|
Dagbog Sejlads rundt om Savaii.
Nu er vi på vej tilbage til hovedstaden Apia i Samoa, hvor vi skal afmønstre Charlotte og Christine og sige goddag til Kasper og Laura, før vi sætte kursen sydover mod Tonga øerne.
Den sidste uge har vi sejlet rundt om øen Savaii, som er den store ø af de to øer Samoa består af. Savaii er på størrelse med Fyn. Selvom øen Savaii er større end Upulu (Upulu er øen hvor hovedstaden Apia ligger), bor der langt færre mennesker, Savaii er meget lidt besøgt af turister og befolkningen lever af naturen og ret traditionelt.
Efter vi havde bunkret vand og handlet ind afgik vi fra marinaen i Apia en flot mandag formiddag, efter lidt fin-manøvrering frem og bak lidt styrbord og lidt til bagbord, kom vi fint ud af marinaen. De har nemlig bygget en fin ny marina i Apia, men en ting de ikke har tænkt så meget over er vand dybden. Der er nemlig fyldt med store koralhoveder inde i marinaen, de rager op fra bunden op til en meter under overfladen, det går fint for små motorbåde, men kaperens køl stikker 2,5 meter under vandet, det betød faktisk at der kun var nogle få pladser vi kunne vælge mellem.
I strædet mellem de to store øer i Samoa ligger der en lille bitte vulkanø som hedder Apolima, her valgte vi at ligge for natten, da ankom, var det ved at blive mørkt, vi kunne lige nå at snorkle lidt, vandet var ret klart og hold da op hvor var der mange fisk, store og små.
Næste morgen besluttede vi at sejle ind og kikke på øen i gummibåden, indsejling mindede mere om river rafting end en indsejling, renden ind var måske fem meterbred og snoet ind mellem store lava formationer, samtidig med at Stillehavs dønninger stod ind over det hele.
Ind kom vi og mødte de lokale, der boede ca. 80 på øen, og en af fyrene tog imod os og viste os op til høvdingens hus, ham fik vi en snak med. Først var de meget betænksomme over vores besøg, der var nervøse for svine influenza, tilladelser og meget andet og det kostede en hel masse at besøge øen. Men pludselig tog samtalen en markant drejning, nu var lige pludselig i familie og vi var mere end velkomne og ville straks få en rundvisning på øen og så måtte vi bare betale høvdingen hvad vi nu havde lyst til.
Så gik turen rundt på den lille ø, en fyr vidste os rundt i byen og bevoksningen i krateret af den lille vulkan, sjovt var det da vi så deres solcelle anlæg, som giver lys og strøm til øen, der var et fint skilt hvorpå man kunne læse at anlægget var skænket af Danmark!
Vi gik også en tur op til øens fyr, som ligger på krater kanten, her var der en fantastisk udsigt over øen indsejlingen og et kik ned til kaperen, som lå og så skide godt ud i det funklende blå vand.
Tilbage i landsbyen blev vi budt på mad og en kold kokosnød at drikke, den overraskende gode mad bestod af kyllingesuppe, grønsager med svinekød og kogte bananer med kokos creme.
Derefter lettede vi anker og sejlede mod sydøst spidsen af Savaii, her fandt vi ind på en noget urolig ankerplads, som ellers lå bag et rev, men dønningerne nåede alligevel over og nåede ind og fik kaperen til at rulle fra side til side. Det var sent om eftermiddagen, så vi besluttede alligevel at blive liggende. Der var også lidt vi gerne ville se i området.
Inden mørket, kunne vi ligge nå en tur i land for at se om vi kunne få noget is til køleboksen. Inde i land blev vi modtaget af en stor skare af børn. En pige sagde meget bestemt at vi skulle følge med hende, så det gjorde vi. Pigen vidste os hjem til hendes hus hvor vi blev budt indenfor, hendes lidt ældre bror støtte til og 20-30 børn hang rundt om huset og kikkede på os. Pigen spurgte hvad vi dog ville her, og vi forklarede at vi prøvede at skaffe noget is og en bil til dagen efter, det kunne hendes onkel hjælpe med, han havde en bil. Så vi gik ned til onklen som boede i den anden ende af landsbyen. Undervejs undskyldte pigen at alle børnene var så nysgerrige, men for mange af de små, var det altså første gang de så hvide mennesker…
Vi spurgte om det var sjældent at der var turister, pigen svarede at det var det bestemt ikke, der havde nemlig også været nogle sidste år, de var fra New Zealand!
