kaos og eufori hver gang noget bider på krogen. Der blev en heftig aktivitet, farten skulle sagtnes så vi kunne få halet fisken ind så forsejlene måtte bjerges i en fart. Spændingen steg mens fiskehjulet halede line ind med sine langsomme tikken. Handsker, kniv og kameraer blev gjort klar. Alle spejdede agterud for at få det første glimt af hvad det var, der havde bidt på den hjemmelavede ”lure” af strimlede chipsposer. Når man fisker på to kilometer dybt vand ved man aldrig hvor stort det man har i den anden ende af linen kan være. Det første spring fra den kæmpende fisk afslørede at det var en Mahi Mahi, hvilket blot fik begejstringen til at stige yderligere. Klokken var 16.30 og kunne vi få halet krabaten indenbords var menuen ændret fra kartoffelsuppe til fiskebøffer. Søren fik ansvaret for at give aftensmaden dødsstødet, så snart Kasper og Martin havde halet den over lønningen. Spændingen steg mens Søren stod klar med handsker og den lille røde kniv. Med en sidste kraftanstrengelse blev den smukke blå kæmpe hevet op og slog sig nu omkring på dækket med en kraft der knuste tallerkner og fik den ellers heroiske Søren til at tøve længe nok til at Martin, der kæmpede for at holde fisken nede råbte ”KOM SÅ SØREN, KAST DIG OVER DEN!” Som Holger Danske vækket til dåd kastede Søren sig ind i kampen med den lille røde kniv og jog den med et enkelt hug gennem fiskens kranie. Fiskens Dødskamp stilnede af, aftensmaden var reddet! Med sine 135cm og 12kg leverede den et festmåltid af fiskesteaks og frikadeller, der i Danmark ville have beløbet sig til mindst 2500kr.
Land i sigte
Den fjortende juli fik vi så endelig land i sigte. Langt ude i horisonten dannede sig konturen at en vulkan. Den ensomme kegle blev snart til flere men der gik lang tid før vi kunne skelne detaljerne på Vanuatus skovklædte bjergskråninger. De var mørkt inden vi kom i havn i Port Vila og vi måtte tilbringe natten for anker i bugten ud for Vanuatus hovedstad.
Port Vila, vores første møde med Vanuatus krushårede befolkning af venlige sorte mennesker, emmer af ’rastafari’ og ’easy going’. Ingen synes at have særlig travlt, hvilket vi allerede havde fået på fornemmelsen da vi kl.11 stadig sad på skibet og ventede på toldmyndighederne, der havde lovet at komme ud og ”cleare” skibet kl.10. Besætningen spredtes hurtigt og de efterfølgende dage gik med dykning, hestevæddeløb, shopping og dovneri ovenpå den lange sejltur. Dog fik Laura, Christel og undertegnede ikke helt så meget tid til at slappe af, da vi benyttede lejligheden til at tage vores dykkercertifikat.
Kava a la Vanuatu
Den lokale ’kava’ skulle naturligvis også afprøves, hvilket Søren, Kasper, Martin og Sofie tog sig af under ledelse af den lokalkendte Virgina som sejlede med ’Kaperen’ tidligere på togtet. Hvordan det helt præcist gik for sig på Kava baren eller Nakamal, som det hedder på det lokale sprog bislama, er uklart, for da de kom tilbage var de ikke spor meddelsomme, kun åbenlys steneri herskede i deres stenede ansigter – Søren bebudede at han gik i seng, men blev siddende og gik i seng en halv time senere uden at sige noget, Matin fik lagt sig tilrette og sov på maven i hængekøjen i anstrengende ”banan stilling” og Kasper så dobbelt. Det synes dog at have været en noget dyster affære med en masse lokale i et svagt oplyst rum, med nogle plastikstole og en kumme til at spytte i, brække sig i og naturligvis også til at skylle sit bæger i efter brug, så den næste kunne bruge den. Kava er fremstillet af en rod af en art, som tørres, pulveriseres blandes med vand, hvorefter den kan drikkes. Effekten minder om en blanding mellem et besøg hos tandlægen og på Christiania; munden bedøves og kroppen afslappes og man bliver temmelig sløv, især når man som drengene gjorde denne aften, indtager tre og en halv skålfulde i træk!
Dykket på Star of Russia
Mens tre af os sad på 12 meter og lavede fjollede øvelser som at tage sin maske af undervandet, lukke for luften i flasken og svømme efter kompas i fuldkommen klart vand, dykkede bådens mere erfarne dykkere på den forliste gigant af et sejlskib ”Star of Russia”. Barken der sank i 1901, målte ikke mindre end 85 meter og krydsede Atlanten med en gennemsnitsfart på 21 knob i et kapløb hvor den slog et dampskib. Et smukt dyk, der ikke mindst vækkede begejstring hos Martin og Sofie, der kunne genkende mange detaljer fra Georg Stage hjemme i København.
Lises Ankomst til Sandwich Bay
23. juni. Vi lå for anker i Sandwich Bay, et døgns sejlads nord for Port Villa. Bugten, der er opkaldt efter Jarlen af Sandwich, udmærkede sig ved at være flad som Furesøen. Til gengæld ville rygtet at vandet var fyldt med hajer, fordi lokale gennem længere tid har lokket dem til med affald fra koslagtning. Om rygtet taler sandt eller ej fandt vi aldrig ud af, for vi så ingen hajer, men ikke desto mindre holdt vi os stort set ude af vandet i de tre dage vi lå der (den eneste undtagelse var da Martin og undertegnede to et tiltrængt bad en aften og ikke engang her var der tale om egentlig badning, idet vi nærmest slog smut på overfladen af det mørke vandt med det dårlige ry).