Pigen havde fundet ud af at Charlotte og Simon var kærester, så hver gang vi mødte noget på gaden fortalte hun at vi var fra Danmark og at Charlotte og Simon var et par. De havde også lige set filmen ”Mama Mia” i skolen, så de var alle overbevist om at det var Sofie der spillede hovedrolle i filmen.
Vi kom omsiden ned til onklen og fik en snak med ham, han kunne godt køre os rundt dagen efter og han kunne også godt køre os op og købe noget is med det samme, så vi røg alle om bag på ladet af hans tusse gamle pickup og så gik det bare der ud af, han kørte godt nok stærkt ad de små veje. Speedometeret var for længst holdt op med at virke, så vi kunne ikke se hvor hurtigt det gik, men tæt på lydens hastighed tror jeg.
Næste dag gik vi i land og mødte onklen, pigen og hendes bror havde vi inviteret med på turen, så de kom også med. Onklen havde skaffet en lidt nyere Toyota Pickup, det var fint, så ni mand på ladet og to foran, så gik det langs syd kysten til noget der hedder ”Blow holes”.
”Blow holes” er nogle huller på kysten, hvor dønningerne slår ind under land og op gennem disse Blow holes så vandet står et halvt hundrede meter op i luften. Det var rigtig sjovt at se, vi smed også en kokos nød ned i hullet og da der så kom en dønning ind blev nødden skudt endnu højere op i luften.
Efter blow holes kørte vi op til foden af bjerget øen består af og videre op af en terrænvej op til en pyramide. Pyramiden måler 50 gange 60 meter og er 12 meter høj, det gør den til den største oldtidsbygning i hele Stillehavet. Vi kunne ikke finde ud af hvornår den er bygget og der var ikke rigtig nogen der kendte til historien eller noget sagn eller lign. Desværre!
Dagens sidste stop var ved et vandfald hvor vi kunne svømme rundt i søen under vandfaldet i det friske ferske vand. Tilbage i landsbyen havde pigens familie laver frugt drinks til os, de fortalte at byens kvinder havde været ustyrligt nervøse over vores ankomst, jeg havde nemlig en T-shirt på, hvor der stod ”mexico” hen over maven. De troede at vi var kommet direkte fra mexico, hvor der jo er udbrudt svine influenza, så de havde både ringet til Politiet og myndighederne i Apia, som nok havde beroliget dem igen.
Da vi kom tilbage til skibet lettede vi anker med det samme og sejlede videre næste stop blev vest for Savaii, men her lå vi heller ikke ret godt, så vi sejlede videre rundt om den vestlige pynt og hen ad nordkysten til Asau bugten, her lå vi roligt og godt. Da vi rundede den vestlige pynt, havde der siddet en høvding inde i landsbyen og set os passere, det vender jeg tilbage til.
Inde i Asau bugten fik vi smidt anker ud for en lille sandstrand, på vej ind havde vi set nogle store havskildpadder komme op og trække luft, Så Simon, Ea, Steffen og jeg sejlede ud til revet og tog et dyk, men der var ret dødt ikke mange koraller og ikke særlig meget liv. Vi finder senere ud af at Samoa for nogle år tilbage har været påvirket af nogle kolde havstrømme på afveje, så de fleste koraller er døde.
Det viser sig at den strand vi ligger ud for hører til et ny opført hotel (hotel og hotel, det består af nogle ”fales” men kan leje, en ”fale” er et lille lokalt åbent hus på pæle) Det hører en lille restaurant med her får vi lækre fiske retter og lidt af det lokale øl ”Vailima”.
På restauranten, render der tre bitte små kattekillinger rundt og så kører showet igen.. ”Martin kan vi ikke nok ha en skibskat?” ”NEJ” I Australien må man slet ikke have dyr med ombord, de er meget strikse.
Dagen efter har vi igen aftalt at blive kørt af en lokal fra en nærliggende landsby. Vi kører ud til Canopy walkway, Det er et kæmpe træ hvor der er bygget trapper hele vejen op til trækronen, hvor der er en udsigtsplatform med en formidabel udsigt. Desuden kunne man via en fri hængende gangbro gå over til at andet træ, den var bare lukket af sikkerhedsmæssige årsager, fordi den skulle renoveres, så vi måtte kun gå over den en ad gangen, til gengæld var det til halv pris! Inde på stien i skoven var der Sandal træer og alle pigerne styrtede rundt og samlede de smukke røde stenagtige frø træet afgiver, de lokale har brugt disse til smykker i mange hundrede år, de har også været brugt, som en slags betaling.
Videre vest på til rock house, et grotte, som Samoanerne har et gammelt sagn om at kvinderne har bygget den ene halvdel og mændene den anden, men mændenes tag holdte ikke så noget af den er styrtet sammen. Desuden bruger de stadig grotten, når øen bliver ramt af hurricanes søger landsbyen tilflugt i grotten, mens orkanvinde smadrer byen.
Da vi kommer ud fra grotten, kommer en mand os i møde, han har hørt at der er en masse danskere nede i grotten, manden er ”Hans Clausen” fra Jylland, han ligner ikke en dansker, han er kun iklædt en ”lava lava” og ser ret lokal ud. Det viser sig at Hans bor her, han er adopteret af familien og udnævnt til deres ”Matai” altså landsbyens høvding. Det var Hans der havde set os sejle forbi. Han har nu boet der fast i 3 år i en lille Fale og det første skib han ser, ud over lokale fiskebåde er Nordkaperen, det syntes han er pudsigt og det er vel rigtigt. Hans tegner og fortæller om hans egen historie, hvorfor han pludselig sidder som høvding i Samoa, tidligere har han sejlet som maskinmester på vognmandsruten.
Hans fortæller om hans nye familie og høvdinge systemet osv. Vi er budt ind til te i hans hjem, en lille fale på 2 gange 4 meter, vi snakker flere timer, det er spændene at høre om folket fra en dansk mund.
Hans er flink vi inviterer ham ud på skibet senere på dagen. Desuden er landsbyen ”falalupo” hvor Hans er høvding, verdens vestligste by! (da Samoa ligger op ad datolinien).
Tilbage på skibet, får vi besøg af Hans og to af hans nye brødre. De er meget beæret over at måtte komme ombord på sådan et fint skib og igen kokser vi i det kulturelle. Christine har bagt boller og Sine har lavet råkost salat og de snupper begge en portion og byder vores træ gæster på mad og siger at de bare kan tage fra. Den går ikke ! her skal man servere for gæsterne de kunne aldrig drømme om at tage selv af en andens fad. Så vi serverer for dem og så skal der bedes bordbøn, den beder Hans, som er meget troende, heldigvis.
Da vi sidder og snakker, fortæller Hans om at han savner røde pølser og dansk mad, så vi hiver en dåse leverpostej frem, den bragte lykke for alle tre gæster, de to Samoanere syntes også det var fortrinligt.. en helt ny smag.
Og så går snakken og gæsterne vises rundt. Steffen og Simon viser deres Samoanske tatoveringer. Nordkaperen har også fået en tatovering, med traditionelle samoanske tegn, nede i forummet, dog med sort maling, den kikker de også på.
Næste dag er vi igen på tur ude og se en lang lang underjordisk grotte og vi er ude ved et lava område, hvor lavaen engang er løbet ned ad den gamle vulkan som Savaii egentlig består af. Blandt andet ser vi en kirke fra Tyskernes tid, hvor lavaen er løbet ind igennem kirken.
På et tidspunkt på turen da vores unge lokale chauffør sad og tændte op i en smøg, begyndte der at lugte sjovt omme bagi, det lugtede af marihuana og det kunne han også fortælle at det var, lidt efter kunne han dog berolige os da han sagde: ”Dont worry i dont go fast when I fly…”
Vi kom sikkert tilbage, vi er stadig på vej tilbage til Apia, Chirstine og Steffen er lige kommet ned fra vagt, de er våde, de har lige haft en byge. Nu skal Charlotte og Sine på vagt.
De næste dage får vi travlt vi skal sige farvel til Charlotte og Christine som har været med siden Pohnpei i Micronesien. Så kommer Kasper og Laura ombord, de har flere gange sejlet på Kaperen med Troels. Så skal vi handle ind og bunkre diesel og vand og så går det mod Tonga øerne på Torsdag. Det glæder vi os alle til..
Martin | 