Martin havde aftalt med Lise af vi ville hente hende på den lokale landingsbane (jeg undgår med vilje at bruge ordet lufthavn) så Sofie, Kasper og jeg begav os på det vi troede var en 45 minutters gåtur til den anden side af øen for at tage imod Lise. Det viste sig dog hurtigt at de lokales afstandsfornemmelse ikke stemte helt overens med vores, for hver gang vi spurgte om vej til landingsbanen blev vi forsikret om at der ikke var mere end en kilometer eller to. Efter en times vandring stod det klart at dette ikke kun være helt rigtigt, for vi havde stadig ingen landingsbane i sigte og selvom vi havde haft et enkelt stop undervejs for at slukke tørsten med friske kokosnødder, havde vi på daværende tidspunkt tilbagelagt adskillige kilometer. Heldigvis kom en bil forbi og efter nogle minutters ”dav mand økseskaft” mente vi at have forklaret chaufføren at vi gerne ville have et lift til landingsbanen, så vi hoppede op på ladet og kørte afsted. Da vi kom til græsplænen med de græssende køer, der var så lang og jævn, at vi vurderede, det måtte være her flyveren var landet, var der ingen spor af Lise. Tidligere på dagen havde jeg læst, at de lokale så sent som i 1969 havde spist en turist, der havde forvildet sig ind i deres landsby, så jeg behøver vist ikke uddybe hvilke tanker, der begyndte at forme sig i mit hoved. Efter en hel del søgen opgav vi og fik de yderst hjælpsomme lokale til at køre os tilbage mod båden. Et stykke nede at vejen stod anden lokal på, han talte lidt engelsk, så vi fortalte ham om vores søgen efter Lise. Han vekslede et par ord med chaufføren og kunne snart fortælle os at selvsamme bil havde kørt Lise ned til både for at halv time siden… Vi måbede, og blev lettede enige om at vi var den ringeste modtagelsekommite overhovedet.
Tilbage på båden var Laura, Signe, Ea, Christel, Kasper, Søren og Martin blevet mødt af et sælsomt syn, da en udriggerkano med to lokale og en der åbenlyst ikke var lokal (hvis ikke hudfarven afslørede hende gjorde rygsækken) lagde til på siden af ’Kaperen’. Uden bøvl eller beregning havde de bragt Lise helt til dørs.
Der hvor regnbuen ender
Ambrym, en af Vanuatus mange øer med gigantiske kegleformede vulkaner som centrum. Ambrym har ikke mindre end to aktive af slagsen og vi besteg en af dem. Mens Christel, Laura og Ea blev i bugten og passede på båden, sprang Sofie, Lise, Signe, Søren, Martin, Kasper og jeg på ladet af den ’pick up’, der skulle køre os til Vulkanens fod. Turen gennem skoven var vist ikke blevet benyttet længe for vi havde et hyr med at dukke os for grene og med at holde fast over bump og huller. En enkelt gang måtte vi da også rydde en ny vej, idet et træ var væltet over vejen.
Efterhånden ændrede landskabet sig fra skov til lavaørken og efter at have tilbagelagt det sidst stykke vej mod vulkanens fod ad et udtørret flodleje kunne bilen ikke komme længere og resten af vejen skulle tilbagelægges til fods. Vi var lidt pressede med tiden, fordi vi skulle være tilbage inden mørket, der falder klokken seks uden meget varsel. Derfor satte vi det lange ben foran over det varme lavasand under den bagende sol. Det begyndte hurtigt at gå rigtig stejlt opad, men vi blev rigeligt belønnede da vi nåede toppen af bjergkammen og fik det første sigt over det trøstesløse månelandskab vi havde lagt bag os, skoven der omkransede det og længst ude det blå ocean. Herfra balancerede vi på den smalle bjergkam, til den sidste meget stejle opstigning til vulkanens top begyndte. Det sidste stykke vej mod toppen blev tilbagelagt på alle fire meget af tiden. Stigningen var omkring 30 grader og underlaget særdeles forræderisk. Klatreturen på den stejle bjergside blev yderligere dramatisk af den stille syreregn, der fik os til at knibe øjnene sammen og gjorde det særdeles ubehageligt at se mod toppen.
Synet der mødte os på vulkankraterets kant var storslået. Under os havde vi et gigantisk krater skabt at ældgamle eksplosioner fra den aktive vulkan. Nu bestod vulkanens ventil af to mindre kratere, det ene så stort at bagsiden fortonede sig i røgen, der steg op fra Jordens dybere lag. Det andet, der var nærmest og noget mindre var så tæt på, at vi tydeligt kunne se den svovlgule inderside af krateret. Røgen fra den glohede lava steg op alle vegne fra og hyllede os i en tåge af svovl, og pludselig midt i det hele stod en regnbue over kraterkanten med den ene ende placeret midt i kraterhullet. Altså, kære læser, har besætningen på s/y Nordkaperen nu opklaret hvor regnbuen ender! Oplevelsen kaldte på jubelråb, men vores guide havde taget sine forholdsregler og på forhånd oplyst os om at råben nær vulkanens top var strengt forbudt på grund af faren for at vække åndernes vrede, så det blev kun til mindre jubeludbrud.
Farvel til Ea, Laura og Kasper
Efter to og en halv måned om bord blev den 25. Juli tid til at tage afsked med Ea og den 27. Var det så Laura og Kaspers tur til at vende næsen mod Danmark. Det var første gang nogen havde forladt skibet efter jeg påmønstrede i slutningen af juni og jeg synes ærlig talt det var lidt trist. Det kan måske lyde lidt underligt, men det kan føles helt tomt når man kun er syv om bord. Vi savner jer alle tre! |
